Pia Allerslevblev i september væltet som sit partis spidskandidat.
Foto: Ivan Riordan Boll

Pia Allerslevblev i september væltet som sit partis spidskandidat.

Kommunalvalg 2017

Giftigt opgør bryder ud i toppen af Venstre i København

Venstre-borgmester Pia Allerslev angriber sit partis nye spidskandidat. Partifælle mener, Allerslev lyver.

Kommunalvalg 2017

Få uger før københavnerne skal stemme ved kommunalvalget, udspiller der sig et giftigt opgør i Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen.

Her har den nuværende børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev (V), der i september sidste år blev væltet som partiets spidskandidat, ad flere omgange rettet et angreb mod sin banemand, Cecilia Lonning-Skovgaard, der nu er partiets spidskandidat.

Men nu skydes der tilbage mod Pia Allerslev fra Venstre-gruppen i Borgerrepræsentationen.

»Jeg synes, at Pia burde være større og bedre end det her. I stedet for at kæmpe imod den nuværende spidskandidat og fremtidige borgmester burde hun prøve at hjælpe Venstre med at få så godt et valg som muligt«, mener sundheds- og omsorgsordfører Caroline Stage (V), der bakkede varmt op om Lonning-Skovgaard i opgøret om spidskandidaturet i sidste efterår.

Caroline Stage fortsætter:

»Det virker en smule bittert. Pia har gjort så mange gode ting for Venstre i mange år, og jeg synes, det er ærgerligt, at hun skal ødelægge sit rigtig gode renommé de sidste måneder, hun er i politik, i stedet for at støtte op om den kandidat, baglandet har valgt«.

Pulje til skoler

Omdrejningspunktet i den konkrete konflikt er københavnske skoler, der har takket nej til at søge en særlig pulje penge, der er målrettet til at skulle løfte fagligt svage elever. Det har både Lonning-Skovgaard og Venstres formand og statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), kritiseret skolerne for.

Allerslev har tidligere forklaret afvisningen med, at regeringens oplæg tager tid fra børnene og medfører overflødigt bureaukrati.

Senest i Valby Bladet onsdag retter Pia Allerslev så - sammen med ingen anden end den socialdemokratiske spidskandidat og overborgmester, Frank Jensen - et hårdt angreb mod Cecilia Lonning-Skovgaard.

»Skal børnene også smides ud, Lonning-Skovgaard?«, lyder overskriften på et fælles debatindlæg, hvor Jensen og Allerslev kritiserer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for i sin åbningstale i Folketinget i sidste uge at »banke løs på den københavnske folkeskole«.

»Venstres nye spidskandidat i København følger trop og siger, at skolerne skal lukkes, hvis de ikke får løftet gennemsnittet. Ikke bare skal de lukkes, siger Cecilia Lonning-Skovgaard, de skal også have nyt navn, ny ledelse - vi er i tvivl, om hun også vil hælde de fagligt svage elever ud, nu hun er i gang?«, fortsætter de.

Løgn og partiskadelig

Også i sidste uge kritiserede Pia Allerslev Løkke og Lonning-Skovgaard i samme sag.

Men Caroline Stage er forarget over Allerslevs angreb på partifællen:

»Pia ved udmærket, hvad Cecilia har ment med det forslag, og det har ikke noget at gøre med, at børn skal flyttes ud af nogen skoler. Det er et barnligt angreb og tenderende til det partiskadelige. Jeg synes, hun burde være bedre end det«.

Hvorfor tenderende til det partiskadelige?

»Fordi det jo er løgn, og det ved Pia også godt«, svarer Caroline Stage.

Allerslev: Ingen kommentar

Politiken møder torsdag formiddag Pia Allerslev ved en fernisering med såkaldte betongrise på Gammel Torv.

Adspurgt om hun vil medgive, at det er lidt usædvanligt, at Venstres borgmester sammen med Venstres hovedmodstanders spidskandidat skriver et debatindlæg imod Venstres nye spidskandidat, svarer Pia Allerslev.

»Jeg har udtalt mig om skolerne i København, og det vil jeg vedholde med at gøre, indtil den dag jeg stopper som borgmester«.

Caroline Stage mener, det er pinligt, at du her de sidste måneder i politik ødelægger dit renommé, og hun mener, det tenderer partiskadelig virksomhed. Hvad tænker du om det?

»Det har jeg ikke nogen kommentar til«.

Hun siger også, at du godt ved, at det er løgn, hvad du skriver. At det ikke er noget med, at nogen vil smide børn ud af nogle skoler.

»Det har jeg ikke nogen kommentar til«, svarer Pia Allerslev.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce