Statsminister Lars Løkke Rasmussen var før weekenden på besøg hos virksomheden Trelleborg Sealing Solutions i Helsingør, der har robotiseret i stor stil. Samtidig har de udvidet medarbejderstaben.
Foto: Peter Hove Olesen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var før weekenden på besøg hos virksomheden Trelleborg Sealing Solutions i Helsingør, der har robotiseret i stor stil. Samtidig har de udvidet medarbejderstaben.

Fremtiden: Her er 6 bud på håndtering af disruption

Hvordan omstiller vi vores samfund til en tid med høj teknologisk udvikling, uden at vi taber ansatte på gulvet? Her er seks politiske bud.

Politik

30 timers arbejdsuge, mere efteruddannelse og ensartet lovgivning.

Sådan lyder nogle af de politiske bud på at løse fremtidens mulige udfordringer, der kan opstå som følge af den teknologiske udvikling, hvor robotter, kunstig intelligens og nye digitale forretningsmodeller vender op og ned på det eksisterende arbejdsmarked.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tog i dag første skridt i retning af regeringens planer om et disruptionsråd, der skal drøfte, hvordan man håndterer den udvikling, da han sammen med eksperter, virksomheder og ministre diskuterede emnet på Marienborg.

Allerede nu har flere af partierne i Folketinget nogle bud på, hvordan den teknologiske udvikling skal imødekommes. Her er seks af dem:

1. Bedre folkeskole og mere uddannelse

Uddannelse er ifølge mange partier et nøgleord, når man taler om disruption.

I folkeskolen skal eleverne klædes bedre på til fremtidens arbejdsmarked, og på arbejdsmarkedet skal efteruddannelse ruste de ansatte til at varetage nye opgaver, lyder det fra begge fløje på Christiansborg.

For eksempel skal produktionsmedarbejderen have uddannelse i at programmere en robot, når robotten overtager hans arbejde.

Er du klar til fremtiden?

Desuden skal der større fokus på, at folk uden uddannelse får en uddannelse og dermed går fra ufaglært til faglært.

Men der skal også være mulighed for at tage en ny uddannelse, så man nemmere kan skifte erhverv, mener Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre.

Hvordan det skal kunne lade sig gøre, efter at regeringen med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti netop har vedtaget det omstridte uddannelsesloft, vil Socialdemokratiet dog ikke svare konkret på.

2. 30 timers arbejdsuge og tidligere pension

Både Alternativet og Enhedslisten peger også på en 30 timers arbejdsuge som en af løsningerne.

Ved at alle går ned i arbejdstid, kan det skabe nye job til andre og til nogle af dem, hvis job bliver overflødigt, lyder det fra de to partier.

Og så skal de, der ikke ønsker at arbejde for eksempel på grund af nedslidning, have mulighed for at gå tidligere på pension, fordi det vil sikre plads til andre på arbejdsmarkedet, mener Enhedslisten og Alternativet.

3. Kontanthjælp uden modkrav og borgerløn

Hvis bundlinjen bliver, at der ikke er nok arbejde til alle, skal vi udvide arbejdsbegrebet, lyder det fra Alternativet. Så skal der åbnes for, at folk kan lave frivilligt arbejde og socialt arbejde, mens de får kontanthjælp.

I det hele taget mener partiet, at man skal kunne få »kontanthjælp uden modkrav«, og partiet leger også med tankegangen om at eksperimentere med såkaldt borgerløn eller minimumsløn. Altså, at alle får minimum det samme udbetalt.

Det vil udfylde nogle funktioner i samfundet, som der er brug for, uden at det tager arbejde fra andre, mener Alternativet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

4. Begræns nye virksomheder med ensartet lovgivning

Med det formål at sikre de gamle virksomheders overlevelse vil Dansk Folkeparti tilpasse lovgivningen, så de nye konkurrenter på markedet skal leve op til samme moms- og skatteregler såvel som samme krav og regulering.

»Så hvis du vil udleje boliger, skal du under den samme regulering – uanset om det er på Airbnb eller som hotel«, siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF), der også fremhæver Uber som et eksempel på en anden virksomhed, der skal underlægges samme krav som dens konkurrenter.

»Hvis ikke loven bliver lavet om, så reglerne er ens for alle, så skal man sørge for, at de der pirattaxaer - og hvad det ellers kunne være i andre brancher - ikke vinder indpas i Danmark. Du har ikke andre muligheder i min optik«, siger han.

5. Politikerne skal ikke stå i vejen for udviklingen

Liberal Alliance ser helt anderledes på det end Dansk Folkeparti. Spørger man erhvervsordfører Joachim B. Olsen (LA), er politikernes opgave at undlade at stå i vejen for, »at problemerne bliver løst ude på markedet«.

Den politiske indgriben skal ifølge partiet blot bestå i at tilpasse lovgivningen, så de nye virksomheder ikke begrænses på markedet.

Kom bare an med den disruption!

»Vi skal have en lovgivningsmæssig ramme, der tillader, at nye måder at gøre tingene på kan blomstre«, siger Joachim B. Olesen og henviser til, at »vi bliver rigere« ved ikke at bremse udviklingen men understøtte den.

Liberal Alliance er ikke bekymret for, at den teknologiske udvikling vil betyde færre job. Historien har nemlig ifølge Joachim B. Olsen vist, at nye jobs med bedre vilkår opstår helt af sig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

6. Organisering af freelancere

Radikale Venstres erhvervsordfører Ida Auken fremhæver blandt andet en fagforening for freelancere, som arbejder over platforme så som Uber.

»Vi skal have arbejdsmarkedets parter til at finde en model for de mange, der kan risikere at gå hen og blive freelancere i stedet for fastansatte i en tid, hvor meget går fra at være faste job til opgavebaserede jobs«.

»Jeg håber, vi kan få en fagforening, der gør sig selv til freelancers union, som faktisk laver noget sikkerhed for mennesker, der freelancer, både i forhold til sygdom, pension, arbejdsvilkår«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce