Foto: JOACHIM ADRIAN

Her er regeringens ti forsøgsprojekter ved kysterne

Og regeringen vil have endnu flere med.

Politik

Ti projekter er nu blevet godkendt til at forsøge at skabe mere turisme og vækst ved de danske kyster.

Det har erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) netop offentliggjort i ministeriet efter at have holdt møde med partierne i forligskredsen om forsøgene.

Forsøgsordningerne har vakt kritik fra organisationer, der mener, at byggeprojekter ved kysterne skader naturen. Men den bekymring deler Lund Poulsen ikke.

»Jeg er ikke bekymret for, at det her er noget, der kommer til at gå ud over den danske natur. Det her er noget, der kan være med til at udvikle vores landdistriktsamfund«, siger han.

Nordeuropas største badeland

Regeringen ønsker endda at udvide ordningen, så flere end de ti - som er det antal, forligspartierne S, R, V, DF og K før valget enedes om - bliver omfattet. Regeringen peger på, at 20 projektansøgninger rent faktisk lever op til kriterier om blandt andet at skulle udvikle kyst- og naturturismen, øge tiltrækningen af udenlandske turister og etableres i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter.

Den socialdemokratiske miljøordfører, Maja Panduro, vil efter mødet med ministeren ikke svare på, om hendes parti er med på at udvide antallet af forsøgsprojekter.

»Vi har brug for at se et forslag fra regeringen, før vi kan tage stilling til det, og det har vi fået lovning på, at vi vil se. Socialdemokratiet går åbent ind til alle forhandlinger, vi bliver inviteret til, men det er klart, at det også er med åbne øjne i forhold til, at det er rigtig vigtigt for os, at vi holder balancen og passer på vores frie, åbne kyster«.

Læs mere om de enkelte projekter under kortet.

Af en pressemeddelselse fra ministeriet fremgår følgende om de ti udvalgte projekter.

• Ringkøbing-Skjern Kommune, Søndervig Feriepark:

Projektet består af 500 feriehuse, Nordeuropas største badeland, fællesfaciliteter og wellness-faciliteter og vil indebære en investering på ca. 750 mio. kr. – 1 mia. kr. Det forventes endvidere, at projektet vil give en årlig stigning på op mod 620.000 udenlandske overnatninger.

• Vordingborg Kommune, Aquapark Møn:

Projektet er et ferie- og oplevelsescenter bestående af mangfoldige nye oplevelsestilbud baseret på vand, natur/outdoor og industrikulturmiljø samt en ferieboligbebyggelse på op til 500 enheder på den gamle sukkerfabrik. Projektet vil indebære en anlægsinvestering på ca.1,3 mia. kr. Det forventes, at projektet vil tiltrække 13.000 ugegæster til de nye ferieboliger samt 75.000 dagsgæster.

• Sønderborg Kommune, Nordals Ferieresort:

Projektet består af 2 hoteller, op til 400 ferieboliger, 2 campingpladser, vandoplevelser, marina med 100 bådpladser, butikker og restauranter, stisystemer mm. Beregninger peger på, at Nordals Ferieresort vil kunne tiltrække 560.000 gæster om året, som primært vil komme fra Tyskland. Projektet forventes at indebære en anlægsinvestering på ca. 1,3 mia. kr. til etablering af ferieresortet.

• Lolland Kommune, Safari Lodge Knuthenborg:

Projektet omfatter etablering af op til 200 tematiserede overnatningsenheder og dertil hørende konference- og spisefaciliteter i tilknytning til Knuthenborg Safaripark lige midt i naturen i simple rammer. Det forventes, at projektet vil have ca. 40-50.000 årlige overnatninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

• Stevns Kommune, Besøgscenter v. Stevns Klint:

Projektet omfatter etablering af et besøgscenter om Stevns Klint (UNESCO Verdensarv). Endvidere omhandler projektet omlægning af parkeringsplads, etablering af nye faciliteter til formidling, naturlegeplads, stier, nye trapper, styrkelse af udsigtspunkter og landgangsbro. Det forventes, at det ny besøgscenter vil tiltrække op mod 50.000 turister på årsbasis.

• Varde Kommune, Blåvand Strandpark:

Projektet omfatter wellness faciliteter og 50 luksusferielejligheder, restaurant, småbutikker, klubhuse samt en naturpromenade med oplevelseslommer mellem Blåvand Strandpark og Hvidbjerg Strand. Projektet forventes at skabe en årlig omsætning på ca. 25 mio. kr.

• Hjørring Kommune, Løkken Klithotel:

Projektet omfatter erstatning af et nedslidt hotel med et nyt hotel med 34 værelser, konferencefaciliteter og restaurant samt 14 satellitværelser, wellness center, plankestier og udsigtsplatform i klitterne; 10 nye badehuse på stranden samt omdannelse af byens vandtårn og redningshus til henholdsvis udsigtstårn og til brug for pop-up arrangementer. Projektet vil have en samlet investering på ca. 25 mio. kr.

• Svendborg Kommune, Øhavscenter Christiansminde:

Projektet omfatter en ny bygning med plads til undervisning, cafe, ophold, vandsport, promenade, gennemgående cykelsti, støttefaciliteter for friluftsliv og vandsport osv. samt nye hotelværelser bygget ind i terrænet. Det forventes, at projektet på årsbasis vil skabe 10.000 ekstra overnatninger og øge antallet af udenlandske overnatninger og dagturister. Det forventes at give et turismeskabt vækstforbrug i Svendborg og omkringliggende kommuner på op til 15 - 17 mio. kr. Det vil være et krav i forsøgstilladelsen, at projektet tilpasses det eksisterende landskab ved, at en planlagt bygning på vandet flyttes ind på land og den offentlige adgang til kysten sikres.

• Gribskov Kommune, New Nordic Coast:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Projektet omfatter etablering af nyt strandhotel samt strandmole med havbad, en forlængelse og forstærkning af eksisterende havnemoler, bredere sandstrande, anlæg af badebro med flydende sauna samt et aktivitetsområde. Det forventes, at projektet vil tiltrække af 30-40.000 flere gæster om året til området. Det vil være et krav i forsøgstilladelsen, at projektet tilpasses det eksisterende landskab ved, at en planlagt bygning på havet udgår.

• Norddjurs Kommune, Strandliv Fjellerup:

Projektet omfatter etablering af fire konkrete nedslag og sammenbindende forbindelse her i mellem på Fjellerup Strands 2,5 km kyststrækning. Nedslagene har bl.a. fokus på leg, læring og sport mv. Projektet endelige udformning vil blive til i en designproces. Projektet vil gøre Fjellerup Strand til en endnu mere attraktiv destination for udenlandske og danske turister.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce