Ældreminister Thyra Frank (LA) vil ikke lade Alternativet diktere, hvad de ældre på plejehjem skal have til middag.
Foto: Thomas Borberg

Ældreminister Thyra Frank (LA) vil ikke lade Alternativet diktere, hvad de ældre på plejehjem skal have til middag.

Politik

Thyra Frank i madkrig med Alternativet: I skal ikke tvinge de ældre til at spise vegetarisk

Ældreministeren blander sig nu i Københavns Kommunes madpolitik, efter Alternativets spidskandidat har foreslået vegetardag på plejehjem.

Politik

Hverken Alternativet eller andre kommunalpolitikere skal bestemme, om de ældre skal spise vegetarisk.

Sådan lyder bandbullen fra ældreminister Thyra Frank (LA), efter at Alternativets spidskandidat i København, Niko Grünfeld, i gårsdagens Politiken foreslår at indføre en vegetardag for alle institutioner og personer, der får mad leveret af kommunen – altså også på plejehjem og hos de ældre, der får kørt mad til deres private adresse.

»Det er lige før, jeg ikke kan forstå det. Der er slet ingen tvivl i mit sind om, at det her vil betyde, at de ældre virkelig for alvor føler sig tilsidesat«, siger Thyra Frank.

I gårsdagens interview slår Grünfeld fast, at han ikke vil blande sig i, om folk i deres private hjem må »spise en god bøf«, som han siger.

Men det er lige netop, hvad han gør, når han vil indføre en vegetardag på plejehjem, mener Thyra Frank.

»Det her er jo de gamles hjem. Jeg kan ikke forstå, hvordan Niko Grünfeld kan synes, der er forskel på det hjem, som jeg har, og det hjem, som en gammel, der bare har behov for hjælp, har«, siger ældreministeren, der kalder forslaget et overgreb på de ældres personlige frihed.

Jeg vil meget nødig blive gammel i sådan et samfund

Du har før sagt, at det må være op til kommunerne, hvordan plejehjemmene skal forvaltes. Hvis der er partier i kommunen, der ønsker det her, hvorfor skal du så som ældreminister blande dig i det?

»Jeg vil bare have lov til at blande mig i værdipolitikken. Det er fint, hvis der er enkelte plejehjem, der vil indføre en vegetardag, for det er en privat sag, om man vil bo sådan et sted eller ej. Og selvfølgelig er der kommunalt selvstyre, men jeg har da lov til at fortælle, at hvis man ikke synes, at man skal gå ind i folks hjem og bestemme, at de skal have en vegetardag, så må jeg sige, at man går ind i folks hjem, hvis man gør de her ting. Jeg vil meget nødig blive gammel i sådan et samfund«.

Fru Jensen må selv betale

Niko Grünfeld har dog ikke i sinde at trække sit forslag tilbage.

»Klima- og miljøudfordringerne er så markante, at vi skal tage et ansvar, og der mener jeg, at Københavns Kommune som en offentlig institution skal være med til at sikre den grønne, bæredygtige omstilling«, siger Niko Grünfeld.

Hvis fru Jensen betaler af egen lomme, har jeg ikke noget problem med det, men hvis det er kommunen, der betaler, så mener jeg, at det er fair at stille krav til, at vi serverer klimavenlig mad

Du siger, at jeg som privatperson selv må afgøre, hvor ofte jeg vil spise en god bøf. Hvorfor må fru Jensen på plejehjemmet ikke afgøre, hvor ofte hun vil spise en god bøf?

»Jamen det må hun sådan set også godt. Hvis fru Jensen betaler af egen lomme, har jeg ikke noget problem med det, men hvis det er kommunen, der betaler, så mener jeg, at det er fair at stille krav til, at vi serverer klimavenlig mad, som er økologisk og en gang om ugen vegetarisk«, siger han.

SF afviser tvungen vegetardag

Det kan dog blive svært for Alternativet at finde flertal på rådhuset for forslaget. SF afviser i hvert fald blankt at blande sig i, hvor ofte såvel ældre på plejehjem og børn i institutioner skal spise vegetarisk.

»Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi lader det være op til vores institutioner selv, hvor mange vegetariske dage de vil have. Der er rigtig mange vegetariske dage ude på vores institutioner i forvejen, og jeg synes, det bliver for rigidt, hvis vi skal til at lave regler for det«, siger Sisse Marie Welling, der er medlem af sundheds- og omsorgsudvalget i Københavns Borgerrepræsentation og SF’s spidskandidat i kommunen.

»Vi synes, man skal styre kommunen via tillid og ikke via regler. Det har vi arbejdet på rigtig længe, og det her går i den modsatte retning, og derfor går vi ikke ind for, at man skal lave en fast vegetardag om ugen på vores institutioner«, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er kød en menneskeret?

Siden Thyra Frank blev udnævnt som ældreminister i november, har der lydt en del kritik af, at hun er for usynlig i ældredebatten.

Jeg kan ikke forstå, hvordan Niko Grünfeld kan synes, der er forskel på det hjem, som jeg har, og det hjem, som en gammel, der bare har behov for hjælp, har

Op til kommunalvalget kommer der formentlig en masse små udmeldinger fra byrådspolitikere på ældreområdet. Vil du gå ind og blande dig, hver gang du er uenig?

»Det kan jeg sige dig, når jeg ser det, men det her er så meget inde i kernen af alt det, jeg har arbejdet væk fra, så hvis ikke jeg blandede mig her, så synes jeg ærligt talt ikke, der var nogen grund til, at jeg sad her«, siger Thyra Frank.

Er det en menneskeret at skulle have kød?

»Hvis det er det, man har spist hele sit liv, så skal man også have lov til at blive ved med at få det, selv om man kommer på plejehjem. Netop fordi man har magten over de her personer, skal man være endnu mere forsigtig med, hvordan man bruger den – også selv om man har nogle gode intentioner«.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce