DF kikser sin sidste store chance for at løbe med en borgmesterpost

DF var med i kampen om borgmesterposten i Greve, der dog endte med at gå til kommunens siddende borgmester, Pernille Beckmann (V).

Kommunalvalg

Greves siddende borgmester, Pernille Beckmann (V), er klar til fire år mere for bordenden. Efter timelange forhandlinger landede venstrespidsen et flertal med opbakning fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Det oplyser viceborgmester Liselott Blixt (DF) og kommunaldirektør Claus Thykjær til Politiken.

Der var ellers udsigt til et dramatisk døgn på vestegnen.

Dansk Folkeparti sad - på trods af tilbagegang - med to afgørende mandater under forhandlingerne om borgmesterposten. DF havde valgt at stå frit, og derfor var det uvist, om partiet igen ville støtte Pernille Beckmann.

Da borgmesterkandidat Liselott Blixt så meddelte, at mere end et parti pegede på hende som ny borgmester, lod alt til at tippe vægtskålen over til fordel for Dansk Folkeparti.

»Jeg havde forhandlet til alle sider i går aftes. Da det så ud som om, at vi havde indgået en aftale om borgmesterposten, fik jeg af vide, at der faktisk var partier, der ville pege på mig som borgmester. Det var jeg nødt til at forfølge, for vi manglede kun et mandat«, fortæller Liselott Blixt og tilføjer:

»I løbet af dagen, kom der så tilbagemeldinger fra det sidste parti, der ville give et mandat, men det var på så stor bekostning af vores værdipolitik, at jeg ikke kunne være med på det«.

Liselott Blixt må derfor nøjes med posten som 1. viceborgmester i denne omgang.

Borgerligt flertal

Borgmesterposten i Greve Kommune har stort set altid tilhørt Venstre og Det Konservative Folkeparti, og med sine ni mandater er borgmesterpartiet Venstre fortsat Greves største parti. Til gengæld har kommunalvalget svækket kommunens borgerlige fløj.

Det Konservative Folkeparti er ligesom Dansk Folkeparti gået et mandat tilbage.

Med en fremgang på 7,1 procentpoint har Socialdemokratiet overtaget to mandater. Partiet sidder efter nytår på i alt syv af byrådets 21 pladser. Det efterlader Dansk Folkeparti med to mandater og et mandat hver i byrådet til Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten.

Ingen borgmesterposter til DF

Dansk Folkeparti må for alvor vinke farvel til de store drømme, partiet havde før valget. Efter at stemmerne blev talt op måtte partiet sande tilbagegang i samtlige kommuner.

Partiet er gået fra 10,1 procent af stemmerne i 2013 til 8,8 procent efter tirsdagens valg. Det er en tilbagegang på 1,3 procentpoint.

Da beskeden om at Greve igen bliver Venstrekommune rullede ind, kiksede partiets sidste store chance for at løbe med borgmesterkæden.

Pernille Beckmann har været valgt i Greve Kommune siden valget i 2009. Ved kommunalvalget i 2013 blev hun borgmester. Også dengang var det med støtte fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Før hun landede borgmesterposten i 2014, arbejde hun som afdelingschef i Brøndby Kommune. Hun er oprindeligt uddannet social- og sundhedsassistent.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce