Der gik kun to måneder, fra familien først gang besøgte Ringkøbing og Vesterhavet, til de flyttede ind. Tvillingerne på 12 år, Thea og Aksel, er begejstrede for deres nye skole, og det er det vigtigste for moderen Dorthe Nonbo.
Foto: Louise Herrche Serup

Der gik kun to måneder, fra familien først gang besøgte Ringkøbing og Vesterhavet, til de flyttede ind. Tvillingerne på 12 år, Thea og Aksel, er begejstrede for deres nye skole, og det er det vigtigste for moderen Dorthe Nonbo.

Kommunalvalg

Kurven er knækket – flere flytter til Vesterhavet

I år er der flere, som flytter til Ringkøbing-Skjern Kommune efter flere års netto fraflytning. Onsdag blev 55 af de nye borgere budt velkommen med helstegt pattegris og håndbold.

Kommunalvalg

»Havet«.

»Havet«.

»Og så synes jeg, det er ligesom, vejret er bedre her«.

Sådan svarer Dorthe Nonbo, der er sosu-assistent, og hendes børn, tvillingerne Aksel og Thea på 12 år, når man spørger dem, hvorfor de lige er flyttet til Ringkøbing.

De blev spontant forelskede i byen længst mod vest, da de besøgte egnen med en af Dorthes veninder i juli. Især var de vilde med naturen, hav og luft, så i september lejede de sig ind i et nedlagt landbrug et par kilometer fra Ringkøbing i Vestjylland.

»Nogle gange har vi hjorte ude foran vores hus om morgenen«, forklarer Thea på 12 år med store øjne bag de lilla briller.

Så nu er de – blot fire måneder efter turen ved Vesterhavet – blevet tre nye og meget tilfredse borgere i kommunen mod vest, Ringkøbing-Skjern, der er Danmarks største kommune i areal, men som kun har godt 57.000 indbyggere, hvilket vil sige, at det er landets tyndest befolkede kommune, hvis man ikke regner Læsø med.

Og indbyggertallet har været faldende i en årrække. Mange unge flytter fra byen for at uddanne sig. Der er begrænset med arbejdspladser, og det betyder skolelukninger, manglende skatteindtægter og i det hele taget mangel på dynamik. Så derfor behandler bystyret de nye som æresgæster.

Borgmester og håndbold

Vi er i Rofi-Centret i Ringkøbing, hvor den afgående borgmester fra Venstre Iver Enevoldsen byder hjerteligt velkommen til VIP-lokalet Vestjysk Bank Lounge på 1. sal, hvor 55 nye indbyggere er indbudt til at netværke, udveksle tips og tanker og spise helstegt pattegris, doneret af en lokal griseavler.

Hvorefter alle er inviteret til at se byens Liga-håndboldhold spille som en klub fra Silkeborg.

Det er en følelse af at komme hjem. Vi har godt nok fået det godt!

Efter mange år med massiv fraflytning i størrelsesordenen 400, der forlader kommunen netto om året, så er det de sidste 3-4 år lykkes at få vendt udviklingen. Blandt andet ved hjælp af tilflyttersekretariat under kommunen, der sørger for at hjælpe potentielle tilflyttere med at få information og tryghed på forhånd.

»Det er billigt at købe et hus her. For 800.000 kroner er du godt i gang, og børnepasningen er der styr på. Det lægger mange af dem, der kontakter os, vægt på. Børnene er som regel folks vigtigste grund til at flytte hertil«.

Det siger Kim Grøn Hansen, der er købstadschef, og som står og giver de nye borgere armbånd på, der efter maden er billet til kampen nede i hallen.

Ved siden af ham står en række kommunalpolitikere klar i jakkesæt og med fremstrakt pote for at trykke hånd med de nye bysbørn.

»Det er sjovt, så glade de er for at hilse for tiden«, siger Kim Grøn Hansen tørt.

Den største tvivl, han oplever, når tilflytterne kontakter ham på mail eller telefon, er, om man nu har underholdning nok i Vestjylland.

»De nævner vinteren. Hvad laver man herude, når det er mørk og koldt?«, forklarer Kim Grøn Hansen.

»Her skal man huske, vi er en stor turistdestination, vi har 5 millioner overnatninger på årsbasis. Om ovenikøbet fordeler sig over hele året, så i 43 af ugerne har vi over 50.000 gæster i byen. Det betyder, der faktisk er et liv i butikkerne og i byen hele tiden«.

Det siger Kim Grøn Hansen, der selv flyttede til byen for to år siden.

Og som ikke har fortrudt.

Surf og nøgenbadning

Hans kollega Katrine Kock Frandsen, der er ansvarlig for Hvide Sande-området ud mod Vesterhavet, er også selv tilflytter fra Vordingborg for tre et halvt år siden, og hun kan sagtens overskue de urbane mangler, fordi hun brændende optaget af kitesurfing og windsurfing, som man kan dyrke både inde i fjorden – og ude på havet.

For fjordens beskyttede omgivelser er fantastiske for folk, der skal lære kite og windsurfing, mens det vilde Vesterhav kan give passende udfordringer til topudøvere og verdenseliten.

Hun er også eventchef for World Cup i windsurfing og for Danmarks største nytårskur for nøgne mennesker, vinterbadertræffet i Søndervig 31. december, hvor 12-1500 mennesker vælger at gå ind i det nye år kun iført gåsehud efterfulgt af gratis champagne og østers.

»Jeg savner min familie på Sjælland, men ellers trives jeg fantastisk med to minutter til havet og alle de aktiviteter, jeg brænder for. Jeg var bevidst om, at det ikke er en storby, da jeg flyttede hertil for tre år siden. Jeg får noget andet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Søde mennesker

I loungen ved de tre langborde får de nye borgere at vide, at om lidt kommer TV2s kommentator og laver et eksklusivt interview med Ringkøbings træner.

Alle bliver opfordret til at tippe om håndboldkampens udfald over mobilepay. Præmien er en støvsuger, som er doneret af en af holdets sponsorer, som bliver båret ind og vist frem.

Blandt de nytilflyttede er en familie, der i mange år har boet og arbejdet i Grønland, men som nu har valgt at slå sig ned i Vestdanmark, og som kendte egnen fra deres sommerferier.

Her sidder også en ung mor, der blev skilt fra manden i Holstebro, og derfor fik lyst til at starte på en frisk på Ringkøbing-egnen.

Og her sidder en griseavler og hans kone med to store børn, der har valgt og forlade Grindsted for at komme ud til havet og tættere på hans arbejde.

Og her sidder altså Dorthe Nonbo, Thea og Aksel, der har hentet gris og salat.

»Nu har jeg fået venner. Det var svært på min gamle skole. Og jeg går til badminton hernede i hallen«, fortæller Aksel på 12 år, der havde det meget skidt på sin folkeskole på Midtfyn, hvor nogle drenge mobbede ham. Thea supplerer:

»Her er det alle, der er med, når man leger eller skal noget«.

At børnene har det så godt nu, og at de begge er faldet til på et splitsekund, gør, at Dorthe får tårer i øjnene og bliver helt rørt, når vi taler om det.

»Det er en følelse af at komme hjem. Vi har godt nok fået det godt!«

Thea taler om, at de er i gang med at undersøge muligheden for, at hun kan begynde at gå til ridning igen.

»Og så synes jeg bare, at det er meget mere hyggeligt end der, hvor vi kom fra. Folk er så søde mod andre«, siger Thea.

»Jeg synes også lidt det samme«, siger Aksel.

Lægen og internettet

En af de få overraskelser var, da Dorthe Nonbo skulle vælge læge i området, der ligesom mange andre yderligere hjørner af Danmark har svært ved at skaffe praktiserende læger nok.

»Jeg fik tildelt en læge i Tim, 10 kilometer herfra, og jeg synes, det var fuldstændigt fjollet, når vi bor lige ved Ringkøbing, hvis børnene skal kunne gå selv. Men så ringede jeg til kommunen og spurgte, om det virkelig kunne være rigtigt. Og så fandt de et lægehus i byen, der havde en midlertidig åbning for tilgang af nye patienter «.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Thea, der har siddet og spillet på sin mobil, siger, at der også nogle gange er langsomt internet i deres hus, men at det faktisk ikke gør så meget. Hvorefter hun vender tilbage til, at der også var de her hjorte på marken.

Dorthe Nonbo fortæller, at hun ikke frygter, at byen vil blive for lille, da hun i forvejen ikke bryder sig specielt meget om at gå ud og være social. Det er mest noget med arbejde og hygge med familien for resten.

Til gengæld er hun kommet ind på to gode Facebookgrupper, ’Os i Ringkøbing’ og ’Hækleklubben i Ringkøbing’, det er et godt sted at starte med at udvide sine bekendtskaber, synes hun.

Og så er det tid til håndkamp. Hvor det lokale Ringkøbinghold tabte til Silkeborg/Voel KFUM med 25-26.

Men hvad gør det, når det i kampen om tilflyttere står på 26 tilflyttere netto i år, og der typisk altid kommer mange tilflyttere i årets sidste måneder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce