Eva Kjer: De tager alle sammen fejl

Forskere og miljøorganisationer skyder forbi i deres kritik af landbrugspakkens miljøeffekter, lyder det fra ministeren.

Politik

Efter en uge med stor tvivl om grundlaget for regeringens landbrugspakke forsøgte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i eftermiddag for alvor at tage livtag med kritikken. Men hvis nogen havde håbet, at den tekniske briefing i ministeriet eller de efterfølgende interviews ville føre til indrømmelser fra ministeren, må de tro om igen.

Et af de helt store kritikpunkter mod regeringens regnestykke er, at de har valgt at medregne tal fra 2013, 2014 og 2015 i vurderingen af kvælstofudledningen for 2016. På den måde sminker ministeriet regnskabet, så det kommer til at se grønnere ud, end det i virkeligheden er, lyder kritikken.

Men det er »helt almindelig praksis«, forklarede ministeren og tilføjede hurtigt: »Også under den tidligere regering«.

»Der er intet nyt. Det er det, der er blevet forhandlet«, sagde Eva Kjer Hansen.

Og sådan lød det gang på gang for hvert af de kritikpunkter, som forskere og organisationer har fremført de seneste dage.

Der er således også tale om en »skævert fra forskernes side«, når de anklager ministeren for at overvurdere effekten af de frivillige tiltag, der skal kompensere for mere lempelige regler for gødning, forklarer Eva Kjer Hansen.

Indkalder til møde søndag

Med den melding fra miljø- og fødevareministeren er der umiddelbart lagt op til en konflikt med de konservative, hvor både partileder Søren Pape og landbrugsordfører Rasmus Jarlov har stillet spørgsmål ved beregningerne i den aftale, som partiet selv var med til at indgå i december.

Hvis støttepartiet trækker sin støtte, falder aftalen til jorden, når den skal færdigbehandles i Folketinget. De andre partier i blå blok har dog afvist at lave om i aftalen, som Eva Kjer Hansen nu skal forsøge at redde.

Kan du komme med nogle kompenserende forslag, der stiller de konservative tilfreds?

»Jeg har indkaldt partierne bag pakken til en drøftelse på søndag«.

Hvis du står fast på, at regnestykket er i orden, og Rasmus Jarlov siger det modsatte, så tager han vel fejl?

»Jeg har kun gentaget, at tallene er de samme, som vi har arbejdet med hele vejen under forhandlingerne. Jeg har noteret mig, at der har været nogle udmeldinger fra de konservative, og derfor har jeg indkaldt partierne bag aftalen til drøftelser«.

Er det muligt, at lave en grønnere aftale, uden at det fører til ekstra omkostninger landmænd eller staten?

»De tiltag vi tager for at beskytte vandmiljøet er forbundet med omkostninger«.

Så svaret er ja: Hvis den her aftale skal være grønnnere, sådan som Rasmus Jarlov ønsker det, så bliver den også dyrere for enten landmændene eller staten?

»Jeg har svært ved at se, at man kan finde på nogle tiltag, der ikke er forbundet med en omkostning«.

Hvad er det for tiltag man kunne tage, hvis landbrugspakken skal være grønnere?

»Jeg tager en drøftelse med partierne på søndag«.

Er det muligt at lave en grønnere landbrugspakke uden at åbne den igen?

»Jeg tager en drøftelse med partierne på søndag«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce