Ninna Hedeager sammen med SF's Marie Welling (tv.) og Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard (th.)
Foto: Jacob Ehrbahn

Ninna Hedeager sammen med SF's Marie Welling (tv.) og Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard (th.)

Kommunalvalg

Portræt: Enhedslistens ukendte stemmesluger bliver ny borgmester i København

I marts blev Ninna Hedeager overraskende udnævnt til at overtage efter teknik- og miljøborgmester Morten Kabell. I nat satte hun sig solidt i borgmesterstolen.

Kommunalvalg

Opdateret 22. november kl. 14.10

Egentlig havde både folketingsmedlemmerne Johanne Schmidt-Nielsen og Stine Brix anbefalet Rikke Lauritzen, gruppeformand på Københavns Rådhus, til posten. Men medlemmerne ville noget andet.

I marts besluttede de i stedet at vælge den 36-årige Ninna Hedeager Olsen til spidskandidat til stor overraskelse for de fleste. Og tidligt i morges stod det så klart, at hun fra årsskiftet overtager den tunge post som teknik- og miljøborgmester.

Den står ledig til rådhusets næststørste parti, efter at Morten Kabell på grund af Enhedslisten rotationsprincip forlader posten.

»Der kommer ikke til at være en kæmpe forskel på Enhedslistens politik før og nu. Vi er et kollektivt parti. Morten (Kabell, red.) og jeg er to personer, men politikken er den samme«, sagde hun til TV 2 Lorry kort efter afstemningen.

Den 36-årige lektor i samfundsvidenskab er uddannet fra Teknologisk Institut og RUC, arbejder på en professionshøjskole og bor på Indre Nørrebro. Hun kæmper for et København for de mange, hvor der er bedre plads til cykler, gående og offentlig transport. Ifølge partiets hjemmeside er hendes yndlingssted i byen Assistens Kirkegården. Nå, ja, og så har hun en fortid som cykelbud.

Fra debatmøde med alle spidskandidater fra Københavns Kommune i "Pressen" i Politikens hus. Fra venstre: Marie Welling (SF), Ninna Hedeager Olsen (EL) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Arkivfoto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Fra debatmøde med alle spidskandidater fra Københavns Kommune i "Pressen" i Politikens hus. Fra venstre: Marie Welling (SF), Ninna Hedeager Olsen (EL) og Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

På sin Twitterprofil spørger hun under et lyserødt 'Vælg kærlighed'-banner, hvorfor vi bygger havnetunnel til nogle få biler, når alle kunne få en letbane for de samme penge. Ligesom hun efterlyser billige boliger til studerende.

Hun har hele sit voksne liv arbejde med uddannelse og fagbevægelsen, hvilket flugter med hendes første fire år i Borgerrepræsentationen i København, hvor hun var medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Om erfaringerne skriver hun på Enhedslistens hjemmeside:

»Jeg har set hvordan syge og arbejdsløse bliver behandlet. Myten om, at kontanthjælp er en midlertidig ydelse, skal aflives, så længe syge borgere, der ikke kan få tildelt førtidspension eller et fleksjob, bliver parkeret på kontanthjælp«.

Desuden skrev hun i august her i Politiken et læserbrev, sammen med Pernille Skipper, hvor hun som Nørrebro-borger argumenterer for en legalisering af hash for at få bugt med bandernes indtægtskilde.

Ninna Hedeager Olsen har ikke gjort megen væsen af sig i offentligheden, men ifølge et portræt i Information er hun flittig og dygtig til at arbejde med baglandet. Der er blevet lyttet, drukket øl og diskuteret. Hvilket banede vejen for outsiderens sejr ved afstemningen i marts. Anna Mee Allerslev, der har været formand for beskæftigelsesudvalget, sagde til avisen:

»På den måde er det godt lavet. Hun har forstået at navigere i baglandet og gøre sig mere populær end sine mere garvede modstandere. Det er godt læst af hende. Det tager jeg hatten af for«.

Privat går hun op i fodboldholdet BK Frem, hun løb Copenhagen Marathon i maj, og så er hun vild med heavy metal og er fast publikum på festivalen Copenhell.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce