Foto: Jens Dresling
Politik

Fire skarpe til Samuelsen om topskatten

Vi får ikke en drømmesejr, men vi får en sejr, siger Samuelsen om at droppe at forhandle topskattelettelser.

Politik

Der bliver ikke nogle lettelser af topskatten i denne omgang. Det erkender udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der fortæller, at topskattelettelser ikke bliver en del af regeringens kommende skatteudspil.

Anders Samuelsen er kendt som politikeren med de stålsatte øjne, der sidste efterår ikke ville rokke sig i forhold til en lettelse af topskatten på fem procentpoint.

Det bliver dog heller ikke dette efterår, at LA-politikeren får en lettelse igennem.

»Vi erkender, at vi hverken kan overbevise S eller DF om, at det ville være en god idé at lette topskatten, selv om det ville være en ekstrem effektiv måde at skabe vækst og øge beskæftigelsen på«.

»Derfor fokuserer vi nu på at lette andre skatter i stedet for. Regeringen vil snart komme med et samlet forslag til en ny skattepolitik, der vil indeholde historisk store skattelettelser«.

»I Liberal Alliance er alle skattelettelser gode skattelettelser«, siger ministeren.

Flere LA-lokalformænd har sagt, at regeringens udspil skal indeholde et udspil om at lette topskatten. Hvordan kan det være, at du alligevel smider håndklædet i ringen nu?

»Jeg er kommet til den erkendelse, og det tror jeg sådan set, at alle danskere er: Man kan simpelthen ikke overbevise Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen om, at man skal lette topskatten. Det er umuligt«.

»I stedet for at have tre måneders ørkenvandring, hvor vi ville ende med samme konklusion, så vælger jeg at sige, at vi fjerner den fra bordet, og så kommer vi andre gode gaver op på bordet, som vi så kan sidde at snakke om«.

DF meldte klart ud på sit sommergruppemøde i starten af ugen, at man ikke ville gå med til topskattelettelser. Lægger regeringen under for DF?

»Vi må bare erkende, hvordan flertalssituationen er i Folketinget. Liberal Alliance har 13 mandater i Folketinget ud af 179, og derfor foreslog jeg allerede før sommerferien, at vi gjorde det på denne måde«.

»Derfor er vi snart klar til at lægge et forslag frem, som indebærer en lettelse af skatten i bunden, lettelse af diverse afgifter - historisk store skattelettelser«.

»Vi har ikke 90 mandater. Derfor kan vi lige så godt lade være med at spilde danskernes tid«.

Hvor stort et nederlag er det her for Liberal Alliance?

»Hvis vi kunne få opfyldt det her, så svarer det til, at Danmark ville vinde 10-0 over Tyskland. Det kan vi ikke. Vi kan få nogle ting opfyldt. Vi har allerede fået sænket registreringsafgiften. Det svarer til, at vi vinder 2-0 over Tyskland«.

»Det er trods alt bedre end at tabe. Hvis man kalder det et nederlag, er man forkert på den. Vi får ikke en drømmesejr, men vi får en sejr - nemlig nedsættelser af skatter og afgifter. Det er noget, vi skal glæde os over«.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce