I et forsøg på at få Slots- og Kulturstyrelsen til byen slår Fredericia sig op på at være et kulturelt centrum. Her er det den årlige fejring af ’Slaget ved Fredericia’.
Foto: Morten Langkilde

I et forsøg på at få Slots- og Kulturstyrelsen til byen slår Fredericia sig op på at være et kulturelt centrum. Her er det den årlige fejring af ’Slaget ved Fredericia’.

Politik

Kampen om statslige arbejdspladser: Flere byer jagter de samme styrelser

Regeringen lægger netop nu sidste hånd på en tophemmelig liste over de statslige arbejdspladser, der flyttes til provinsen.

Politik

I den gamle fæstningsby Fredericia er de gået i offensiven.

Fredericianerne kæmper for at erobre blandt andet VisitDenmark og Slots- og Kulturstyrelsen, når regeringen efter planen inden længe flytter en god portion statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet til provinsen. Som det hedder i en farvestrålende folder fra kommunen sendt til Finansministeriet, så er Fredericia en »unik by på det kulturelle Danmarkskort«.

Der er bare minimum ét problem med det fredericianske fremstød.

I Region Sjælland har de nemlig også sendt et oplæg til regeringen med et budskab om, at det vil være »oplagt« at placere Slots- og Kulturstyrelsen i for eksempel Nykøbing Falster. Også VisitDenmark ønsker man til den sjællandske region.

Hos innovationsminister Sophie Løhde (V) er det væltet ind med den slags formelle og uformelle ønsker om styrelser, direktorater, råd og nævn. Og særligt visse arbejdspladser går igen. Der er også rift om SU-styrelsen, Energistyrelsen, Erhvervsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for IT og Læring samt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Det viser en gennemgang af breve til regeringen fra kommuner i alle landsdele. Hvis de ikke oplister konkrete styrelser, nævner de i stedet emner, hvor energi, transport, landbrug og fødevarer samt forsvar går igen.

Hos kommunerne er man udmærket klar over, at der er tale om et rivegilde.

Det står blandt andet sort på hvidt i et notat fra Business Region Esbjerg, hvor Esbjerg, Fanø, Varde og Tønder samarbejder om erhvervsudvikling. Der kan opstå »interessekonflikter« i kampen om arbejdspladserne, står der i notatet, hvor det også bemærkes, at Tønder som den eneste af de fire kommuner med adresse i Sønderjylland har »delt loyalitet«. Det kan være »svært for Tønder at pege på en placering af forsvarsarbejdspladser i Varde Kommune fremfor Haderslev eller Sønderborg Kommuner«, står der i notatet.

Hvad end regeringen gør, vil den glæde nogle og skuffe andre. Men inden for få uger er det planen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og de andre ministre i det magtfulde Koordinationsudvalg skærer igennem og træffer den endelige beslutning om, hvordan listen skal se ud. Og denne gang er det på flere måder et sværere puslespil end den første udflytning, der blev sat i værk i oktober 2015.

Hemmelighedskræmmeri

I øjeblikket ligger et udkast hos innovationsminister Sophie Løhde (V) i Finansministeriet, hvor meget få medarbejdere har adgang til listen over de styrelser, råd og nævn, der foreslås flyttet af de forskellige fagministerier. Der er sågar medarbejdere, der har frabedt sig at se listen, fordi de helt vil undgå mistanke om at være kilde til læk af oplysningerne, der betragtes som yderst ømtålelige. Ikke mindst for hundredvis af medarbejdere på statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet og deres familier.

Det rumsterer i baghovedet og lægger et ekstra pres på os, at vi kan ende med at gå på juleferie med en 'spændende' gave

I Energistyrelsen på Amaliegade i det indre København har man oplevet, at nogle af arbejdspladserne blev flyttet til Esbjerg, hvor kun et mindre antal medarbejdere er fulgt med. Nu undrer Bjarke Hansen, som er tillidsmand for ingeniør-, magister- og jordbrugsakademikergruppen, sig over, at anden runde kommer på et tidspunkt, hvor første runde ikke er afsluttet og evalueret. Han bemærker, at det for mange medarbejdere har været en »superfrustrerende og opslidende proces«, som man helst ikke vil gentage.

»Det er noget, vi prøver på ikke at lade fylde for meget i hverdagen, fordi det ikke er sikkert, at vi bliver ramt igen. Men det rumsterer i baghovedet og lægger et ekstra pres på os, at vi kan ende med at gå på juleferie med en ’spændende’ gave«, siger han.

Tre afgørende spørgsmål

Hvilke arbejdspladser der skal flyttes, er forbundet med en stribe overvejelser.

Det første store spørgsmål for regeringen er, hvorvidt man overhovedet ser sig i stand til at undvære arbejdspladsen i København. Det kan være et problem, hvis en styrelse ofte holder møder med det ansvarlige ministerium. Så vil man hellere flytte på de såkaldte ’sagsfabrikker’, der i det daglige kører autonomt. Det var ud fra den devise, at man i forbindelse med første udflytningsrunde flyttede for eksempel behandlingen af ansøgninger om landbrugsstøtte til Augustenborg på Als.

Hvis man ser sig i stand til at flytte en styrelse, er næste spørgsmål, hvor den skal hen. Her er det centralt for regeringen, at arbejdspladserne havner et sted, hvor de passer ind i det eksisterende uddannelses- og erhvervsmiljø. I Viborg har man samlet Forbrugerklagenævnet, Revisornævnet og ti andre nævn med den begrundelse, at byen med landsretten har et stærkt juridisk miljø og ligger tæt på Aarhus, der uddanner jurister.

For det tredje er bygninger afgørende. I udgangspunktet har regeringen nemlig ikke i sinde at bygge nyt. Derfor har flere kommuner indsendt billedrigt materiale, hvor de som en anden ejendomsmægler falbyder egnede kontorbygninger.

Horsens og Skive: Nu er det vores tur!

Men anden udflytningsrunde er forbundet med endnu flere overvejelser end den første. De lavthængende frugter er plukket, så man denne gang har skullet grave dybere. Det anses for særligt svært i de ministerier, hvor man sidste gang leverede flest arbejdspladser – såsom Beskæftigelsesministeriet, der allerede har flyttet 600 arbejdspladser.

Det er også en udfordring, at regeringen gerne vil bringe helt nye byer i spil i anden runde. I første omgang fik byer som Sønderborg, Ringsted og Næstved nemlig flere hundrede arbejdspladser, mens andre følte, at de kun fik en lang næse.

»Nu er det Horsens’ tur!«, lyder det i et brev fra den østjyske kommune til regeringen. I Skive fremhæver man også i et brev til statsministeren, at udflytningen »beklageligvis« med »stor overvægt er sket i områder, der i forvejen er inde i en ganske positiv udvikling«. Så kan Løkke tænke over det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En svær overvejelse er også, hvorvidt man kan flytte arbejdspladser i en styrelse, der allerede blev voldsomt berørt i første runde. Hvis erfaringerne er gode, hvorfor så ikke flytte resten? Og på den anden side: Kan man igen ruske op i en styrelse med risiko for fornyet uro, ophobning af sager og tab af kompetencer?

Flere folketingspolitikere spiller ind med forslag

Hvor regeringen holder kortene tæt til kroppen, fordi man gerne vil have en rolig proces uden for meget spekulation, så har det ikke forhindret andre i at melde sig på banen med forslag.

Det er uvant, at debatten også kører i København, fordi det hidtil har været hertil, at man har flyttet tingene

Allerede i maj foreslog de tidligere Venstre-ministre Eva Kjer Hansen og Hans Christian Schmidt sammen med to andre mf’er fra partiet i en fælles kronik i Jyllands-Posten at flytte tre konkrete styrelser med tilsammen cirka 840 årsværk: Erhvervsstyrelsen til Silkeborg eller Nykøbing Falster, Bygningsstyrelsen til Skanderborg og Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte ligeledes til provinsen.

»Vi nævner dem, og det er såmænd seriøst nok, men vi kunne også have nævnt andre«, siger Hans Christian Schmidt, der mener, at man lige så godt kan gøre debatten konkret:

»Sådan er det med offentlige institutioner. Jeg tror bare, det er uvant, at debatten også kører i København, fordi det hidtil har været hertil, at man har flyttet tingene. Andre steder har de levet med det hele tiden, hvad enten det har været sygehuse eller militære anlæg«.

Også Dansk Folkeparti har været ude med konkrete forslag. I forbindelse med partiets sommergruppemøde gjorde gruppeformand Peter Skaarup det klart, at man bør rykke Sundhedsstyrelsen og Energitilsynet til provinsen. Han mener, at det er nødvendigt med konkrete forslag for at »skubbe på« over for de enkelte ministerier, hvor han ikke just ser en vilje til at »gå forrest med gode forslag«.

Langt hen ad vejen kan regeringen være ligeglad med den slags forslag. For i udgangspunkt kan den selv flytte rundt på styrelser, nævn og råd. Men regeringen har også en interesse i at fastholde et godt samarbejde, så DF ikke pludselig skaber problemer i andre sammenhænge på grund af utilfredshed med udflytningen.

Og historikken viser, at den slags sagtens kan udvikle sig kontroversielt.

Da Venstre-regeringen ville flytte Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) fra København til Aarhus, blev det mødt med skepsis fra Liberal Alliance, der faktisk lykkedes med at blokere, fordi netop udflytningen af DIIS krævede en lovændring.

I øvrigt kommer forslagene stadig flyvende. Senest har fiskeriordfører Ib Poulsen (DF) sammen med fiskeriordfører Simon Kollerup (S) foreslået at flytte Fiskeristyrelsen til Nordjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Afsætter færre penge end tidligere

Foruden de konkrete styrelser, råd og nævn er også antallet et udestående. I forbindelse med første runde satte man sig for at flytte op mod 3.900 arbejdspladser og afsatte i første omgang 400 millioner kroner på finansloven for 2016 og senere 190 millioner i årene 2017-2020.

Denne gang har Lars Løkke i Folketingets åbningstale i oktober sagt, at »i en ny udflytningsrunde vil regeringen igen etablere flere tusinde arbejdspladser ude i landet«. Det kan dog være inklusive de 1.500 helt nye arbejdspladser, der oprettes uden for hovedstadsområdet som led i planen om at styrke det skrantende skattevæsen.

Nærlæser man de uendelige kolonner i finansloven for 2018, står det klart, at regeringen denne gang har reserveret et mindre beløb til udflytningen end sidst, nemlig 150 millioner kroner i 2018. Det er dog kun en teknisk reservation og ikke et endeligt tal. Så det skal man ikke lægge for meget i hverken i Fredericia, Skive eller andre kommuner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce