De radikale bliver kongemager i magtkamp om regionerne

Radikale Venstre står i en unik position, hvor partiet kan vælge, om Bent Hansens afløser skal være socialdemokrat eller Venstre-kvinde. Alt er åbent, siger den radikale forhandlingsleder.

Kommunalvalg

På trods af, at regionsrådsvalget ikke har været prangende for Radikale Venstre, så står partiet i en drømmeposition. Partiet er tungen på vægtskålen i Danske Regioners bestyrelse, og det er således det socialliberale mandat, der afgør, om det er Venstres eller Socialdemokraternes kandidat, som skal tage over efter den mangeårige formand Bent Hansen (S).

»Det er selvfølgelig en udmærket situation for os at være i«, lyder det fra Karin Friis Bach, der er forhandlingsleder for de radikale i landets regionsråd.

»Vi er et parti, der kan arbejde til begge sider, og det er vi åbne for. Der er ikke noget, der er lukket endnu for vores side - sådan er det bare«, siger Karin Friis Bach, der er radikal spidskandidat i Region Hovedstaden.

S eller Lose

Socialdemokraten Bent Hansen træder tilbage efter at have siddet på den magtfulde post siden regionernes fødsel i 2006. Venstres Stephanie Lose, genvalgt formand i Region Syddanmark, er Venstres bejler til posten, mens Socialdemokraterne har mindst to kandidater i form af Ulla Astman i Region Nordjylland og Sophie Hæstorp Andersen i Region Hovedstaden.

Socialdemokraterne har vundet førersædet i fire af fem af landets regioner, så logikken ville tilsige, at det også skal være en rød formand for Danske Regioner. Men sådan ser de radikale ikke på det.

»Det er jo en forhandling. Der er ikke nogen automatik i det«, siger Karin Friis Bach.

Tror du ikke, vælgerne vil gøre anskrig, hvis I peger på Venstres kandidat?

»Hvis der er flertal, så er der flertal. Sådan er demokratiet, og vi følger de regler. Det er en forhandlingssituation, vi er i, og den forhandling er stadig åben«.

Intern magtkamp i Socialdemokratiet

I 2013 sad de radikale også med den udslagsgivende stemme ved konstitueringen både i Danske Regioner og i Kommunernes Landsforening (KL). I KL pegede de radikale noget opsigtsvækkende på Venstres Martin Damm som formand.

I Danske Regioner blev den radikale kongemagerrolle undermineret af, at Bent Hansen og Venstres Carl Holst allerede to dage efter valget indgik en aftale om, at Bent Hansen skulle fortsætte.

Sådan går det formentlig ikke denne gang - også fordi Socialdemokraterne endnu ikke internt er blevet enige om, hvem der går efter topposten.

Ulla Astman og Sophie Hæstorp Andersen har begge erklæret deres kandidatur. Astman fik et kanonvalg i Region Nordjylland, idet hun var med til at skaffe en stemmefremgang til Socialdemokraterne på 4,1 procentpoint til i alt 41,6 procent af stemmerne.

I Region Hovedstaden har Hæstorp Andersen også opnået genvalg, men alene med opbakning til S fra 28,4 procent af vælgerne - en minimal fremgang på 0,6 procentpoint fra 2013.

En dark horse i spillet om det socialdemokratiske kandidatur er Anders Kühnau, der i Region Midtjylland har overtaget førersædet efter Bent Hansen. Her satte 33,8 procent af vælgerne deres kryds ved S.

Over for Politiken vil Anders Kühnau ikke afvise, at han er kandidat til topposten:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har ingen kommentarer til vores interne proces i Socialdemokratiet om, hvem vi stiller som formand«.

Men de to andre har jo offentligt meddelt deres kandidatur?

»Ja, det er fuldstændig rigtigt. Men jeg har ingen kommentarer - det tager vi internt i partiet«, siger den nyvalgte regionsrådsformand i Midtjylland.

Vil maksimere den radikale indflydelse

Formelt bliver den nye formand for regionerne først udpeget 22. marts 2018, men forhandlingerne er allerede i gang i kulissen. Og de radikales unikke position kan også bruges til at påvirke Socialdemokraternes interne diskussioner om kandidaten til formandskabet.

»Ja, vi ville nok kunne få indflydelse på den socialdemokratiske kandidat, hvis vi ville«, siger Karin Friis Bach.

Det vil ikke blive aktuelt, påpeger Anders Kühnau:

»Socialdemokraterne finder tids nok selv ud af, hvem der skal være kandidat - det er der ikke andre, der skal bestemme«, siger han.

S: Ejendommeligt, hvis RV udpeger en Venstre-kvinde

Bent Hansens afløser i Midtjylland anerkender, at de radikale har en unik forhandlingsposition. Men han mener, at det vil være respektløst over for vælgerne, hvis midterpartiet udpeger Stephanie Lose fra Venstre som ny formand:

»S har vundet fire regioner, og V kun en. For mig at se har vælgerne klart peget på, at man ønsker en socialdemokrat i spidsen for Danske Regioner. Det vil være ejendommeligt, hvis de radikale peger på den eneste Venstre-formand ud af fem i regionerne. Men det er selvfølgelig en mulighed«, siger Anders Kühnau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Karin Friis Bach. Hvad vil I bruge denne unikke forhandlingsposition til?

»Den vil vi selvfølgelig bruge til at få mest mulig radikal politik igennem. Det kan være mange ting, afhængig af regionernes arbejdsområde. Helt konkret er det at se på, hvilke poster vi får, som kan give os mulighed for at få maksimal radikal indflydelse i Danske Regioner«.

Politiken forsøger til stadighed at få en kommentar fra Ulla Astman, Sophie Hæstorp Andersen og Stephanie Lose.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce