DF-spidskandidat ville oprette tæskehold på 1.000 mand efter voldtægt begået af en udlænding

Paw Pedersen stiller op som spidskandidat for Dansk Folkeparti i Odsherred.

Kommunalvalg

Odsherred-borgmester Thomas Adelskovs (S) parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, har en spidskandidat, Paw Pedersen, som ikke holder sig tilbage med anti-muslimske ytringer på Facebook.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Han skriver således i 2016 i forbindelse med en voldtægt begået af en udlænding: »Vi må oprette et tæskehold på 1000 mand der kan rykke ud og holde orden ... så vi kan være i sikkerhed«. Og spidskandidaten forsøgte ifølge ham selv at oprette en »aktionsgruppe«, som kunne tilkaldes, når det var nødvendigt, »men ingen opbakning«, måtte han konstatere. Og han valgte så at stille op for DF til kommunalvalget.

Han oprettede for et par år siden den lukkede Facebookgruppe »Danskere der vil bevare Danmark«. Her får medlemmerne fri adgang til at ytre sig særdeles skarpt om udlændinge i Danmark. Og Paw Pedersen bidrager selv med kommentarer om, at kriminelle udlændinge skal sendes til Nordkorea eller med skib til Grønland - uden varme.

Paw Pedersen udtaler sig også postivt om Soldiers of Odin, som senere blev opløst, efter at det blev afsløret, at gruppen havde tilknytning til rock­ere og høj­re­ek­streme grup­pe­rin­ger.

Paw Pedersen administrerer ikke længere den stærkt indvandringskritiske Facebookgruppe.

Når du ikke administrerer gruppen mere, er det så, fordi DF-ledelsen har givet dig et påbud om at stoppe?

»Jeg blev spurgt, om jeg stadig var administrator, og så svarede jeg, at det vidste jeg faktisk ikke. På deres opfordring gik jeg ind og kiggede. Og så så jeg, at jeg stod der. Men det var der ikke nogen grund til, for jeg havde ikke været en del af det længe«, svarer Paw Pedersen, som overfor Nordvestnyt beklager ordvalget i sine opslag og siger, at følelserne løb af med ham.

S-borgmester: Det er kun et teknisk valgforbund

Dansk Folkeparti er i valgforbund med Socialdemokratiet og Alternativet. Thomas Adelskov siger til Nordvestnyt, at han ikke er enig med Paw Pedersen i dennes udtalelser på Facebook.

»Valgforbundet er et teknisk valgforbund, hvori der er enighed om at pege på mig som borgmester«, siger Thomas Adelskov.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har dog udsendt et fælles ældreudspil op til kommunalvalget.

Alternativets kandidater oplyser også, at de ikke er enige med Paw Pedersens udtalelser. De fremhæver, at de derimod er enige med ham, når det drejer sig om økologi, bedre dyrevelfærd og mere skov i Odsherred.

Ritzau

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce