Tag med tilbage til to af de mest dramatiske døgn i dansk politik

Konservative og Venstre har kastet sig ud i en benhård borgerlig magtkamp. Eva Kjer Hansens fremtid som minister er fortsat uvis.

Politik

Den borgerlige blok i Folketinget befinder sig i en dyb intern tillidskrise.

På under 2 døgn har sagen om regeringens landbrugspakke udviklet sig til et magtspil af de helt store mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Et opgør, der målt på en dramaturgisk skala giver minder om de mest tumultariske perioder i Helle Thorning-Schmidts (S) regeringstid.

Samarbejdet i den borgerlige lejr er kørt fast, og ingen af de to borgerlige partiformænd ser ud til at ville give sig på sagens hovedspørgsmål: miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) fremtid.

»Vi står i en skæbnestund. Med noget af en gordisk knude«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Tag med tilbage til to af de mest dramatiske døgn i dansk politik i nyere tid. Hvor næsten alle redskaber i den politiske værktøjskasse blev taget i brug. Det handler om magt. Om at sætte hårdt mod hårdt. Og om at optø et politisk samarbejdsklima, som på få timer frøs til is.

Det begyndte ellers relativt fredeligt, da de fire borgerlige partiledere tirsdag mødtes til deres ugentlige formiddagsmøde i Statsministeriet. Senere samme dag skulle miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen under et samråd forsvare sig mod kritikken af, at hun skulle have manipuleret med regnestykker i regeringens landbrugspakke. Men ingen af de borgerlige partiledere talte om mistillid på mødet i Statsministeriet. Løkke afsluttede derfor mødet med en forvisning om, at der ikke var en ministerstorm under opsejling.

Men der tog han fejl. Konservative har under hele forløbet understreget, at landbrugspakken ikke måtte få negative miljømæssige konsekvenser, men Venstres ledelse havde ikke regnet med, at Konservative kunne finde på at trække tæppet væk under Eva Kjer Hansen.

Landingsbanen manglede

En kilde i Venstres top fortæller, at regeringspartiet ikke fik tilrettelagt »en landingsbane« for Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, så striden kunne bilægges i ro og mag.

Og da Eva Kjer Hansen tre gange afviste at give Jarlov substantielle indrømmelser under samrådet tirsdag eftermiddag, mistede Konservative tilliden til hende.

Annonce

Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering

Søren Pape Poulsen rådslog sig med sin folketingsgruppe og ringede til Lars Løkke Rasmussen for at overbringe ham nyheden. Da havde Løkke allerede forladt Statsministeriet.

»Jeg modtog en opringning ud af det blå fra formanden for Det Konservative Folkeparti, som kunne meddele, at Konservative ikke nærer tillid til en af mine ministre. En ret dramatisk udvikling«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dermed var den borgerlige tillidskrise en realitet. Og modsat tidligere regeringer, hvor flere ministre har måttet trække sig efter pres fra deres parlamentariske grundlag, ville Løkke ikke give sig. Eva Kjer Hansen har hele vejen igennem handlet på et klart mandat fra sin statsminister. Hun har gennemført »præcis den pakke«, som regeringen gik til valg på, og har »loyalt knoklet for at gennemføre regeringens politik«, som Løkke formulerer det.

Papes melding fik statsministeren til at udsende et tweet, hvor han indkaldte de blå partiledere til et krisemøde tirsdag aften og reelt satte sin regerings eksistens på spil i et forsvar for Eva Kjer Hansen.

»Så må vi se, om regeringen fortsat har flertal til at være regering«, skrev Lars Løkke Rasmussen.

En klud, man kan tørre gulv med?

Alle fire blå partier understregede, at de havde tillid til regeringen, men Søren Pape Poulsen stod fast på, at Eva Kjer Hansen måtte gå. Løkke bragte flere forskellige scenarier i spil. Han ønskede at sende et klart signal om, at han ikke ville acceptere, at der fra tid til anden bliver sat spørgsmålstegn ved hans ministre.

Kort før midnat forlod Søren Pape Poulsen Statsministeriet. Foreløbig rykkede han sig ikke en tomme trods Løkkes trusler.

»Jeg ved ikke, om man tror, at Det Konservative Folkeparti er sådan en klud, man kan tørre gulv med. Sådan spiller klaveret ikke. Det kommer ikke til at ske«, sagde han.

Annonce

Annonce

Annonce

Onsdag morgen vågnede det politiske Danmark med uforrettet sag. Eva Kjer Hansen mødte på arbejde i Miljø- og Fødevareministeriet, men statsministeren var tavs i timevis. Siden sit dramatiske tweet havde offentligheden intet hørt fra Lars Løkke Rasmussen.

Tidligt onsdag eftermiddag valgte statsministeren at skrue op for dramaet. På et pressemøde i Statsministeriet, hvor de fremmødte journalister ikke fik lov til at stille spørgsmål, truede en alvorstung Løkke reelt med at udskrive et folketingsvalg, hvis ikke de blå partier kunne finde fælles fodslag. Han appellerede endnu en gang til, at Konservative genfandt tilliden til Eva Kjer Hansen.

Jeg har sagt hele tiden, at det er et spørgsmål om tillid, der ikke er til stede

»Det handler dybest set om, hvorvidt det borgerlige projekt er levedygtigt. Om der er tillid mellem partierne«, lød det fra statsministeren, som indkaldte til endnu et krisemøde onsdag eftermiddag klokken 16. Imens muntrede oppositionen sig.

»Du godeste. Løkke har ræsonneret sig frem til, at enten skal K begå politisk selvmord ellers valg«, skrev Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, på Twitter.

Alvoren var malet i øjnene på medlemmerne af den konservative folketingsgruppe, da de mødtes for at give Søren Pape Poulsen et mandat til endnu et krisemøde i Statsministeriet. De seks folketingsmedlemmer, partisekretæren, partiets pressechef og en håndfuld politiske konsulenter gennemgik en række mulige udfald af mødet og forsøgte at sætte sig i Lars Løkke Rasmussens sted.

Gruppeformand Brian Mikkelsen spillede en central rolle i tilrettelæggelsen af partiets strategi. Analysen var, at Løkke havde mest at tabe ved at udskrive et valg. Det ville mest af alt være en tabersag, hvis Venstre gik til valg på at forsvare »det sorte Bondedanmark«, som en konservativ kilde formulerer det. Konservative gennemgik også sit valgbudget og kontaktede ifølge flere konservative kilder en række af partiets støtter i erhvervslivet for at sikre sig deres opbakning til en fortsat kritik af Eva Kjer Hansen.

På det efterfølgende »fredsmøde«, som LA-leder Anders Samuelsen døbte mødet i Statsministeriet onsdag eftermiddag, vandt Lars Løkke Rasmussen mest af alt tid. De fire borgerlige partier skal i de kommende dage forhandle en tillægsaftale til den omdiskuterede landbrugspakke. Men Konservative har fortsat ikke tillid til Eva Kjer Hansen, og Søren Pape Poulsen fastholdt i aftes, at han fortsat agter at vælte hende, om nødvendigt med et mistillidsvotum.

»Jeg har sagt hele tiden, at det er et spørgsmål om tillid, der ikke er til stede. Det er jo ikke knyttet til et embede eller et bestemt område. Det er knyttet til en person«, siger Søren Pape Poulsen.

Onsdag aften satte Lars Løkke Rasmussen sig til tasterne på Facebook. Foran ham ligger en opgave, som handler om at »genskabe tilliden mellem partierne, folketingsmedlemmerne og ministrene i ’den blå familie’«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce