Med 3.651 solgte biler i de første seks måneder af 2017 er VW Up den fjerdemest populære bil i Danmark. Men den kan både blive dyrere eller billigere, alt efter hvilken ny model for registreringsafgift, politikerne lander på.
Foto: Ditte Valente

Med 3.651 solgte biler i de første seks måneder af 2017 er VW Up den fjerdemest populære bil i Danmark. Men den kan både blive dyrere eller billigere, alt efter hvilken ny model for registreringsafgift, politikerne lander på.

Politik

Forhandlingerne er kørt fast - igen: Politisk strid kan afgøre, om populær minibil bliver dyrere eller billigere

Trods løfte om en hurtig aftale er forhandlingerne om en ny registreringsafgift gået i stå, fortæller Dansk Folkeparti i dag. Her er et overblik over forhandlingerne, og hvad de kan komme til at betyde for dig.

Politik

Det skulle gå så stærkt.

For tre uger siden kunne Berlingske fortælle, at en ny model for afgift på biler, den såkaldte registreringsafgift, skulle lande så hurtigt som muligt.

Men i dag, tre uger efter regeringen lancerede sit udspil om at sænke registreringsafgiften, er der ikke sket noget.

Politiken skaber her et overblik over, hvor de to parter i forhandlingerne, regeringen og Dansk Folkeparti, står over for hinanden.

Men lad os først lige skrue tiden tre og en halv uge tilbage.

Forløbet

Det hele begyndte nemlig torsdag 24. august, da Politiken på forsiden kunne løfte sløret for en stor del af regeringens stort anlagte skattereform, der først skulle præsenteres ugen efter.

Blandt de mange udspil, der skulle sænke skatter og afgifter for over 20 milliarder kroner, var et forslag om at sænke registreringsafgiften på biler til en flad afgift på 100 procent.

Sådan en nyhed er bilbranchen selvfølgelig glad for på lang sigt, men ikke nødvendigvis på kort. For en nyhed om, at det nok snart bliver billigere at købe en bil, får selvfølgelig de fleste danskere til at vente med at købe, til den nye afgift gælder.

Der gik da heller ikke længe, før bilforhandlerne kunne fortælle, at bilsalget var ved at gå i stå. Og her i september er bilsalget faldet med 38 procent, kan TV 2 News i dag fortælle på baggrund af tal fra De Danske Bilimportører.

Så da regeringen officielt havde præsenteret sit skatteudspil, inviterede regeringen Dansk Folkeparti til forhandlinger om en ny registreringsafgift med det samme.

Jeg må bare sige: Det flytter sig overhovedet ikke

Men fronterne blev hurtigt trukket op.

Mens regeringen, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative, på den ene side vil gøre alle biler billigere med en flad afgift på 100 procent, vil Dansk Folkeparti have en afgift, der straffer forurenende og usikre biler og belønner miljøvenlige og sikre biler.

Og de to ender har endnu ikke kunnet mødes.

I Berlingske i dag fortæller Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, således, at forhandlingerne er gået i stå.

»Jeg må bare sige: Det flytter sig overhovedet ikke«, siger René Christensen til Berlingske og sår tvivl, om der overhovedet lander en aftale.

Han sætter derfor nu en deadline på forhandlingerne på to uger. Er man ikke nået frem til en aftale der, må man droppe forhandlingerne, mener René Christensen.

Den nuværende og de to nye modeller

Der er stor forskel på den model, regeringen lægger op til, og den, som Dansk Folkeparti vil have.

Men inden vi kommer til de to modeller, så lad os først se på, hvad man betaler i afgift for sin bil i dag.

Registreringsafgiften i dag

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den danske registreringsafgift er ikke nogen helt eksakt størrelse. Ligesom der er forskel på, hvor stor en procentdel, man betaler i skat af sin indkomst, er der også forskel på, hvor meget man betaler i afgift på sin bil.

For al værdi op til 106.600 kroner betaler man 105 procent af bilens værdi i afgift. Al værdi herover har en afgift på 150 procent.

Regeringens ønske

Regeringen vil have, at alle biler skal blive billigere, og den har derfor foreslået at sænke registreringsafgiften fra de nuværende 105-150 procent af bilens værdi til en flad afgift på 100 procent af bilens værdi - uanset hvor meget den er værd.

Især regeringspartiet Liberal Alliance står meget fast på dette krav. Adspurgt, hvordan LA's skatteordfører, Joachim B. Olsen, forholder sig til Dansk Folkepartis ønske om en afgift baseret på blandt andet forurening og sikkerhed, svarer han i dag til Berlingske:

Vores udgangspunkt er, at alle biler skal være billigere

»Den eneste kommentar til det er, at vores udgangspunkt er, at alle biler skal være billigere. Men det kræver selvfølgelig, at vi kan finde 90 mandater«.

Ifølge beregninger, som De Danske Bilimportører har lavet for Politiken, vil den lavere afgift gøre den lille Volkswagen Up cirka 3.000 kroner billigere, en Volkswagen Golf godt 11.500 kroner billigere, mens prisen på en Mercedes Benz E-klasse vil falde omkring 100.000 kroner.

Dansk Folkepartis ønske

På den anden side i forhandlingerne står Dansk Folkeparti med et andet ønske: En såkaldt teknisk registreringsafgift, der ikke baserer sig på bilens værdi, men som i stedet baserer sig på bilens miljøhensyn og sikkerhed.

Det kan gøre de allermindste biler dyrere, og det er jo altså stik imod regeringens ønske om, at alle biler skal være billigere.

Præcis hvordan priserne kommer til at se ud i fremtiden, hvis vi får en teknisk afgift, kommer an på, hvordan afgiften bliver indrettet. I Norge har man allerede i dag en teknisk afgift, og selv om den ikke er baseret på sikkerhed og miljøhensyn, men på vægt og miljøhensyn, kan den give en indikation om, hvad en teknisk afgift kan betyde for bilpriserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dansk Elbil Alliance har regnet på, hvad det ville betyde for priserne, hvis man indførte den norske model i Danmark i dag. Beregningerne viser, at prisen på en Volkswagen Up faktisk vil stige med ikke mindre end 23.000 kroner, mens en Volkswagen Golf vil falde med under 2.000 kroner.

Fordi modellen belønner miljøvenlige biler, vil især elbiler blive billigere. I dag er der lavere registreringsafgift på elbiler i Danmark, men i 2022 udløber den afgiftsfritagelse, og så vil en elbil være ganske dyr i Danmark. Men med den norske afgift bliver det en del billigere, viser beregningerne.

I 2022 vil en eldrevet Volkswagen eGolf således falde med over 65.000 kroner fra godt 368.000 kroner til 303.000 kroner, mens en eldrevet Volkswagen Up vil falde med knap 20.000 kroner fra godt 207.000 kroner til lige under 188.000 kroner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce