Pressemøde. »Det nye er, at det europæiske asylsystem er under sammenbrud«, sagde statsministeren, da journalisterne spurgte til løfterne fra valgkampen om en 'straks-opbremsning'.
Foto: MUNCH IDA

Pressemøde. »Det nye er, at det europæiske asylsystem er under sammenbrud«, sagde statsministeren, da journalisterne spurgte til løfterne fra valgkampen om en 'straks-opbremsning'.

Politik

Løkke: Tiden er kommet, hvor vi ser det i Andreas Mogensens perspektiv

Under valgkampen lovede Løkke færre asylansøgere. I dag siger han: »Vi skal kunne se os selv i øjnene«.

Politik

Flankeret af næstformand Kristian Jensen og daværende politisk ordfører Inger Støjberg var det en beslutsom statsministerkandidat, der under valgkampen i forsommeren præsenterede Venstres forslag til en såkaldt straks-opbremsning - en asylreform, der ved at skære i ydelserne til flygtninge skulle sikre, at færre søger asyl i Danmark.

Lars Løkke Rasmussen var på pressemødet dengang overbevist om, at planen ville virke efter hensigten. Det var tæt på et løfte, da han sagde til de fremmødte journalister, at »der er ingen tvivl om, at de her stramninger af opholdsvilkårene vil medføre, at der kommer færre asylansøgere«.

Men her tre måneder senere er situationen en ny. I weekenden blev vist de første billeder af hundredvis - måske tusindvis - af flygtninge, der går på motorvejene i Mellemeuropa mod nord. Og nogle hundrede af disse mennesker er nået frem til Danmark og er begyndt at vandre afsted på Sydmotorvejen.

Det sker samme dag, som integrationsminister Inger Støjberg har indrykket annoncer i arabiske medier med budskabet om, at Danmark har strammet reglerne, og at det ikke - længere - er attraktivt at søge hertil.

Danmark kan ikke løse problemet alene

Om stramningerne er årsagen til, at flere af flygtningene ikke ønsker at søge asyl i Danmark, men vil videre til Sverige, må stå hen i det uvisse. Men på et netop overstået pressemøde gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen det under alle omstændigheder klart, at »man må forstå, at der findes ingen vej, hvor Danmark isoleret kan håndtere og løse det her problem«.

LÆS ARTIKEL

Hvor regeringen gentagne gange har understreget, at den ikke ønsker en fælles asylpolitik, så slog Løkke i dag fast, at der kun findes én løsning på den nuværende flygtningekrise: En fælles europæisk løsning.

»Det nye er, at det europæiske asylsystem er under sammenbrud«, sagde statsministeren, da journalisterne spurgte til løfterne fra valgkampen om en 'straks-opbremsning'.

At situationen er ude af kontrol blev understreget, da Løkke gjorde rede for en samtale, han i går havde med den tyske kansler Angela Merkel. Hun ønskede, at Danmark overtog nogle af de omkring 4.000 asylansøgere, der krydsede grænsen til Tyskland fra Østrig, efter at de tidligere havde forladt Ungarn.

Ifølge Løkke tilbød han at tage 100 af disse asylansøgere til Danmark, da det var en »fair andel« set i forhold til Danmarks størrelse.

»Men udviklingen er løbet stærkere end som så [...] Vi er blevet overhalet af virkeligheden. Vi har 400, og det kan ikke udelukkes, at der kommer flere«, sagde Løkke med henvisning til, at der i aftes ankom hundredvis af flygtninge til Danmark.

Og derfor opfordrede statsministeren til, at vi ser det hele lidt fra oven.

Set det som astronauten

»Tiden er kommet, hvor vi - havde jeg nær sagt - ser det i Andreas Mogensens perspektiv«, sagde Løkke med henvisning til den danske astronaut, der fra den internationale rumstation ikke kan undgå at se, at Danmark hænger sammen med resten af Europa.

Hvad der imidlertid ikke stod klart på pressemødet var, hvordan Lars Løkke Rasmussen vil balancere de to forhold: At Danmark på den ene side på grund af vores retsforbehold står uden for en eventuel fælles asylpolitik i EU, og på den anden side på grund af den voldsomme flygtningestrøm er nødt til at arbejde sammen med de øvrige europæiske lande om en fælles løsning på situationen.

Statsministeren proklamerede at man vil styrke samarbejdet med EU og vores nabolande. Kilde: Politiken.tv / Johannes Skov Andersen og Jakob Kyed

På pressemødet blev Løkke da også spurgt til, hvordan han forholder sig til kravet fra »det største borgerlige parti«.Til det svarede Løkke, at »vi kan stille nok så mange regler og værn op« i Danmark, uden at det vil ændre på situationen, såfremt der ikke kommer en fælles europæisk aftale om asylansøgere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Løkke bemærkede i øvrigt i den forbindelse, at Danmark har 7.000 kilometer kyststrækning - underforstået, at det kan blive sin sag at kontrollere hver en meter. Så derfor er tiden kommer til »omtanke, eftertænksomhed og handling«, lød det fra statsministeren.

Løkke og den geografiske fødekæde

Det europæiske asylsystem er skruet sådan sammen, at i det øjeblik en flygtning bliver registreret i et EU-land, så skal vedkommende have behandlet sin ansøgning om asyl i det pågældende land.

Det følger af den såkaldte Dublin-forordning, der skal forhindre, at flygtninge hopper rundt fra land til land og søger asyl alle steder. Det er dette system, der er brudt sammen. Senest udtrykt ved, at EU-landet Ungarn har undladt at registrere tusindvis af flygtninge og migranter. Løkke opfordrede på pressemødet til »et politisk pres på de lande«, så reglerne bliver overholdt.

LÆS ARTIKEL

For sådan vil Danmark ikke opføre sig, understregede statsministeren. Det betyder, at samtlige de flygtninge, der netop er kommet til Danmark, skal registreres her i landet. Uanset om de selv ønsker at søge asyl her eller ej. De skal have taget fingeraftryk, og det skal afklares, om de allerede har gang i en asylsag i et andet EU-land. Det gælder også dem, hvis eneste mål er at slippe ud af Danmark og komme til Sverige.

»Vi kan ikke bare lade dem passere. For så ville vi opføre os ligesom lande længere nede i den geografiske fødekæde«, sagde Løkke.

Vi skal handle med omtanke

Klokken 17:30 holder statsministeren et møde med lederne af de øvrige partier i Folketinget for at finde frem til et fælles dansk fodslag med henblik på at finde en fælles europæisk løsning på flygtningekrisen. Og herefter vil han igen orientere pressen.

Lad os for en kort bemærkning vende tilbage til pressemødet 9. juni, hvor Løkke, Jensen og Støjberg præsenterede en »asylreform«. Der kom nemlig et valgløfte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man kan regne med det her løfte: Vi vil ikke se passivt til, mens antallet af asylansøgere eksploderer, og vi kommer ikke til at lempe udlændingepolitikken«, lød det dengang fra den daværende statsministerkandidat.

I dag sagde den nuværende statsminister så:

»Vi skal handle med omtanke på en måde, hvor vi kan se os selv i øjnene«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce