Arkivfoto.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Arkivfoto.

Politik

Måling: Martin Henriksen står til at ryge ud af Folketinget

Martin Henriksen, en af de mest profilerede DF'ere, står ifølge prognose fra Altinget ikke til genvalg.

Politik

Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, ville miste sit mandat i hovedstaden, hvis der var folketingsvalg nu.

Det viser en ny prognose, som er udarbejdet for Altinget af valgekspert og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Martin Henriksen er en af de mest profilerede politikere i blå bloks største parti. Han er i den grad manden, som tegner partiets profil i udlændingedebatten - et af DF's kerneområder.

»Jeg bliver ved med at gøre det, jeg hele tiden har gjort. Jeg leder stadig efter flertal for nye stramninger på udlændingeområdet«.

»Når man går ind i politik, er det for at gøre en forskel, og hvis det skulle stoppe, kan jeg sagtens se mig selv i spejlet. Men hvis vælgerne siger, at det skal slutte, må det være sådan«, siger Martin Henriksen til Altinget.

Topscoreren er Peter Skaarup

Siden maj er DF gået marginalt tilbage i snittet af meningsmålinger. Men tilbagegangen er nok til, at Henriksen kan miste sit mandat, viser prognosen.

Martin Henriksen fik 7.600 personlige stemmer ved sidste folketingsvalg i 2015. Topscorer for DF i København blev Peter Skaarup med 28.000 stemmer.

Det kan blive kritisk for Martin Henriksen, vurderer redaktør på Altingets Christiansborg-portal, Morten Øyen.

»Der er ikke så meget tvivl om, at Peter Skaarup er storfavorit til at tage det første mandat.

»Og får Dansk Folkeparti kun det ene mandat i hovedstaden, så trækker Martin Henriksen det korteste strå«, siger Morten Øyen til Altinget.

Støj om Henriksen sidste år

Martin Henriksen er kendt for at kritisere den borgerlige regering, selv om parterne laver en del udlændingestramninger sammen. Han mener ofte, at der bør strammes mere, end der bliver gjort.

DF'eren skabte meget støj om sin person sidste år, da danskhedsdebatten kørte.

I Debatten på DR2 mente Martin Henriksen ikke, at han med sikkerhed kunne sige, at den daværende elevrådsformand på Langkær Gymnasium, Jens Phillip Yazdani, var dansk, bare fordi han er født i Danmark.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce