Ministeremner. ifølge souschefen på Politikens Christiansborgredaktion er en af disse tre herrer et godt bud på, hvem der overtager miljø- og fødevareministeriet efter Eva Kjer Hansen (V). Fra venstre politisk ordfører Jakob Ellemann, gruppeformand Søren Gade og finansordfører Jacob Jensen.
Foto: PR FOTO

Ministeremner. ifølge souschefen på Politikens Christiansborgredaktion er en af disse tre herrer et godt bud på, hvem der overtager miljø- og fødevareministeriet efter Eva Kjer Hansen (V). Fra venstre politisk ordfører Jakob Ellemann, gruppeformand Søren Gade og finansordfører Jacob Jensen.

Efter Eva Kjers exit: Flere bud på ny minister

Løkke har flere muligheder, når han skal udnævne ny miljø- og fødevareminister, vurderer Borgen-journalist.

Politik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kan vælge flere løsninger, når han skal erstatte Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister.

I en pressemeddelelse tidligere i dag bekendtgjorde regeringen, at statsministeren udpeger en ny miljø- og fødevareminister efter weekenden, og med den udmelding står det klart, at ministeriet ikke bliver splittet op, som flere røster i oppositionen ellers har håbet.

Tilbage står spørgsmålet om, hvem der mon overtager ministertaburetten efter Eva Kjer Hansen. Det giver souschef på Politikens Christiansborg-redaktion, Carl Emil Arnfred, her sine bud på.

Ordførere ligner gode bud

Carl Emil Arnfred lægger vægt på, at flere Venstre-kilder peger på Venstres finansordfører, Jacob Jensen, som en oplagt mulighed.

LÆS PORTRÆT

Finansordføreren er en garvet politiker med mange års erfaring på Christiansborg, og så sidder han i Folketingets miljø- og fødevareudvalg og driver selv et lille landbrug.

»Han har været folketingsmedlem siden 2005, er flere gange blevet bragt i spil som ministeremne forud for tidligere regeringsdannelser og har kendskab til landbrugsområdet qua sin plads i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Flere venstrefolk ser ham som det mest oplagte bud«, siger Carl Emil Arnfred.

Carl Emil Arnfred peger også på, at Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann, løbende er blevet nævnt som en politiker, der stod for tur til en plads på ministerholdet.

»Det er en udbredt opfattelse i Venstres folketingsgruppe, at Ellemann har gjort det godt som politisk ordfører. Han tilhører dog ikke det klassiske landbrugssegment i Venstre. Spørgsmålet er også, om Venstre kan undvære ham som politisk ordfører«, siger Carl Emil Arnfred.

Ændrer ikke på linjen

Venstres gruppeformand Søren Gade bliver også nævnt på de sociale medier. Gade har bred opbakning i partiet og er bekendt med, hvad det vil sige at være minister efter at have tilbragt seks år i stolen som forsvarsminister, men Carl Emil Arnfred peger på, at flere ting taler imod, at gruppeformanden udnævnes som ny miljø- og fødevareminister.

»Han er en erfaren minister og fortsat meget populær i venstrekredse. Men hans exit som direktør for Landbrug & Fødevarer taler imod, at han skulle overtage ansvaret for landbrugsområdet. Det har samtidig forlydt, at Søren Gade takkede nej til netop den ministerpost, da Lars Løkke Rasmussen satte sit ministerhold efter 2015-valget«, siger han.

Carl Emil Arnfred tilføjer, at man heller ikke kan udelukke, at Løkke foretager en rokade på ministerholdet.

»En anden mulighed er, at Løkke flytter en minister fra det nuværende ministerhold ind på posten som miljø- og fødevareminister. I så fald ser kabalen lidt anderledes ud. Han kan i princippet også hente en person ind udenfor Christiansborg«, siger han.

Uanset hvem der overtager taburetten efter Eva Kjer Hansen, skal man dog ikke forvente, at det ændrer grundlæggende ved den politiske linje. Den kommer fortsat til at være centreret omkring den landbrugspakke, Eva Kjer Hansen stod i spidsen for, vurderer Carl Emil Arnfred.

»Lars Løkke Rasmussen har lagt stor vægt på, at alle fire borgerlige partier var med til at vedtage landbrugspakken. Den udgør fortsat de borgerlige partiers landbrugspolitik«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden