Forvirring. Jakob Ellemann-Jensen har flere gange udtalt, at regeringen ikke kommer til at konfiskere smykker, men ny instruks indikerer, at det er forkert
Foto: KATINKA HUSTAD

Forvirring. Jakob Ellemann-Jensen har flere gange udtalt, at regeringen ikke kommer til at konfiskere smykker, men ny instruks indikerer, at det er forkert

Politik

Regeringens instruks til politiet modsiger Ellemanns udtalelse til CNN

V-ordfører sagde til CNN, at Danmark ikke kommer til at tage smykker fra flygtninge, men i en ny instruks står det klart, at politiet skal beslaglægge dyre smykker uden affektionsværdi.

Politik

»Nej, vi kommer ikke til at tage smykker fra folk. Det er skandaløst, det ville vi aldrig gøre«

Sådan lød ordene fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, da han for tre uger siden blev interviewet af den verdensomspændende tv-kanal CNN om regeringens såkaldte smykkelov.

Loven, der i dag trådte i kraft, betyder, at politiet nu skal visitere alle flygtninge, der kommer til Danmark med henblik på at beslaglægge kontante beløb og genstande med en værdi på over 10.000 kroner.

Under tredjebehandlingen af smykkeloven slog Venstre-ordføreren igen fast, at »regeringen ønsker ikke at tage folks smykker. De har per definition en affektionsværdi«.

Men den udmelding stemmer ikke helt overens med virkeligheden. I en vejledning om beslaglæggelse af værdigenstande, som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i dag sendte ud til landet politikredse, fremgår det nemlig, at det kun er smykker med en affektionsværdi og en værdi på under 10.000 kroner, der er undtaget. Om genstande, der kan beslaglægges, står der:

»Der vil typisk være tale om genstande, som den pågældende medbringer i lommer eller tasker, eller som den pågældende bærer i form af f.eks. smykker eller ure«.

I ministeriets vejledning findes der desuden et afsnit om, hvad politiet skal kigge efter, når de vurderer flygtninges værdigenstande. Her fremgår det også tydeligt, at der kan være tale om smykker. For eksempel står der, at politiet ved vurderingen af en værdigenstand skal lægge vægt på, »om genstanden er fremstillet af værdifulde materialer så som guld eller ædelsten, eller om der er tale om et almindeligvis dyrt mærke/fabrikat«.

DF: Politiet kommer til at at konfiskere smykker

Hos Dansk Folkeparti mener udlændingeordfører Martin Henriksen, at Venstres politiske ordfører har sagt »ting, som ikke passer«.

»Når man læser både loven og den vejledning, som ministeriet har sendt ud, kan der ikke være tvivl om, at politiet må konfiskere smykker. Så kommer det jo an på, om der kommer nogen med smykker, der er over 10.000 kroner værd, men det vil der jo nok komme nogen af på et tidspunkt. Andet ville da være mærkeligt« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, at mange af mine kollegaer fra Christiansborg er blevet skræmt af de reaktioner, der har været i udlandet. Man har ikke forsøgt at forklare, hvad vi rent faktisk blev enige om. I stedet har man sagt ting, som ikke passer og lydt som en undskyldning for sig selv«.

Ikke formålet at tjene penge på syriskes kvinders brocher

Heller ikke Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forstår Jakob Ellemann-Jensens udtalelser:

»Ellemanns udmelding er ikke korrekt, fordi loven helt åbenlyst lægger op til, at der kan beslaglægges smykker«, siger hun og fremhæver, at hun ikke i praksis tror, at der vil blive beslaglagt ret mange smykker, fordi »de færreste flygtninge kommer slæbende med kufferter fulde af diamanter eller andre ædelstene«.

Hun tror heller ikke på, at formålet med loven har været at »tjene penge på at sælge syriske kvinders brocher«.

»Jeg tror, at formålet med loven er at sende et signal ud i verden om, at i Danmark er der hård kurs over for flygtninge, og den mission har Støjberg og co. jo haft stor succes med«, siger hun.

Regeringen har også fastlagt, hvad skal flygtninge betale for deres ophold i Danmark, hvis de har smykker eller kontanter for mere end 10.000 kroner. I bekendtgørelsen til loven er der forskellige priser for flygtninges ophold i de danske asylcentre. Priserne afhænger af, hvordan den enkelte flygtning indkvarteres, og om det er med eller uden mad. Her er det billigste en opholdsplads på et asylcenter uden mad. En sådan plads koster 323 kroner pr. døgn pr. person. Den dyreste form for ophold er en børnecenterplads med bespisning. Det koster 1447 kroner pr. døgn.

Det har trods flere henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen eller Venstre.

Redaktionen anbefaler:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

    Kongressen i Washington dagen før Donald Trumps indsættelse som præsident
    Jakob Nielsen skriver fra Washington, D.C.­


    Der er en anspændt stemning i Washington mindre end et døgn før indsættelsen.

    Trumps tilhængere indtog torsdag byen og flokkedes om Kongressen, hvor de fleste skulle hente deres billetter til indsættelsen. Flere køber merchandise og tager selfies foran den bygning, hvor den næste præsident sættes ind.

    På Pennsylvania Avenue skændes to kvinder - den ene har en T-shirt, hvor der står, at hun overlevede 8 år med et Obama. Den anden har et skilt der siger tak til Obama - »vi savner dig allerede«. Kun 4 procent af vælgerne i Washington, D.C., stemte på Trump.

    Læs mere om indsættelsen her.

    Foto: Jakob Nielsen

Annonce