Kilde: Politiken

Politik

Politikere om ulovlige udvisninger: Det her er »meget alvorligt« - nu må Støjberg reagere

Advarselslamperne har blinket så længe nu, at Støjberg ikke længere kan gemme sig bag sine embedsmænd, mener radikale, SF og Enhedslisten. DF er uenig, og Støjberg afviser at kommentere.

Politik

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kan ikke bare blive ved med at sige, at hun har »fuld tillid« til sine embedsmænd i Udlændingestyrelsen.

Det mener flere politikere, efter Politiken torsdag har kunnet fortælle, at familiesammenførte somaliere ifølge eksperter udvises i strid med loven.

»Det er alvorligt, når så tunge eksperter stiller spørgsmål ved Udlændingestyrelsens fremgangsmåde«, siger udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL), som vil bede om en redegørelse fra ministeren.

Som en del af genbehandlingen af 800 herboende somalieres opholdsgrundlag har regeringen foreløbig udvist 43 familiesammenførte somaliere, hvoraf en stor del er børn og kvinder.

Forud for udvisningen har Udlændingestyrelsen, som står for selve sagsbehandlingen, ifølge loven pligt til at undersøge, om de pågældende risikerer at lide overlast ved en tilbagevenden til Somalia.

»Det her er meget alvorligt«

Men en gennemgang af de spørgsmål, som familiesammenførte somaliere bliver stillet, viser, at styrelsen ikke spørger til det. Det har fået to førende eksperter i udlændingeret og forvaltningsret til at kritisere regeringen for at bryde loven og udtale, at afgørelserne i princippet kan være ugyldige.

Ifølge Johanne Schmidt-Nielsen er det »ufatteligt, at de danske myndigheder ikke bare sørger for, at alle, som potentielt er i fare, bliver interviewet grundigt, inden de får frataget retten til ly her i Danmark«.

»Jeg vil ikke dø«

Kilde: Politiken

Radikale mener, at »advarselslamperne nu har blinket så mange gange«, at Støjberg må gå ind og undersøge sagen nærmere.

»Nu bliver det påpeget igen og denne gang meget tydeligt, at eksperter mener, at loven ikke er fulgt. Det bør ministeren tage til efterretning og undersøge, i stedet for bare at sige at hun har tillid til styrelsen. Det her er meget alvorligt«, siger udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen (R).

Støjberg og styrelse afviser interview

Inger Støjberg skrev torsdag i en skriftlig kommentar til Politiken, at hun har »fuld tillid til«, at Udlændingestyrelsen »sørger for«, at behandlingen af familiesammenførtes sager »sker efter reglerne«.

Også i forbindelse med Politikens tidligere afdækninger af udvisningerne til Somalia, hvor eksperter blandt andet har kritiseret styrelsen for ensidig sagsbehandling, har ministeren svaret, at hun har »fuld tillid« til sin styrelse.

Udlændingestyrelsen har i flere måneder afvist at stille op til interview om Somalia-sagerne. I dagens historie om lovbrud afviser styrelsen kritikken og henviser til, at somaliere har mulighed for at skrive deres eventuelle risiko for at lide overlast i Somalia i feltet 'øvrige bemærkninger' sidst i spørgeskemaet.

Men den forklaring er »godt nok tynd«, mener Sofie Carsten Nielsen.

»Det ville vi jo aldrig acceptere, hvis det var i forhold til danske borgere«.

SF mener, at Støjberg bør gå ind i sagen, og at alle udsendelser til Somalia bør sættes i bero øjeblikkeligt, siger udlændingeordfører Holger K. Nielsen (SF).

DF bakker op om udvisninger til Somalia

Dansk Folkeparti ser omvendt »ingen grund til« at kritisere Udlændingestyrelsens sagsbehandling.

»Jeg tager det ikke så tungt, den kritik, de (eksperterne, red.) kommer med. Jeg synes, at tingene er undersøgt grundigt, og jeg kan ikke se et behov for at gøre mere ud af det«, siger Martin Henriksen, udlændingeordfører (DF).

Hvordan har de undersøgt sagerne grundigt for familiesammenførte?

»Ja, de har jo vurderet situationen i Somalia, og så er der nogen, der har været inde til nogle samtaler, og andre, der har haft mulighed for at komme med deres bemærkninger skriftligt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mener Dansk Folkeparti, at det er o.k. at udvise somaliere, hvis det sker i strid med loven?

»Jeg kan ikke se, at det sker i strid med loven«.

Så du mener ikke, at de eksperter, der siger det, har ret?

»Nej, jeg mener ikke, at de har ret«.

Politiken arbejder på at få en kommentar fra Socialdemokratiet om, hvorvidt partiet fortsat bakker op om udvisningerne til Somalia.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg afviser at kommentere partiernes opfordring til, at hun bør undersøge sagen nærmere.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce