Foto: Thomas Borberg
Politik

Regeringen vil indføre et helt nyt skilsmissesystem

En dommer skal afgøre de mest konfliktfyldte skilsmissesager, mener regeringen, der er på vej med nyt udspil.

Politik

Regeringen præsenterer tirsdag et udspil til et nyt skilsmissesystem.

Problemerne skal behandles samlet, og der skal tages helt anderledes hånd om barnet, står der i udspillet, som Ritzau er i besiddelse af.

Systemet består af to dele: Familieretshuset, der erstatter Statsforvaltningen, og Familieretten, som ligger i byretterne.

Familieretshuset skal desuden behandle simple sager og blandt andet rumme en børneenhed.

Børneenheden er børnenes kontakt til systemet, og der vil blandt andet være børnesagkyndige psykologer eller rådgivere, som møder børnene.

Sagerne screenes

Derudover skal sagerne screenes. Her fastslås det, hvilke problemer og behov familien har, står der i udspillet. Det kommer til at høre under Familieretshuset.

Der behandles årligt omkring 100.000 familieretlige sager i Danmark, og cirka hvert tredje barn oplever, at forældrene går fra hinanden.

I op mod 10 procent af sagerne er der tale om konflikter, hvor børnene er særligt udsatte.

De cirka 7000 komplekse sager, hvor der er risiko for konflikt og sociale problemer som misbrug og vold, skal afgøres af en dommer i Familieretten, står der i udspillet.

Systemet bliver 'radikalt anderledes' end i dag, fordi domstolene får lov at afgøre de konfliktfyldte sager. Det siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Fyens.dk.

Hun er ikke specielt bekymret for, at domstolsafgørelser vil gøre systemet usmidigt.

»Vi skal altså huske på, at de sager, som bliver screenet som røde, handler om familier, der er i så store konflikter, at kommunikationen er meget vanskelig forældrene imellem.

»Samværet vil være fastsat på en måde, som er bedst for barnet, og her vil stabilitet være væsentlig. Det er vigtigt at have for øje, at vi gør dette for barnet, siger Mai Mercado til Fyens.dk.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce