TÆSK. Ny meningsmåling banker DF og den borgerlige blok i bund.
Foto: MARTIN LEHMANN (arkiv)

TÆSK. Ny meningsmåling banker DF og den borgerlige blok i bund.

Politik

Ny måling: Vælgerne straffer DF »ekstra hårdt«

Mens DF endnu en gang står til at miste opbakning, er målingen for hele blå blok den dårligste i fem år. »Livet går videre«, lyder det fra Venstre.

Politik

Hvis der var valg i dag, ville Dansk Folkeparti miste en tredjedel af dets pladser i Folketinget.

DF står til at tabe 12 af de nuværende 37 mandater, viser en ny meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV 2.

Partiet står til 14,3 procent af stemmerne, hvilket er en markant tilbagegang både sammenlignet med seneste måling fra oktober, hvor DF stod til 15,9 procent af stemmerne, og med valget i juni 2015, hvor 21,1 procent af danskerne stemte på Dansk Folkeparti.

Det er balladen om mulig svindel med EU-midler og flere løbende afsløringer, der kaster en tung skygge over DF, vurderer Martin Vinæs, forsker i politisk adfærd ved Københavns Universitet.

»Der har konstant været dårlige historier om Feld og Meld (europæisk alliance og tilhørende fond, red.), og de dårlige historier om Dansk Folkeparti er blevet ved og ved med at rulle. Nu er der så kontant afregning ved kasse 1«, siger Martin Vinæs.

Målingen er for blå blok den dårligste siden 2011. Samlet set går de blå partier tilbage og står nu til at få blot 45,6 procent af stemmerne, mens rød blok står til 54,4 procent. Den statistiske usikkerhed er på 3,2 procentpoint.

Vælgerne straffer DF ekstra hårdt

Også Venstre og Liberal Alliance bidrager til tilbagegangen i blokken. Omvendt står Nye Borgerlige ligesom ved sidste måling til at få syv mandater og har ifølge Megafons nyeste måling hugget flere af vælgerne fra de øvrige blå partier.

Martin Vinæs vurderer dog ikke, at Nye Borgerlige er årsagen til DF’s fortsatte tilbagegang. Han peger på, at vælgerne alligevel ville være smuttet efter DF’s skandalesag om EU-midler. Ifølge ham rammer sagen desuden DF ekstra hårdt, fordi vælgerne hidtil har set partiet som et af de mest troværdige.

Når vælgerne først er gået, er skaden sket. Som udgangspunkt kommer de ikke bare tilbage. De skal skubbes

»DF har de vælgere, der er aller mest skeptiske over for politikere, og som ved valget opfattede DF som et parti, man kunne regne mere med. Derfor straffer vælgerne nu DF ekstra hårdt«, siger han.

»Og når vælgerne først er gået, er skaden sket. Som udgangspunkt kommer de ikke bare tilbage, de skal skubbes. Så skal DF have en sag, der får dem op igen«, supplerer Martin Vinæs.

DF’s partiformand Kristian Thulesen Dahl erkender, at de gentagne afsløringer om brugen af EU-midler spiller en rolle for partiets dalende vælgeropbakning.

»Der er ingen tvivl om, at når sådan en storm raser, så vil det give den her effekt i meningsmålingerne. Det kan man stille uret efter, Så er spørgsmålet, hvornår man kan begynde at bygge op igen, og hvor langt sådan nogle efterdønninger rækker. Der er den her måling et tegn på, at det i hvert fald ikke er slut endnu«, konstaterer han.

»Jeg er faktisk ret ligeglad«

Forklaringen på, hvorfor blå blok samlet set går tilbage i målingen, er ifølge Martin Vinæs mere usikker. Det kan både skyldes DF’s skandalesag og den generelle krise i blå blok, som for lidt over to uger siden kulminerede i udskydelse af regeringens »helhedsplan«, den såkaldte 2025-plan.

Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen vil ikke forholde sig til meningsmålingen, og at Venstre ifølge den ville miste fire mandater, hvis der var valg i dag.

»Jeg kunne jo være lidt kæk og sige, at efter både brexit og amerikansk valgkamp og også forskellige målinger i Danmark synes jeg ikke rigtig, det er rimeligt at bede mig bruge tid på meningsmålinger. Det går op, og det går ned, og dog går livet videre. Jeg er faktisk ret ligeglad med meningsmålinger«, siger han.

»Og jeg siger i øvrigt det samme, når vi går frem«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Sådan er kommunalvalget gået

    Søjlerne viser landsresultatet (resultatet af 2013-valget står i gråt)

Annonce