888.000 timer har politiet brugt ved den dansk-tyske grænse siden indførelsen af grænsekontrollen. Hjemmeværnet har brugt godt 213.000 timer. Tilsammen over 1 million.
Foto: Philip Davali

888.000 timer har politiet brugt ved den dansk-tyske grænse siden indførelsen af grænsekontrollen. Hjemmeværnet har brugt godt 213.000 timer. Tilsammen over 1 million.

Politik

Milepæl: Politi og hjemmeværn har brugt over 1 million timer på grænsekontrol

Siden den midlertidige grænsekontrol blev indført i 2016, har politiet og hjemmeværnet samlet brugt over 1 million arbejdstimer på kontrol ved den dansk-tyske grænse. Onsdag forlængede regeringen grænsekontrollen endnu en gang.

Politik

I slutningen af juni rundede den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse en lille milepæl: 1 million timer har politiet og hjemmeværnet samlet brugt på at bevogte grænsen.

Tæller man juli og august med, er det samlede antal arbejdstimer på over 1,1 million.

Det fremgår af et svar til Folketinget, som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) gav i slutningen af september på baggrund af et spørgsmål fra Radikale Venstres Zenia Stampe.

Tidsforbruget svarer til i gennemsnit 55.000 timer om måneden, fordelt med godt 44.000 timer fra politiet og godt 10.000 timer fra hjemmeværnet.

Arbejdstimerne er eksklusiv transporttid.

Én afvisning koster 243 timer

Tallene vækker fornyet kritik fra Radikale Venstre, der vil have afskaffet kontrollen.

»De timer er gået fra politiets kerneopgave, som er at forhindre lovovertrædelser og efterforske kriminalitet. Og vi ved jo, at politiet er hårdt presset og har været nødt til at nedprioritere en række opgaver«, siger Zenia Stampe.

Tænk sig hvis man i stedet havde brugt de timer på at lave en målrettet indsats over for illegale indvandrere

Men vi lever i en verden med mere international kriminalitet og illegal indvandring. Det kan en midlertidig grænsekontrol jo forhindre?

»Nej, for det er et meget ineffektivt middel til at forhindre den type kriminalitet«, siger hun med henvisning til tal, der kom frem i august, som blandt andet viste, at grænsekontrollen frem til 6. august har medført afvisning af 4.323 personer.

Men sammenligner man det tal med antallet af arbejdstimer, har politiet og hjemmeværnet tilsammen brugt 243 timer per afvisning - hvis man ser bort fra de mange andre beslaglæggelser og anholdelser, der er sket ved grænsen.

Det illustrerer grænsekontrollens ineffektivitet, mener Zenia Stampe.

»Tænk sig, hvis man i stedet havde brugt de timer på at lave en målrettet indsats over for illegale indvandrere«, siger hun.

Forlænget til 12. maj 2018

Grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse blev indført 4. januar 2016 som en midlertidig foranstaltning for at undgå en stigning i antallet af asylansøgere, som på daværende tidspunkt var væsentligt højere end i dag.

I henhold til de nuværende EU-regler må den midlertidige grænsekontrol maksimalt fungere i to år, men onsdag aften meddelte regeringen, at den på grund af »migrantsituationen og den alvorlige terrortrussel mod Danmark« har valgt igen at forlænge grænsekontrollen til 12. maj 2018.

Et nyt forslag fra EU-Kommissionen vil da også forlænge muligheden for at lukke grænserne i op til tre år, og i den forbindelse understregede kommissionen, at lande, der allerede har grænsekontrol, vil kunne søge om forlængelse, selv om reglerne endnu ikke er trådt i kraft.

Venstre: Afvist terrorist på grund af kontrol

Hos regeringspartiet Venstre afviser man kritikken af, at grænsekontrollen skulle være ineffektiv. Udlændingeordfører Marcus Knuth kalder Zenia Stampes sammenligning af antal afvisninger og arbejdstimer »helt, helt skæv«:

»Hvis du begynder at måle på, hvor mange timer politiet bruger på at løse kriminalitet, vil du sikkert også få nogle sjove tal i forhold til, hvor mange polititimer, der bliver brugt per forbrydelse«, siger Marcus Knuth.

Hvis du begynder at måle på, hvor mange timer politiet bruger på at løse kriminalitet, vil du sikkert også få nogle sjove tal i forhold til, hvor mange polititimer, der bliver brugt per forbrydelse

Der er jo langt færre flygtninge nu, end da man indførte grænsekontrollen. Hvad er begrundelsen for at blive ved med at have den?

»Det er blandt andet også en sikkerhedsvurdering. På grund af grænsekontrollen har vi afvist en terrorist, der ville planlægge et bombeangreb i Danmark. Han blev efterfølgende arresteret i Tyskland og dømt til seks års fængsel. Så jeg synes, de timer er givet særdeles godt ud«, siger V-ordføreren, der tilføjer, at grænsekontrollen skal blive ved, så længe det ifølge ham er sikkerhedsmæssigt nødvendigt, og til der er kontrol med Europas ydre grænser.

I 2015 søgte 21.316 personer asyl i Danmark. I 2016 var tallet faldet til 7.493 personer, mens tallet for de første otte måneder af 2017 er helt nede på 2.114 personer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce