Politik

Ombudsmanden vil have svar: Hvorfor blev rådhusets medarbejdere irettesat efter Allerslev-sagen?

Folketingets Ombudsmand undrer sig over, hvorfor overborgmester i København, Frank Jensen, på den ene side har afvist at efterforske læk, mens han på den anden side har kaldt det »uacceptabelt«.

Politik

Ombudsmanden vil nu have Københavns Rådhus til at svare på, hvorfor medarbejderne er blevet irettesat, efter det kom frem, at en eller flere personer havde videregivet oplysninger til pressen om den såkaldte Anna Mee Allerslev-sag.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har blandt andet forklaret til Politiken, hvordan kommunen reagerede, da det stod klart, at oplysningerne om den radikale byrådspolitikers bryllupsreception på rådhuset var blevet lækket af ansatte i kommunens rådhusservice.

»Da forvaltningen blev bekendt med det, blev medarbejderne straks kaldt sammen. Det er helt uacceptabelt, og det har de fået at vide«, sagde Frank Jensen i et interview i sidste måned.

Men blandt andet denne udtalelse vil Ombudsmanden nu have Københavns Kommune til at forklare nærmere.

Ombudsmanden henviser til, at der er ret klare regler og principper for, at offentligt ansatte har både »meddeleret« og ytringsfrihed, og Frank Jensen har da også selv forklaret, at der ikke var tale om »personfølsomme oplysninger«.

Derfor undrer Ombudsmanden sig.

Kommunen er blevet bedt om inden for 4 uger at havet svaret på, »hvorvidt en eventuel irettesættelse eller anden personaleretlig reaktion over for den eller de medarbejdere, som måtte have videregivet oplysningerne, ville være i overensstemmelse med reglerne om offentligt ansattes meddeleret og ytringsfrihed«, lyder det i et brev, som blev sendt fra Ombudsmanden til Københavns Kommune i dag.

Med i brevet følger en vejledning fra Justitsministeriet med overskriften 'Offentligt ansattes meddeleret og whistleblowing'.

»Offentligt ansatte har en såkaldt meddeleret. Det betyder, at offentligt ansatte har ret til at give pressen og andre eksterne parter oplysninger i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning – f.eks. åbenbart misbrug af offentlige midler«, står der blandt andet i vejledningen.

Vil ikke efterforske sagen

Frank Jensen har selv fortalt, at han mener, at det var medarbejdere under hans forvaltning, der først fortalte BT, at den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R)  gratis havde benyttes rådhusets lokaler til sin bryllupsreception.

Frank Jensen sagde dog også, at han ikke agtede at jagte dem, der har sladret, da han sammen med Anne Mee Allerslev vurderede, at der ikke er tale om personfølsomme oplysninger.

»Derfor kunne enhver journalist få indsigt i materialet. Så nej, det vil ikke blive efterforsket yderligere i sagen«, sagde Frank Jensen dengang.

På spørgsmålet om, hvorvidt Frank Jensen vil lade det få konsekvenser, hvis personen eller personerne bliver fundet, svarede han: »Så vil vedkommende blive irettesat«. En bemærkning, Ombudsmanden også har noteret sig.

Om der kan være tale om en fyring har Frank Jensen ikke villet uddybe med andet end: »Det er en forvaltningsmæssig afgørelse. Det må du spørge direktøren om«.

Det radikale medlem af Borgerrepræsentationen Mette Annelie Rasmussen har i Politiken kaldt det »chokerende, at Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har så lidt styr på sin forvaltning«.

»Sagen skal undersøges til bunds, og der skal placeres et ansvar«, har Mette Annelie Rasmussen sagt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce