Modstand K-formand Søren Pape poulsen er også imod sessionslogning
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Modstand K-formand Søren Pape poulsen er også imod sessionslogning

De konservative afviser nu også Pinds planer om sessionslogning til overvågning af nettet

Kun DF blandt støttepartierne bakker op om regeringens overvågningsplaner.

Politik

Justitsminister Søren Pinds (V) planer om at genindføre såkaldt sessionslogning til overvågning af internettet får nu også en kold skulder fra støttepartiet, de konservative.

»Jeg har forståelse for, at politiet synes, at det er praktisk at have adgang til alle oplysninger. Det er dog ikke det samme, som at det er rigtigt. Systematisk overvågning af alle danskere, fordi enkelte ikke kan opføre sig ordentligt, er ganske enkelt ude af proportioner«, lyder det i en skriftlig kommentar fra den konservative formand, Søren Pape Poulsen, der tilføjer:

»Vi skal målrettet og med alle midler gå efter alle, der udgør en potentiel trussel mod danskerne – om nødvendigt også med øget overvågning – men det skal være målrettet og efter dommerkendelse. Alle os andre skal have lov til at være i fred – også på internettet. Kampen mod enkelte menneskers dumhed retfærdiggør ikke, at vi alle skal registreres.

Dermed er det kun DF blandt regeringens støttepartier, der bakker op om ideen. Også LA er nemlig modstandere.

»Når man er borger i et liberalt demokrati, har man ret til et privatliv, og med de planer, som justitsministeren har i ærmet, vil det meget kraftigt udfordre vores ret til privatliv«, siger IT-ordfører Christina Egelund (LA).

Tidligere regering bremsede logning

Forslaget om sessionslogning vil tvinge de danske internetudbydere til at registrere omfattende data om samtlige danskeres færden på internettet. Kort fortalt vil de skulle gemme informationer om, hvilke hjemmesider man besøger, hvornår man besøger dem, eventuelt hvilke programmer man bruger, samt hvor store filer man henter ned. Dataene skal gemmes i internetudbydernes databaser, som politiet skal kunne få adgang til med en dommerkendelse.

De danske internetudbydere har siden 2007 skullet gemme den slags informationer, men kun i form af stikprøvekontroller af hver 500. datapakke. Det løb op i ikke færre end 3.500 milliarder registreringer i 2013 alene. Men på trods af de mange data viste logningen sig stort set ubrugelig for politiet. Og da EU-domstolen i 2014 nåede frem til, at den slags logning var i strid med EU’s charter om menneskerettigheder, satte den daværende regering en stopper for overvågningen – og det med opbakning fra Venstre.

Annonce

»Vi er klar til en afskaffelse af sessionslogningen, for det har vist sig, at der ikke er sammenhæng mellem indgrebet i privatlivets fred og de efterforskningsmæssige resultater«, sagde Karsten Lauritzen, der dengang var retsordfører i Venstre til Computerworld. I dag er Karsten Lauritzen skatteminister og ønsker ikke at svare på, om han fortsat er modstander af sessionslogning.

S afventer

Modstanden fra K og LA gør, at regeringen er afhængig af socialdemokratisk opbakning, men retsordfører Trine Bramsen (S) vil først se et færdigt forslag fra regeringen, før partiet tager stilling.

»Hvis vi vil bekæmpe terror, er det nødvendigt at kunne overvåge terroristers kommunikation - herunder hvordan de kommunikerer på sociale medier og messenger. Men vi vil se justitsministerens forslag og høre politiets anbefalinger, før vi tager stillingen til det«, siger hun.

Fra Dansk Folkeparti er der til gengæld ingen slinger i valsen.

»Vi vil meget gerne have det. Vi var kede af, at man valgte at droppe det tilbage i 2014, og vi opfordrer regeringen til at komme i gang så hurtigt som overhovedet muligt. For vi tror, det er et vigtigt redskab for politiet, blandt andet til opklaring af terrorsager. Så derfor synes vi, at sessionslogning er en glimrende ting. Så der drejer det sig om at få det lange ben foran«, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

Venstrefolk stritter imod

Også internt i Venstre har sagen skabt kritik. Det kom ifølge kilder, Politiken har talt med, til udtryk på et gruppemøde i denne uge. Eksempelvis udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, skatteordfører Torsten Schack Pedersen og selv politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen ytrede sig angiveligt kritisk. Ingen af de tre vil referere fra mødet, men adspurgt, hvad han synes om ideen om at genindføre sessionslogning, siger Schack Pedersen:

»Jeg var glad for, at sessionslogning blev ophævet i 2014, og derfor er jeg selvfølgelig også som udgangspunkt meget kritisk nu«.

Annonce

Annonce

Et andet medlem af Venstres folketingsgruppe, der betinger sig anonymitet, advarer imod at »give køb på nogle af de principper, som vi ellers har som vores pejlemærker i den politik, som vi står på«.

»Det, synes jeg, man gør her. Fair nok, at man vil tage utraditionelle midler i brug, der har vi også set med grænsekontrol og andre ting, som normalt ikke er noget, der vokser i vores forhave, men man må også på en eller anden måde have proportionerne med og passe på, at man ikke skyder gråspurve med kanoner«, siger vedkommende. og henviser til sidste gang, emnet var aktuelt:

»Jeg husker, at vi havde en tilsvarende diskussion under den daværende SR-regering, hvor vi havde et meget præcist ståsted, som var det modsatte af det, som vi så har nu«

Adspurgt, hvad han siger til den konservative melding, svarer Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen:

»Jeg har ingen kommentar til den«.

Hvad siger du til forlydenderne om, at der er kritik også internt i Venstres gruppe?

»Det har jeg heller ingen kommentar til. Det er fortroligt, hvad der foregår inde i Venstres gruppelokale«.

Kan du som ordfører for partiet sige, om Venstre går ind for sessionslogning?

»Jeg har ingen kommentar, men det er godt forsøgt«, svarer Preben Bang Henriksen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden