Folketingets afslutningsdebat. Dansk Folkepartis Martin Henriksen.
Foto: Jens Dresling

Folketingets afslutningsdebat. Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

Politik

DF: Socialdemokratiet rykker sig ikke nok på udlændingepolitik

Det nye grundprincip i Socialdemokratiets udlændingepolitik får DF’s ordfører til at klukke.

Politik

Det har vakt opsigt, at DF-formand Kristian Thulesen Dahl og partileder Mette Frederiksen (S) har optrådt side om side i et dobbeltinterview og på en række konkrete punkter nærmet sig hinanden i dansk politik.

Men Dansk Folkeparti er ikke videre imponeret over den linje i udlændingepolitikken, der skitseres i det principprogram, som Socialdemokratiet offentliggør i sin helhed på søndag.

»Socialdemokratiet har foretaget et ryk på udlændingeområdet. Men et markant ryk, det kan man ikke tale om«, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Dan Jørgensen: Jeg håber at DF vil bakke op om at bekæmpe ulighed

Kilde: Politiken

I udkastet til det nye principprogram fastslås det, at Socialdemokratiets politik skal »balancere ønsket om at hjælpe mennesker i nød med hensynet til sammenhængskraften og velfærden i Danmark«.

Martin Henriksen kan ikke lade være med at klukke en anelse, da han hører, at det er grundprincippet.

»Det er godt nok, hvad skal vi sige... det favner vel ret bredt. Man kan lægge mange forskellige tolkninger ind i den sætning, så det ved jeg ikke, om vi kan bruge til så forfærdelig meget«, siger han.

Enige... Og uenige

I et interview med Politiken uddyber pennefører Dan Jørgensen (S), at Danmark ikke har kapacitet til at tage imod migranter fra Afrika, der 'bare' søger et bedre liv i materiel henseendede.

Til gengæld skal Danmark tage imod flygtninge med behov for hjælp. Med den afgørende tilføjelse, at antallet har betydning, så kan det være decideret positivt for landet, forklarer Dan Jørgensen:

»Noget af det, vi understreger, er da, at der er rigtig mange, som er kommet til Danmark som flygtninge og på anden vis, som der heldigvis er en del af i Danmark, og som er integrerede, som deltager i vores fællesskab, som arbejder og betaler skat. Det er rigtig fint. Det er jo ikke et problem for vores sammenhængskraft i landet eller for velfærdsstaten«.

Men her er de to partier »uenige«, siger Martin Henriksen.

De to partier ser også forskelligt på, hvordan man skal tage hånd om de asylansøgere, der venter på at få afgjort deres sag. Hvor Dansk Folkeparti mener, at man ikke skal sætte gang i nogen integrationsproces, så gør det modsatte sig gældende for Socialdemokratiet. Dan Jørgensen forklarer, at selv om en flygtning fra Syrien selv vil tilbage til sit hjemland, når der er fred om for eksempel fem år, så skal de år ikke »spildes på et eller andet asylcenter, hvor man sidder og kigger ind i en væg eller en fjernsynsskærm«.

»Der skal man da ud på arbejdsmarkedet. Der skal man da bidrage«, siger Dan Jørgensen, der understreger, at det er til gavn for såvel den enkelte som samfundet.

Martin Henriksen, der er ingen tvivl om, at udlændingepolitikken er enorm vigtig for Dansk Folkeparti. Hvis I er uenige på så afgørende punkter med Socialdemokratiet, er det så ikke spil for galleriet, når Kristian Thulesen Dahl sætter sig sammen ned med Mette Frederiksen og siger, at man ser perspektiver i et fremtidigt samarbejde?

»Nej, når man bliver inviteret til et møde eller et interview, så er vores udgangspunkt, at så kommer man«, siger Martin Henriksen.

Han fremhæver, at Socialdemokratiet og DF blandt andet gik sammen om at afskaffe greencard-ordningen for veluddannede udlændinge med et flertal uden om regeringen.

»Så næh, det er ikke spil for galleriet, det er en måde, hvorpå man forsøger at udnytte de politiske muligheder, der er for at skabe et flertal for sin politik«, siger Martin Henriksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kant til de radikale venner

Det Radikale Venstre har på det seneste gjort det klart, at de i øjeblikket har mere til fælles med linjen hos næstformand Kristian Jensen fra Venstre end Socialdemokratiet, der i de seneste årtier har været samarbejdspartnere.

På nuværende tidspunkt ønsker de radikale ikke at blande sig i debatten om principprogrammet for Socialdemokratiet. Selv forventer Dan Jørgensen, at de radikale vil glædes over et stærkt fokus på miljø og bæredygtighed. Til gengæld ved han udmærket godt, at de vil rynke på næsen over udlændingepolitikken.

Dan Jørgensen: Udlændingeproblematikken fylder en del mere

Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen

»Der må man sige om vores venner i de radikale, at de ikke på samme måde – synes jeg – har været opmærksomme på, at hvis ikke man også gør noget ved antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, så det her med sammenhængskraften, at vi er et samfund, der har tillid til hinanden, det her med, at vi er et velfærdssamfund, som kun kan hænge sammen, hvis folk er på arbejdsmarkedet i stor grad og betaler skat, det er en meget vigtig del for vi socialdemokrater, og det er måske ikke lige så vigtigt for de radikale«, siger han.

Det nye principprogram præsenteres på et møde i Odense på søndag.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce