kappestrid. Danmark har i den arktiske havbund gjort krav på mere end 20 gange landets størrelse. Helt over til den russiske sømilegrænse. På billedet ses den svenske isbryder 'Oden' under et togt i 2012, hvor den indsamlede data for Danmark.
Foto: Thomas Funck, GEUS

kappestrid. Danmark har i den arktiske havbund gjort krav på mere end 20 gange landets størrelse. Helt over til den russiske sømilegrænse. På billedet ses den svenske isbryder 'Oden' under et togt i 2012, hvor den indsamlede data for Danmark.

Politik

Danmark gør krav på gigantisk stykke af Arktis

Danmark kræver ejerskab til enormt stykke havbund under Nordpolen – helt til den russiske grænse.

Politik

Danmark vil mandag eftermiddag blive det første land i verden, der kræver fuldt ejerskab over Nordpolen. Det sker som del af et enormt landkrav på den arktiske havbund, som ifølge Danmark er en forlængelse af Grønland.

Kravet om de 895.000 kvadratkilometer havbund – mere end 20 gange Danmarks størrelse – betyder, at Danmark vil trække den yderste grænse for kongeriget tværs over det arktiske hav og helt over til Ruslands 200-sømilegrænse.

Dermed tager Danmark kappestriden med Rusland og Canada, der også har markeret et ønske om at eje det symbolske punkt 4.300 meter under ishavet, ind i en ny fase. Begge de to store lande har gjort det til et politisk projekt.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Øget geopolitisk betydning

I 2007 plantede en ubåd et russisk titaniumflag på havbunden ved Nordpolen. Og for et år siden kasserede Canadas premierminister en grundig rapport, der vurderede, at Canada ikke har ret til Nordpolen, og bad eksperterne om at finde bedre videnskabelige beviser.

Men Danmark er først med sit endelige krav på den arktiske havbund. Forud er gået 12 års intenst arbejde med dette og fire andre krav ved Grønland og Færøerne: Samlet har det kostet 330 millioner kroner at indhente og bearbejde forskningsdata i de ofte svært tilgængelige områder.

De penge kommer ikke umiddelbart igen. Men ingen ved, om der om f.eks. 50 år bliver fundet et vigtigt mineral i de undersøiske bjergkæder. Dertil kan ejerskab af havbunden øge dansk indflydelse på forvaltning af arktisk natur og forstørre Danmarks stemme i en fremtid, hvor Arktis får øget geopolitisk betydning. Derfor skal der tænkes langsigtet, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R):

»Når de her grænser lægges fast, så lægges de fast for evigt. Det er én gang i historien, vi får muligheden for at påvirke denne her grænsedragning«.

Afgørelse ligger 10-15 år væk

Processen med at vurdere det danske krav ventes at tage 10-15 år.

En FN-kommission skal afgøre, om de videnskabelige data holder, og det er muligt, at alle tre lande får medhold. Så skal de forhandle indbyrdes, for kommissionen har ikke ret til at tildele territorium.

Problemfrit er det ikke. Det danske krav er så omfattende, at det kan virke som en »provokation« over for Rusland på et uheldigt tidspunkt, mener en af verdens førende eksperter inden for arktisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, den canadiske professor Michael Byers.

Aftale med Rusland

Ifølge ham er Rusland netop nu ved at forberede sit endelige bud på havbunden under Arktis, men det ventes kun at gå til selve Nordpolen – Rusland lægger altså op til en deling af det symbolske punkt med Danmark og muligvis Canada.

Det kan i så fald ses som en diplomatisk åbning på et tidspunkt, hvor spændingerne mellem Rusland og Vesten er høje. Michael Byers foreslår derfor, at Danmark udsætter sit bud i det håb, at man kan finde en mindelig aftale med Rusland.

»Det er ironisk, at det eneste land, der lige nu kan siges at handle provokerende i Arktis, er Danmark. Det hænger ikke sammen med landets tradition for konstruktivt diplomati«, siger Michael Byers.

Lidegaard: Ikke aggressivt

Det afviser Martin Lidegaard blankt. Det er ud fra ren videnskab, at Danmark har ret til det enorme territorium:

»Det her er ikke nogen aggressiv handling. Det er et forsøg på ærligt og redeligt at udlægge de geologiske data«, siger han.

Mange aktivister opfordrer de arktiske stater, herunder Danmark, til at opgive deres krav i det Arktiske Ocean.

»Nordpolen er et af de få steder, der får folk til at tænke på planeten i stedet for enkeltlande. For mig er tanken om, at et land kan eje Nordpolen, utroligt usmagelig«, siger den engelske kommentator Simon Anholt, der står bag et af verdens mest citerede brandingindekser, Good Country Index.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden