Uffe Elbæk har meldt sin ankomst till valgfesten, men han bør blive væk, hvis det står til hans egen gruppeformand.
Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Uffe Elbæk har meldt sin ankomst till valgfesten, men han bør blive væk, hvis det står til hans egen gruppeformand.

Kommunalvalg

Gruppeformand: Uffe Elbæk bør holde sig væk fra valgfest med »darkroom og fuckswing«

Alternativets gruppeformand René Gade forklarer her sit syn på den seneste ballade i partiet. Han er hverken begejstret for opfordringer om penis-billeder eller valgfest med seksuelle undertoner.

Kommunalvalg

Skandalerne af seksuel karakter fortsætter i Alternativet.

Mandag fortæller Jyllands-Posten således, at partiets pressechef, Magnus Haslebo, tilbage i maj sendte en mail til partiets ansatte om at sende et foto af deres penis til brug for en collage til partiets stamværtshus. »PS. Uffe er selvfølgelig med på idéen«, som det lød.

Og i løbet af formiddagen er det så kommet frem, at partiets afdeling i København holder kommunalvalgsfesten tirsdag på LGBTQIA-baren Monastic, hvor der lokkes med såkaldt »darkroom« og »fuckswing«.

Partiets gruppeformand og midlertidige sekretariatschef, René Gade, tager afstand fra både foto-opfordringen og valget af festlokale.

»Jeg kan kun anbefale mine kolleger IKKE at møde op«, skriver René Gade på Twitter.

Rene Gade har nok at se til efter blandt andet afsløringer af, at flere personer i Alternativet er blevet udsat for seksuelle krænkelser.
Foto: Philip Davali

Rene Gade har nok at se til efter blandt andet afsløringer af, at flere personer i Alternativet er blevet udsat for seksuelle krænkelser.

En håbløs idé

Politiken har fået et interview med den for tiden travle gruppeformand, der i forvejen er ved at undersøge en række andre sager.

René Gade, hvad sker der i det parti?

»Det var en håbløs idé, som blev pandet ned, da den kom frem, og heldigvis aldrig blev til noget«, svarer Gade med henvisning til foto-opfordringen og tilføjer:

»Og som jeg måtte møde med spørgsmålet: Er det virkelig seriøst ment det her. Og det var det så måske, men vi var alle sammen enige om, at det ikke skulle blive til noget«.

Uffe var jo ikke enig, så vidt jeg kan forstå?

»Nej, jeg kan læse, at der har været en eller anden semi-accept til at starte med, men han ender i hvert fald med at være helt enig i, at det skal vi ikke. Jeg ved ikke om han var blevet ordentligt informeret«.

Er der flere ting på vej?

»Jeg sidder nu og er ved at drage konsekvenser af nogle af de ting, der måske ikke er blevet håndteret helt perfekt indtil videre. Så ja, der vil være flere ting, der bliver udbedret i den kommende tid«.

Er der lignende sager som Magnus Haslebos mail, som du tænker, at det vil offentligheden nok finde interesse i, når eller hvis det kommer frem? Har der været lignende episoder?

»Der er garanteret mails med manglende dømmekraft, så hvis der bliver delt alt muligt forskelligt fra interne mails fra både den grønne gang (hvor Alternativet sidder på Christiansborg, red.) og andre steder, så er jeg sikker på, at der nok skal være noget med resonans i forhold til noget tåbeligt«.

Mail-læk er ikke problemet

Du har været i gang med din undersøgelse noget tid. Er der noget der, hvor du tænker »ok, det her skriger sgu' også til himlen«?

»Nej, det har mest været på nogle personalemæssige sager. Det her er jo en kommunikationsting, som i mine øjne er rigtig dum. Og så kan du have ret i, at i og med der bliver sendt sådan en kommunikation, så kan det også lægge et pres på nogle medarbejdere, som måske kunne finde på at sende det her, fordi de tænkte, at det var legitimt at gøre«.

»Men nej, jeg kan ikke sige, hvad det er for sager, jeg sidder med. Jeg regner først med at afslutte det til nytår. Og så er der nogle ting, som jeg kommer til at skride ind hurtigt over for«.

Kunne Magnus efter din opfattelse være fortsat som pressechef?

»Det er en person, det vil jeg slet ikke udtale mig om. Han stopper her den 1. december«.

Er det på grund af de her sager?

»Nej, han sagde op før sommerferien«.

Nogen har jo lækket mailen til Jyllands-Posten, er det for dig at se et sygdomstegn eller et sundhedstegn for partiet?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg vil ikke begynde at gætte på, hvordan informationer er kommet dertil. Jeg vil bare sige, at interne mails skal håndteres internt. Men det er ikke det, der er problemet her. Problemet er, at vi har haft nogle sager, som var dybt kritisable. De sager skal håndteres med konsekvens, og det får vi gjort«.

Var der nogen, der nåede at sende et billede af deres lem?

»Det ved jeg heldigvis ikke«.

»Jeg tror, det er et glimrende sted til at feste, men...«

Det er kommet frem, at valgfesten her i København skal foregå et sted med fuckswing og darkroom. Du skriver på Twitter, at du anbefaler partifæller at blive væk. Hvorfor?

»Nej, jeg skriver, at jeg som gruppeformand og sekretariatschef vil anbefale mine kolleger som politikere og så dem, jeg er chef for, ikke at møde op til det her arrangement, fordi det ikke er i trit med det, jeg mener skal serveres politiske budskaber i. Det er ikke noget, jeg ellers vil blande mig i. Men det bliver jeg nødt til at sige, når jeg direkte bliver spurgt til, om der er kongrurens i vores ledelse i forhold til de budskaber, vi ellers har leveret«.

Du skriver, at det er som gruppeformand og sekretariatschef, at du anbefaler dine kolleger ikke at møde op. Er det både politikere og ansatte i partiet, du anbefaler ikke at møde op?

»Det er jo helt op til dem, men jeg vil sige, at ledende medarbejdere og politikere skal i hvert fald være opmærksomme på, hvad det er for en scene, man træder ind på, når man står og udtaler sig. Det er jo op til den enkelte, men jeg vil ikke selv komme«.

Så det er både ansatte og politikere. Uffe Elbæk og Niko Grünfeld (spidskandidat i København og ansat i partiet, red.) står jo på programmet til at holde tale. Går din opfordring også til dem?

»Jamen, det er mine kolleger, og jeg vil ikke gøre nogen forskel. Jeg vil bare sige, at jeg ved ikke, hvem der har informeret dem om, hvad det er for et sted. Jeg tror, det er et glimrende sted til at feste, men jeg mener, det er et dårligt sted at servere politiske budskaber«.

Så du opfordrer altså Niko Grünfeld og Uffe Elbæk til at holde sig væk fra den fest?

»Jeg opfordrer mine kolleger - politikerne på den grønne gang og dem, jeg er leder for som sekretariatschef - til at genoverveje, om de har lyst til at komme. Jeg kommer ikke selv«.

Jeg spørger lige igen, for du ved godt, hvad jeg gerne vil have dig til at svare klart på: Vil du opfordre Uffe Elbæk og Niko Grünfeld til at holde sig væk fra den fest?

»Jeg opfordrer mine kolleger og dem, jeg er chef for som sekretariatsleder, til at lade være med at komme til den fest«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Adspurgt endnu en gang, om hans opfordring dermed også gælder Elbæk og Grünfeld, henviser René Gade til, at Grünfeld under valgkampen  har orlov fra sit job i partiet, og derfor muligvis ikke tæller som egentlig kollega for tiden.

»Men Uffe er da i hvert fald en af de 10 MF'ere«, svarer René Gade.

Efter at ovennævnte interview er blevet lagt på politken.dk, har Alternativets presserådgiver Rune Langhoff, henvendt sig til Politiken og oplyst, at det ikke har været planen, at der ved valgfesten skulle være en fuckswing eller et darkroom. Derimod har han ifølge sig selv tidligere oplyst, at disse ting »normalt« er i lokalerne. Han har dog ikke mails, der dokumenterer dette.

»Jeg siger bare, at der ikke er nogen fuckswing. Planen fra københavnerbestyrelsen har hele tiden været, at der ikke skulle være en fuckswing til det her arrangement«, forklarer Langhoff.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce