Annonce
Annonce
Danmark

»Så tog jeg min tang nede fra barnevognen og rev den ene tand ud«

Serie. Mød Flemming Bach, 54, som har været skibskok, gået på landevejen i 37 år og nu lever af førtidspension.

Serie: 'Udenfor'

Politiken bringer over jul og nytår en række portrætter af mennesker, der oplever afsavn og usikkerhed i forbindelse med fattigdom. Hvordan er de havnet her, hvordan føles det. Kunne det ske for dig?

»Jeg fik en førtidspension, mens jeg opholdt mig på et af Kirkens Korshærs herberger i 2013. Fordi jeg har PTSD og epilepsi. Jeg har været i en del lande, hvor der var krig«.

»Når en soldat hugger armen af et barn og putter den i den hånd, der er tilbage – det er det værste, jeg har set. Det var omkring Elfenbenskysten for snart 8 år siden«.

»Jeg var skibskok. Jeg kommer fra en familie, hvor vi alle sammen ikke kan lade være med at lave mad. Men psykiateren mener, der var optræk til PTSD inden. Det kommer af at komme fra et hjem med en voldelig far og mange flytninger. Jeg har aldrig rigtig slået rod. Og har gået rigtig mange år på landevejen«.

»Sæsonarbejder, skærsliber, vagabond, bodegaguitarist. Jeg kalder mig bare skærsliber. Eller gademusikant. Jeg spiller mine egne sange. De handler om tilværelsen på landevejen. Og om tro og tillid. Ikke kun mellem hinanden som mennesker, men også til både Gud og Jesus«.

»Uden en tro havde jeg ikke været levende i dag. Når du går rundt på landevejen, finder du ud af, at mennesker ikke er nok for mennesker. Og den, der kun tror på sig selv, tror på for lidt«.

»I 2013 fik jeg et hus gennem et boligselskab på Norddjurs. Men jeg havde ikke andet end bøvl fra dag 1. Jeg fik nogle megastore elregninger. Jeg klagede, men de var ligeglade. Så lukkede de for strømmen, men så gik lyset på alle fællesarealerne og parkeringspladsen. Så jeg havde altså betalt for hele områdets strømforbrug. Så måtte de betale mig 15.500 tilbage«.

»Min have gravede de op for at finde kablerne, og de ville ikke betale for at ordne haven igen. Så gjorde jeg det selv. De ville heller ikke ordne mine hårde hvidevarer, når der var noget med dem. Til sidst fandt jeg ud af, at de nok bare gerne ville af med mig. Så flyttede jeg. Det var ellers et herligt bette hus«.

»Det endte med, at jeg flyttede ud på en campingplads i en vogn. Det er ganske fint«.

»For nogle år siden begyndte tænderne ved siden af visdomstænderne at sidde og gnave. Det er knageme ikke godt, tænkte jeg«.

»Så jeg gik til en tandlæge i Odense. Det ville koste 750 kroner per tand. Så jeg pegede på den tang, de bruger til at trække tænder ud med, og spurgte, om jeg måtte låne den. De spurgte, om jeg var rigtig klog«.

»Jeg gik ned og købte en Rød Ålborg. Ikke fordi jeg ville drikke den, jeg drikker aldrig, når jeg går på landevejen, men jeg måtte have noget sprit at skylle mund med. Så tog jeg min tang nede fra barnevognen og rev den ene tand ud. Jeg fik rødderne med og det hele. Der fik jeg godt nok vand i øjnene. Bagefter tog jeg den anden«.

Jeg gik op til tandlægen igen og sagde: Kan du se, man kan! Og så knaldede jeg de to tænder ned i bordet.

»Der er skidedyrt i Danmark. Kosten, tøjet, vask, overnatning, bad. Det koster alt sammen«. Man skal jo soignere sig. Det er vigtigt, du holder både dig selv og dit tøj rent. Ellers er du modtagelig for al mulig sygdom. For eksempel TB.

»Hvis du har økonomiske problemer, psykisk sygdom eller noget andet, der ligger uden for normen, så ser folk ned på dig. Mange taler til mig ligesom i Finn og Jacob. Altså ikke som til en voksen mand. Der siger jeg stop. Mit intellekt fejler altså ingenting. Folk undrer sig over det – og over, hvordan jeg kan fortælle reflekteret om mit liv, når jeg været 37 år på landevejen«.

I 1978 sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville sidde og vente på, der faldt en appelsin ned i turbanen. Så jeg pakkede jeg en trækvogn og gav jeg mig til at lede efter arbejde på landet. Jeg nåede næsten aldrig at gå turen færdig mellem to byer, før jeg fik et job. Somme tider en dag, somme tider tre. I høsten 3 uger til en måned. Sidste gang jeg havde en landmandstur er en tre år siden.

»Jeg var sammen med min familie i julen. Jeg har fire børn – to af hver. Den største er kok ligesom sin far. Jeg har også et barnebarn, der går i 1. klasse. De var der alle sammen. Også min gamle mor og hele svigermekanikken«.

»Jeg er blevet inviteret hver eneste gang. De har alle sammen ønsket at se mig. Uanset hvad«.

»De var mig utro alle tre. Den første var jeg gift med i 11 og et halv år. Den anden kæreste var også utro. Og den sidste, jeg var gift med – hun var også. Så skulle jeg altså lige hen og sidde i et hjørne og have blodtrykket til at falde igen«.

Redaktionen anbefaler

»De penge, jeg kan tjene, rækker ikke engang til et sted, hvor jeg kan have mine børn«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce