Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, til valgfest tirsdag aften.
Foto: Thomas Borberg

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, til valgfest tirsdag aften.

Kommunalvalg

Nye Borgerlige fik kun et enkelt mandat, men Pernille Vermund er »godt tilfreds«

Mette Thiesen i Hillerød bliver landets eneste byrådspolitiker fra Nye Borgerlige. »Realistisk havde jeg faktisk ikke forventet, at vi fik nogen mandater«, siger partiformand Pernille Vermund.

Kommunalvalg

Landets nyeste parti, Nye Borgerlige, må nøjes med et enkelt mandat efter kommunalvalget.

Det bliver det tidligere medlem af Konservative Mette Thiesen, der som den eneste skal repræsentere Nye Borgerlige i Hillerød byråd. Hun blev kendt i den brede offentlighed, da hun besøgte københavnerbydelen Nørrebro sammen med partiformand Pernille Vermund, der efterfølgende i et debatindlæg erklærede bydelen »tabt«.

Siden partiet sidste år blev opstillingsberettiget til Folketinget, har de fleste landspolitiske målinger peget på, at Nye Borgerlige får over 2 procent af stemmerne og dermed bliver valgt ind i Folketinget.

Men den medvind har partiet altså ikke kunnet omsætte på lokalplan.

I hele landet får Nye Borgerlige 0,9 procent af de kommunale stemmer.

Det er dog langtfra noget nederlag, mener partiets formand, Pernille Vermund. Hun erklærer sig tværtimod »godt tilfreds« med resultatet.

»Realistisk havde jeg faktisk ikke regnet med, at vi fik nogen mandater valgt ind, fordi vi ikke sidder i Folketinget i dag, og fordi vi er et fuldstændig nyt og uprøvet parti, og rigtig mange af vores kandidater aldrig har været politisk engageret før. Så realistisk har jeg ikke haft nogen forventninger om, at vi kom ind«, siger Pernille Vermund til Politiken.

Men jeg ville jo komme til at lyde som Lars Løkke Rasmussen, hvis jeg sagde, at det her er et fremragende valg

Så det er ligefrem en succes, at I kun har fået ét mandat ind?

»Ej, det lyder jo lidt mærkeligt, men jeg er rigtig glad for, at vi har fået et byrådsmedlem, og jeg er rigtig glad for, at det er Mette (Thiesen, red.), som op til valget blev udråbt til min tvilling, fordi vi værdimæssigt ligger meget tæt på hinanden. Det betyder også, at den politik, der bliver ført i Hillerød Kommune, vil være i meget god tråd med den politik, der bliver ført på landsplan. Men jeg ville jo komme til at lyde som Lars Løkke Rasmussen, hvis jeg sagde, at det her er et fremragende valg«.

Du har selv peget på Vejle som et oplagt sted, hvor I kunne få et mandat ind, fordi Holger Gorm i forvejen sad i byrådet, efter han sprang fra DF. Han har tidligere høstet rigtig mange personlige stemmer. Alligevel mister I nu hans mandat. Det er vel ikke godt nok?

»Nej, den opbakning, der har været til Holger som DF’er, er der ikke til Holger som Nye Borgerlige-mand. Men det, som jo også er sket i mellemtiden, er, at de byrådsmedlemmer, vi har fået, har brugt rigtig meget energi og mange ressourcer på at bygge Nye Borgerlige op. Så vi har simpelthen satset benhårdt på folketingsvalget, og det har de også gjort personligt«.

Folketingsvalget har stjålet fokus

Har I simpelthen været for dårlige i ledelsen til at føre kommunalvalgkamp?

»Årsagen til, at vi overhovedet har stiftet Nye Borgerlige er jo, at vi på landsplan ser et skred i politikken. Vi ser en udlændingepolitik, som i den grad sejler, vi ser en offentlig sektor, som er voldsomt præget af bureaukrati og overadministration, og det er jo ligesom de dagsordener på landsplan, som vi har sat. Det har været målet fra begyndelsen at fokusere på det«, siger Pernille Vermund.

Så ansvaret for, at I kun får ét mandat, skal det placeres hos ledelsen eller ude hos de enkelte kandidater?

»Ansvaret for, at de har fået så mange stemmer rundt omkring, det er jo kandidaternes«.

Det er fuldstændig forventeligt som landspolitisk parti, der ikke engang sidder i Folketinget, at vi ikke får mere end et mandat

Men jeg spurgte om ansvaret for, at I har kun har fået ét mandat ind på landsplan?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, hvad skal jeg sige til det? Hvis du ser på et parti som LA, så første gang, de stillede op til kommunalvalget, sad de med tre folketingsmedlemmer, og de kom ind med ét mandat (i Horsens, red.), og det var Anders Samuelsen. Det er fuldstændig forventeligt som landspolitisk parti, der ikke engang sidder i Folketinget, at vi ikke får mere end et mandat«.

Ændrer ikke på folketingsforhåbninger

Du har længe sagt, at I nok skal komme i Folketinget. Tør du stadig tro på det efter dette valgresultat?

»Absolut. Det er jeg slet ikke i tvivl om«.

Risikerer I ikke med dette resultat at tabe det momentum, som I har haft indtil nu?

»Nej, for vi ved jo, at der er rigtig mange danskere, der disponerer på en måde lokalt og på en anden måde nationalt. Det er typisk de gamle partier, som er rigtig store til kommunalvalgene, og så er det de nye partier, som stille og roligt vinder frem til folketingsvalgene. Det er sådan, det har set ud i mange år«, siger Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce