Annonce
Annonce
Annonce

Mette Østergaard

Politisk analyse

Politik

Thornings venner bliver til fjender med ny reform

De største fjender af regeringens skolereform findes blandt statsministerens venner, som ser skeptisk på regeringens vilje til at bryde med gamle principper.

23
Gem til liste

Helle Thorning-Schmidt (S) fremlagde i går på sit pressemøde sit hidtil største prestigeprojekt: en omfattende reform af folkeskolen.

Statsministeren lod forstå, at det var nødvendigt med »store skridt« og et »markant fagligt løft«. Barren for succes er sat højt på et område, hvor flere statsministre før hende har måttet lade store ambitioner falde i mødet med virkeligheden.

Senest tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Med store armbevægelser følger også risiko for fiasko.

På Thornings arbejdspapir for reformens gennemførelse er skrevet plusser og minusser. På plussiden står bred politisk enighed.

LÆS OGSÅBondos danske model er en blindgyde

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Liberal Alliance er en del af folkeskoleforligskredsen, og her er der bred enighed om, at folkeskolen skal reformeres i stor skala, og at det er lærerne, der skal være med til at betale via ændrede overenskomster.

Traditionelt set har folkeskolen været en ideologisk kampplads, men Thorning har fået ro i egen blok efter regeringsdannelsen, hvor de radikale og SF tilsluttede sig folkeskoleforliget.

Dermed blev års uenigheder om eksempelvis nationale test bilagt. Reformen er renset for uspiselige nye tanker, som kan skræmme øvrige politiske partier. Ideerne om flere timer og en heldagsskole var også på bordet i VK-tiden. Fjenderne i oppositionen er blevet Thornings venner i spørgsmålet om en skolereform.

Fjender af Thornings prestigeprojekt er derimod hendes egne venner.

Samlet set har Thorning gode muligheder for at få succes på kort sigt med en ambitiøs folkeskolereform, der har bred politisk opbakning

Mette Østergaard

Enhedslisten, fagbevægelsen og dele af regeringspartiernes bagland bliver statsministerens største hovedpine i det forløb, som nu vil strække sig frem til en forventet aftale i det sene forår eller i forsommeren.

Kernekonflikten knytter sig til lærernes overenskomster. De skal i fremtiden ikke arbejde mere, men bruge mere tid på undervisning frem for forberedelse.

For eksempel fra i dag 16 undervisningstimer om ugen til i fremtiden 18, forklarede undervisningsminister Christine Antorini (S), da hun fremlagde reformen i detaljer.

Hvis ikke overenskomsterne lander, som politikerne ønsker, bliver det umuligt for Thorning at nå de ambitioner, som hun allerede slog an i sin åbningstale i Folketinget i oktober med tankerne om en længere og mere aktiv, kreativ skoledag for drengen Emil.

Det er helt usædvanligt, at et stort set samlet Christiansborg lægger så massivt et pres på en faggruppes arbejdstidsregler for at føre en politisk ambition ud i livet.

LÆS OGSÅOprørte lærere får opbakning fra flere naboforbund

Forløbet kan skade forholdet til fagbevægelsen, dele af baglandet og Enhedslisten yderligere

Mette Østergaard

Ganske simpelt fordi det er i strid med den danske model, som ikke mindst Socialdemokraterne og fagbevægelsen sætter højt. Overenskomster forhandles af arbejdsmarkedets parter og uden politikernes indblanding. I tilfældet folkeskolen er en bred skare af politikere dog villige til at sætte de historiske principper over styr.

Regeringen vil gemme sig bag, at det er KL, der forhandler aftalerne, men regeringen og KL’s ønsker er identiske, og forhandlingsstrategien er udformet, så den lægger mest muligt pres på lærerne for at bøje sig.

Således fremlægges udspillet nu, og forhandlingerne går i gang, selv om politikerne ikke kender den økonomiske ramme, som overenskomsterne udstikker i foråret.

Målet med et langt forhandlingsforløb er, at lærerne isoleres som de eneste, der ikke ønsker at være fleksible i ønsket om en bedre skole for børnene.

Men forløbet kan ende langt mere dramatisk end blot med politisk pres. Politikerne er så fokuserede på at få deres krav igennem, at et lovindgreb i overenskomsterne ikke ligger finansminister Bjarne Corydon (S) fjernt.

LÆS OGSÅHelhedsskolen er vejen til bedre uddannelse

Finansministeren er stadig stærkt irriteret over fagbevægelsens manglende evne til at levere resultater, da de stort opslåede trepartsforhandlinger faldt til jorden med et brag i maj. Siden har Corydon manglet 4 milliarder i sin økonomiske 2020-plan, og tilliden til fagbevægelsen har ligget på et meget lavt punkt.

Fagbevægelsens drømme om mere indflydelse under en socialdemokratisk regering har vist sig stærkt overvurderede, og nu ser forholdet mellem fagbevægelsen og Socialdemokraterne ud til at lide endnu et knæk med Thornings ønske om at presse flere undervisningstimer ud af lærerne.

Samlet set vil regeringen kunne se frem til et forløb, hvor fagbevægelsen i højere grad bliver fjende end ven.

Dilemma for støtterne
Det andet punkt på Thornings minusliste trækker tråde endnu længere ind i egne rækker. En række socialdemokrater, SF’ere og radikale er lærere eller på anden måde i tæt kontakt med faggruppen, der i høj grad stemmer på regeringspartierne.

Disse medlemmer vil stå i et dilemma. Er de på regeringens eller lærernes side, og er de indforstået med det politiske pres, som regeringen er villig til at lægge på fagbevægelsen og den danske model?

Det er både et substantielt og principielt dilemma, og flere medlemmer har allerede meddelt, at de forlader Socialdemokraterne efter fremlæggelsen af reformen.

Endelig må statsministeren i endnu en sag føje støttepartiet Enhedslisten til sin minusliste. Partiet er ikke en del af folkeskoleforliget, og regeringen er ikke afhængig af Johanne Schmidt-Nielsens godkendelse for at få flertal.

LÆS OGSÅEnhedslisten: Fingrene væk fra lærernes overenskomst

Men endnu en gang vil protester fra Enhedslisten skabe et billede af ustabilitet. Partiet ser med bekymring på regeringens pres på fagbevægelsen og vilje til at vride armen om på lærerne. Ligesom partiet også kritiserer dele af reformens konkrete indhold.

Samlet set har Thorning gode muligheder for at få succes på kort sigt med en ambitiøs folkeskolereform, der har bred politisk opbakning, og som imødekommer regeringens store behov for at sætte en offensiv dagsorden på et område, som er tæt på vælgernes hverdag.

Men på længere sigt kan forløbet skade forholdet til fagbevægelsen, dele af baglandet og Enhedslisten yderligere.

PolitikenPlus
  • Aftensol over Grønland De havde været dybt inde i en fjord på den grønlandske sydvestkyst. Og besøgt en sælfangerfamilie.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Skænkeprop til vin Elegant dekanteringsprop lavet i glas, der passer til alle vinflasker. Proppen ilter automatisk vinen, når den serveres. Og så klæder den flasken!

    Pluspris 125 kr. Alm. pris 149 kr. Køb
  • Halstørklæde Morderne og trendy tørklæde, med et smukt leopard mønster i de flotte klassiske farver, sort, mørkegrå og lysegrå. Tørklædet er stort og fyldigt, og passer perfekt til de kolde tider.

    Pluspris 279 kr. Alm. pris 349 kr. Køb
  • DAX hvalp DAX er historien om en lille hund som ikke blot er 'Danish design' af navn. Den er rent faktisk fremstillet her i Danmark ? af træ fra bæredygtig skovdrift.

    Pluspris 545 kr. Alm. pris 645 kr. Køb