plan. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har udpeget 25 indsatser, som enten skal nedprioriteres eller helt droppes. Eksempelvis skal arbejdet med den mellemøstlige fredsproces i Israel og Palæstina beskæres.
Foto: Tobias Selnæs Markussen

plan. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har udpeget 25 indsatser, som enten skal nedprioriteres eller helt droppes. Eksempelvis skal arbejdet med den mellemøstlige fredsproces i Israel og Palæstina beskæres.

Politik

Regeringens omfattende spareplan rammer diplomatiet

Regeringen smider Syrien, Libyen og Yemen ud af Det Arabiske Initiativ i ny stor spareplan, som rammer 25 politiske områder i Udenrigsministeriet.

Politik

Udenrigsministeriet gennemfører de næste fem måneder en omfattende spareplan.

Det fremgår af et internt bilag om »bort- og nedprioriteringer« i Udenrigsministeriet, som Politiken kender indholdet af, og som for første gang giver et indblik i, hvordan dansk udenrigspolitik konkret bliver ramt, efter regeringen har vedtaget besparelser for 200 millioner kroner de næste fire år.

Centerleder ved Center for Militære studier på Københavns Universitet Henrik Breitenbauch kalder situationen alvorlig.

»Europa er ved at falde fra hinanden institutionelt, det brænder i Mellemøsten, og Putins fremfærd er eskaleret. I det lys burde man jo tilføre udenrigstjenesten flere penge, men man gør det direkte modsatte. Det er foruroligende«, siger han.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har udpeget 25 indsatser, som enten skal nedprioriteres eller helt droppes. Eksempelvis skal arbejdet med den mellemøstlige fredsproces i Israel og Palæstina beskæres. Samarbejdet med organisationer, der kæmper for »beskyttelse af kvinder og børn i krigsramte områder«, skal ligeledes »nedprioriteres«.

Regeringen reducerer desuden indsatsen vedrørende »tvangsægteskaber og børnebortførelser«, så der fremover vil være mindre kontakt til pårørende.

I stedet henviser man til Socialministeriet, der har et udvalg, der tager sig af noget lignende. Det forebyggende arbejde på terror- og bortførelsesområdet, som blev iværksat, efter en dansk statsborger blev holdt som gidsel i Syrien i 13 måneder, reduceres ifølge bilaget også »væsentligt«.

Syrien, Libyen og Yemen rammes

I februar kom det frem, at Det Arabiske Initiativ, der skal udvikle demokrati i Mellemøsten, skal skæres fra 7 til 4 lande. Det har hidtil været usikkert, hvilke lande der mister støtten, men nu har regeringen besluttet sig for, at det bliver Syrien, Libyen og Yemen.

Det betyder, at Udenrigsministeriet stopper demokratifremmende projekter i de tre lande. I stedet igangsættes et treårigt program for Syrien og Irak, der fokuserer på eksempelvis bekæmpelse af terrorfinansiering.

Det er klart, at når der gives mindre bistand, må det produktionsapparat, der leverer bistanden, også blive mindre

Ifølge forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Rasmus Boserup kan det give god mening at tilskære Det Arabiske Initiativ, fordi situationen i de tre lande, som bliver skåret væk, er markant forandret med de seneste års borgerkrig. Alligevel kalder han regeringens spareplan for »politisk uvisionær«.

Annonce

»Vi er åbenbart villige til at løbe den risiko, at Saudi Arabien eller Iran kommer til at præge udviklingen i Mellemøsten endnu mere end i dag«, siger Boserup og henviser til, at Danmark generelt vil være mindre til stede i Mellemøsten.

Professor ved Institut for Statskundskab på KU Martin Marcussen er enig.

»Det her er et skifte fra en aktivistisk til en reaktivistisk udenrigspolitik. Du fjerner jo ikke fedtet fra fedekalven. Tværtimod er det besparelser på en organisation, der er i knæ. Det må være åbenlyst for enhver nu, at Danmark ikke kan leve op til alt det, vi siger og skriver, vi vil med verden«, siger Martin Marcussen.

Minister: Vi skal prioritere

Udenrigsminister Kristian Jensen forklarer i en mail til Politiken, at besparelserne på blandt andet indsatsen i Mellemøsten er en konsekvens af en meget ustabil situation i og omkring Syrien.

»Det er klart, at vi (med færre midler, red.) bliver nødt til at fokusere vore indsatser på færre områder, end man har gjort tidligere. Det kræver, at vi er knivskarpe i vores prioritering«.

Regeringens spareplan kommer i kølvandet på nedskæringer i Udenrigsministeriet gennem knap 20 år. Før og under folketingsvalget sidste år lovede Venstre at tilføre ministeriet 70 millioner kroner ekstra.

»En mindre udenrigstjeneste end i dag kan ikke tjene de interesser, som Danmark har«, lød det før valget fra Venstres daværende udenrigsordfører, Søren Pind.

LÆS KRONIK

Alligevel har regeringen vedtaget besparelser for 200 millioner kroner. Kristian Jensen afviser, at det er løftebrud.

»Vi sagde, før vi gik til valg, at vi ville reducere dansk udviklingsbistand til 0,7 procent. Det er klart, at når der gives mindre bistand, må det produktionsapparat, der leverer bistanden, også blive mindre«, skriver Kristian Jensen i en mail.

Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) kalder situationen »absurd«.

»Venstre er i mine øjne i gang med at nedbryde, hvad man har været ti år om at opbygge«, siger Martin Lidegaard.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden