Ventetid. Det kan tage en uge at afgøre Eva Kjer Hansens (V) skæbne, hvis hun skal væltes ved hjælp af et mistillidsvotum.
Foto: Jacob Ehrbahn

Ventetid. Det kan tage en uge at afgøre Eva Kjer Hansens (V) skæbne, hvis hun skal væltes ved hjælp af et mistillidsvotum.

Politik

Eva Kjer Hansen kan tidligst væltes om en uge

Hvis miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen skal væltes ved hjælp af et mistillidsvotum i Folketinget, kan det tidligst ske på onsdag i næste uge.

Politik

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens fremtid på ministerholdet er usikker.

Men hvis de konservative og oppositionen vil gøre alvor af truslen om at vælte hende som minister, kan det tidligst ske onsdag klokken 13 i næste uge.

Det oplyser en kilde i Folketingets sekretariat på baggrund af oplysninger fra Folketingets Lovsekretariat til Politiken.

»Et mistillidsvotum skal behandles som led i en forespørgselsdebat og en sådan kan tidligst finde sted i Folketingssalen i næste uge. Og det bliver i form af en såkaldt hasteforespørgsel«, lyder det.

Det skyldes, at Folketingets Præsidium har besluttet, at en anmodning om en hasteforespørsel skal afgøres senest tre mødedage, efter at Folketingets formand formelt har anmeldt forespørgslen. Og efter et kig kalenderen betyder det tilsyneladende, at det ikke kan ske, før om en uge. Hvis hasteforespørgslen skal afholdes på onsdag, betyder det samtidig, at forespørgslen senest skal anmeldes til Folketinget torsdag i denne uge for at overholde de gældende frister.

Det er kun sket én gang tidligere i historien, at Folketinget har afgivet et mistillidsvotum til en minister. Helt tilbage i oktober 1947 udtrykte Folketinget formelt mistillid over for daværende Venstre-statsminister Knud Kristensen. Han forlod to år senere Folketinget.

I oppositionen afventer man foreløbigt situationen. Forventningen blandt flere af de røde partier er, at Eva Kjer Hansen selv vil gå af. Sker det ikke, vil oppositionspartierne i første omgang overlade serveretten til Det Konservative Folkeparti, oplyser flere kilder til Politiken.

Situationen skabte også forvirring om et planlagt samråd med Eva Kjer Hansen onsdag om Bæredygtigt Landbrugs indflydelse på regeringens politik. Mens oppositionspartiernes ordførere onsdag morgen med forundring kunne konstatere, at Eva Kjer Hansen mødte på arbejde i ministeriet, begyndte sonderingerne om, hvordan samrådet skulle gennemføres. Som oprindelig planlagt eller på en måde, så det måske nærmere kom til at handle om, at Eva Kjer Hansen tilsyneladende ikke har tænkt sig at rette sig efter gårsdagens melding fra de konservative og dermed et flertal i Folketinget.

»Vi diskuterer, hvordan vi håndterer et samråd med en minister, som et flertal i Folketinget har udtrykt mistillid til. Dette er det, der er udfordringen«, siger miljøordfører Maria Reumert Gjerding (EL).

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce