Anna Mee Allerslev er de radikales borgmester i København, men det skal være slut, hvis det står til nummer fire på partiets liste til kommunalget, Randi Hjortholm.
Foto: Mads Nissen

Anna Mee Allerslev er de radikales borgmester i København, men det skal være slut, hvis det står til nummer fire på partiets liste til kommunalget, Randi Hjortholm.

Kommunalvalg

Dramatisk valgnat venter: Radikal kandidat vil arbejde for en anden borgmester end partifællen Anna Mee

Den radikale kandidat til Borgerrepræsentationen i København Randi Hjortholm vil ikke støtte Anna Mee Allerslev op til valget, men hun vil heller ikke afvise, at det kan ske i løbet af valgnatten. Politiken har bedt hende forklare, hvad hendes opsigtsvækkende udmelding i sidste uge betyder i praksis.

Kommunalvalg

Det er særligt i timerne efter, at valgresultatet ligger klar 21. november, at den radikale kandidat til den københavnske borgerrepræsentation Randi Hjortholm vil forsøge at fremme en anden radikal borgmesterkandidat end den nuværende, Anna Mee Allerslev (R).

Randi Hjortholm stiller op for de radikale ved valget til Borgerrepræsentationen i København i næste måned.

Randi Hjortholm stiller op for de radikale ved valget til Borgerrepræsentationen i København i næste måned.

Men hun vil ikke afvise, at også hun i sidste ende vil lægge sit mandat i Allerslevs kurv.

Det forklarer den hidtil relativt ukendte nummer fire på den radikale kandidatliste - partiet har i dag otte medlemmer i Borgerrepræsentationen - om sin opsigtsvækkende udmelding i sidste uge. Her forklarede Hjortholm pludselig på Facebook, at hendes »grænse er nået«, efter Mee Allerslevs brug af blandt andet embedsmænd og kommunale lokaler i forbindelse med sit bryllup.

»Og jeg vil ikke gå til valg på, at jeg støtter den måde, Anna Mee Allerslev, vores spidskandidat i København, forvalter sine muligheder og magt på«, lød det videre i opslaget, som kan læses i sin fulde udstregning herunder.

Politiken har bedt Randi Hjortholm uddybe, hvad der konkret ligger i hendes udmelding.

»At jeg ikke støtter Anna Mee som spidskandidat, men at jeg støtter mit parti. Og det betyder, at jeg efter et valg kan være nødt til at stemme på hende som borgmesterkandidat, hvis der ikke er andre muligheder. Men der er helt sikkert andre, som gerne vil prøve at tage den post, og det satser jeg på. Og så satser jeg på, at vælgerne bestemmer. I stedet for at sætte deres stemme på spidskandidaten kan de vælge at stemme på en af de mange andre kandidater på listen. Og så er der en anden forhandlingsposition«, forklarer Randi Hjortholm.

Så hvis du bliver valgt, og alle de andre radikale, der bliver valgt, peger på Anna Mee, vil du så gøre det samme?

»Jeg vil helt sikkert prøve at pege på en anden i mit parti som borgmester. Men den BR-gruppe, der vælges ind, bestemmer, hvem der er borgmesterkandidat. Normalt er det spidskandidaten, men det er de mennesker, der bliver valgt ind i gruppen, der kan bestemme, hvem man gerne vil have som borgmester«.

Jeg tror, det politiske spil er sådan, at de fleste andre vil prøve at tage den borgmesterpost

Lad os sige, at du og Anna Mee bliver valgt, og resten af den radikale gruppe siger »ingen af os vil være borgmester, så vi forsøger at gøre Anna Mee til borgmester«, vil du så også gøre det?

»Jeg tror, det politiske spil er sådan, at de fleste andre vil prøve at tage den borgmesterpost«.

Så du tror, at nogle af de andre radikale i gruppen, der måtte blive valgt, vil forsøge at gå efter borgmesterposten i stedet for Anna Mee?

»Det vil jeg ikke svare på«.

Men er det det, du satser på?

»Det er det, jeg satser på«.

Kunne det være dig?

»Nej, helt sikkert ikke. Men jeg vil helt sikkert støtte en anden, som vil gøre det«.

Men det skal være en radikal?

»Ja, selvfølgelig«.

Vil du sige, hvem du sætter din lid til her?

»Nej. Vælgerne bestemmer, og jeg kan ikke vide, hvem der kommer ind. Men selvfølgelig håber jeg på, at der bliver en anden mulighed end Anna Mee. Det giver sig selv«.

Kunne det være (gruppeformand, red.) Tommy Pedersen?

»Det har jeg ingen kommentar til. Du kan spørge mig om hele listen, og så får du samme svar«, forklarer Randi Hjortholm, der understreger, at hun ikke vil kunne finde på at pege på en borgmester fra et andet parti:

»Men jeg har tænkt mig at gøre mit yderste for, at der bliver en anden mulighed«.

Så hvis der efter valget er flertal i den radikale gruppe for at pege på Anna Mee, så peger du også på hende?

»Ja, for det bliver jeg nødt til«.

Fordi et flertal i gruppen beslutter det?

»Ja«.

Så det er indtil den beslutning er truffet, at du vil arbejde for, at det skal være en anden end Anna Mee?

»Ja«, svarer Randi Hjortholm.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce