Finansminister. Ingen skal diktere hvordan Lars Løkke sætter sit hold, men hvordan ser arvefølgen ud, hvis Claus Hjort ikke vil være finansminister mere? Arkivfoto: Mads Nissen

Finansminister. Ingen skal diktere hvordan Lars Løkke sætter sit hold, men hvordan ser arvefølgen ud, hvis Claus Hjort ikke vil være finansminister mere? Arkivfoto: Mads Nissen

Politik

Politisk Analyse: Hvor slidt er Claus Hjort Frederiksen egentlig?

Finansministerens svingende træfsikkerhed har sat gang i de første rokadespekulationer. Men Hjort er Lars Løkkes garant mod det lurende arvefølgeopgør.

Politik

Claus Hjort Frederiksen har altid været lidt af en politisk bulderbasse, men torsdag i sidste uge blev finansministeren en tand for udfarende for nogle partifæller.

Da han på det årlige kommunaløkonomiske forum i Aalborg mødte kommunernes topfolk, fik han ikke overraskende at vide, at udgifterne til det store antal flygtninge vil gå ud over velfærden. Send flere penge.

Hjort svarede lige så forventeligt sine kommunale partifæller, at der ikke er flere penge. Men derfra eskalerede ordvekslingen.

»Det piner mig at høre den her klagesang, hver gang man skal omstille et eller andet. Er det så de syge, de gamle, de etbenede, de halte, der skal betale? Det er en usaglig og uskøn argumentation«, sagde Claus Hjort Frederiksen.

Dermed fik Hjort hidset blandt andre partiets stærke Herning-borgmester, Lars Krarup, godt op.

Der er ingen tvivl om, at det ekstremt tætpakkede efterår trak store veksler på den 68-årige Claus Hjort Frederiksen

»Og jeg er enormt træt af, at vi har en finansminister med en så arrogant tilgang til kommunestyret«, skrev borgmesteren på Facebook.

Hjemme på Christiansborg måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen i tirsdagens spørgetime lægge et par alen luft ind mellem sig selv og sin nært betroede finansminister. Mener Løkke også, at kommunerne klynker? »Nej, slet ikke«, forklarede han.

Hjorts udfald betyder ikke i sig selv noget særligt. Der er hårde økonomiske forhandlinger forude. Men det er ikke mere end en uges tid siden, at Hjort for alvor satte foden for hårdt ned.

Annonce

Da han i et interview med TV 2 News lagde op til, at regeringens skattereform meget vel kunne udskydes, havde han ikke taget støttepartierne i ed, og meldingen udløste en akut borgerlig krise.

LA: Ring lige, inden vi vælter jer

Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, skrev efterfølgende i sin offentlige dagbog: »Jeg sms’er straks Claus Hjort: »Kære Claus. Der er rygter om, at du vil udskyde skatteforhandlingerne. Inden jeg udtaler mig og eventuelt vælter regeringen, er det nok bedst, vi snakker sammen. Vil du ringe? Anders«.

På Christiansborg er der de seneste uger – igen – udbrudt spekulationer om, at Claus Hjort Frederiksen er træt, overbelastet, måske endda på vej ud af regeringen.

Politisk kommentator Hans Engell forudsagde i TV 2 News »en lille rokade«, hvor Hjort Frederiksen træder ud og Venstres gruppeformand, Søren Gade, bliver ny erhvervs- og vækstminister i stedet for Troels Lund Poulsen, der så kunne blive ny finansminister.

Der er ingen tvivl om, at det ekstremt tætpakkede efterår trak store veksler på den 68-årige Claus Hjort Frederiksen.

Lars Løkke Rasmussen sendte både udlændinge- og politiforhandlingerne over i Finansministeriet, hvilket givetvis reflekterer, hvor meget han stoler på sin problemknuser. Hjort skulle samtidig lande en vanskelig finanslov, og selv om det lykkedes, druknede den succes øjeblikkelig i afledte problemer.

Hjort er sendt på en ikke specielt hemmelig mission om at holde Dansk Folkeparti tilfreds. Det er ikke lykkedes så godt som forventet. Dansk Folkeparti mener, at Hjorts måde at forhandle finanslov på og til sidst præsentere resultatet i en samlet pakke var med til at give partiet et profileringsproblem.

Problemet eksploderede før jul, da det tilsyneladende kom bag på både DF-formand Kristian Thulesen Dahl og Claus Hjort Frederiksen selv, at tusinder af pensionister med lav indkomst fik forringet deres boligtilskud.

Annonce

Annonce

Annonce

Men Hjorts svingende træfsikkerhed betyder ikke, at Lars Løkke Rasmussen vil have let ved at undvære ham.

Dels er den rutinerede minister stadig en af DF’s yndlingsvenstrefolk. Dels fungerer Claus Hjort Frederiksen som en slags garant for Løkke mod det latente magtopgør i Venstre, der blev sat på standby efter forrige sommers formandsopgør.

Uden Claus Hjort Frederiksen vil det svære spørgsmål øjeblikkelig melde sig: Hvem skal have den magtfulde post som finansminister?

Udenrigsminister Kristian Jensen? Løkke vil næppe føle sig tryg ved sin ’udfordrer’ som den finansminister, der skal styre regeringen gennem et giftigt år med trepartsforhandling, 2025-plan og skatteforhandlinger til efteråret.

Forsvarsminister Peter Christensen? Det skabte uro i Venstre, at ’PC’ blev hentet ind som forsvarsminister udefra, og Løkkes mest loyale allierede fra formandsopgøret vil undre sig.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen? Det kan blive set som en rød klud for Kristian Jensens støtter, hvis Løkke besætter regeringens næstvigtigste post med en kampfælle.

Gruppeformand Søren Gade? Er måske ikke fortrolig nok med Løkke.

I Venstre tror mange, at det er personer med ambitioner om avancement, der nærer spekulationerne om en rokade. I givet fald kan det give bagslag. Spekulationer kan have den effekt, at både Løkke og Hjort bliver stædige. Pressen skal ikke have lov til at ’diktere’, hvordan Løkke sætter sit hold, eller hvornår Hjort går træt.

Mange er sikre på, at Claus Hjort Frederiksen selv afgør, hvornår han ikke vil være finansminister mere. Det er skrevet flere gange før i en lang ministerkarriere, at tidspunktet nærmer sig. Det har vist sig at være forkert. Denne gang følger mange venstrefolk nøje udsvingene i Claus Hjort Frederiksens kropssprog og kampform. For Hjortens exit vil kunne genåbne kampen om arvefølgen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce