Ryddet. Hashsalget i Pusherstreet kører på vågeblus efter rydningen. Men hvor markedet så er flyttet hen, er endnu uklart.
Foto: Jens Dresling

Ryddet. Hashsalget i Pusherstreet kører på vågeblus efter rydningen. Men hvor markedet så er flyttet hen, er endnu uklart.

Samfund

Web-hash: Nu er en del af hashsalget røget op i ’skyen’

Selv om det åbne hashsupermarked i Pusher Street er kraftigt beskåret, er salget ikke eksploderet andre steder i byen. Men web-hash er et marked i vækst, siger ekspert.

Samfund

Ilden knitrer i olietønden hos hashsælgerne ved Folkets Park på indre Nørrebro.

I Nørrebroparken stamper yngre mandlige sælgere rundt i kulden, og i Pusher Street på Christiania kommer der efter mørkets frembrud gang i de batteridrevne kunstige levende lys hos omkring 25 pushere og deres salgssteder.

Mens Folketinget vil åbne for et legalt salg af medicinsk cannabis, flyder det illegale salg fortsat i København.

Men markedet har ændret sig. Det store åbne supermarked i Pusher Street er efter christianitternes nedrivning af boder og borde fredag 2. september svundet ind – ifølge politiets vurderinger i slutningen af oktober til en fjerdedel.

Hashklumpen flytter ikke bare et andet sted hen

I dag er salget udefra bedømt vokset lidt igen. Det er svært at gøre nøjagtigt op, for pushere afleverer ikke bilag, men politiet bygger sin vurdering på overvågning, efterretninger og kilder i miljøet.

At markedsomsætningen er faldet, er der næppe tvivl om.

Samtidig har politiet ikke oplysninger, som tyder på et tilsvarende øget hashsalg andre steder i hovedstaden, og det bryder umiddelbart med antagelsen om, at hvis Pusher Street-markedet lukker ned, vil salget eksplodere et andet sted.

»Man tror, at fordi markedet ændrer sig i Pusher Street, så flytter det automatisk til et andet sted i byen, hvor det samme antal købere flytter med. Men det er mere nuanceret end som sådan. Hashklumpen flytter ikke bare et andet sted hen«, siger lederen af Task Force Pusherstreet, vicepolitiinspektør Dannie Rise.

En del af fortællingen er også, at en nedlukning af Pusher Street vil føre til skyderi i gaderne, fordi kriminelle grupperinger vil kæmpe hårdt om at overtage de lukrative indtjeningsmuligheder.

Faktisk har skyderier mellem forskellige bandegrupperinger i særlig høj grad præget hovedstaden i løbet af efteråret. Men ifølge Dannie Rise er det tilfældigt.

»Vi kan ikke umiddelbart se nogen sammenhæng til hashhandlen på Christiania. Nogle gange er det fuldstændig ligegyldige ting, som accelererer, og eftersom miljøet ikke har nogen stopklodser selv, så sker der noget. Men nogle gange kan bandegrupperingerne selv dårligt nok finde ud af, hvad det handler om«, siger han.

Intet øget salg på Sjælland

Vurderingen af markedet bliver ikke afvist hos Politikens kilder, som er iagttagere af rocker- og bandemiljøet og aktører fra grupperingerne. På gaden på Nørrebro i København lyder meldingen inde fra dunjakkens hætte hos en ledende skikkelse: »Salget er det samme. Der er ikke dukket nye steder op. Og bandekrigen handler om det samme, som det altid har gjort«.

En rundringning til politikredse på Sjælland giver heller ingen meldinger om et øget lokalt hashsalg.

En hashbruger med tilknytning til bandemiljøet på Amager siger: »Det er ret meget det samme. Der er ikke kommet nye steder, men der er kommet mere aktivitet på de steder, der allerede fandtes, før boderne på ’staden’ blev lukket. Det er især mere skjulte steder som oppe i lejligheder og i rygerklubber. Og så er der jo også nogle, der køber på internettet eller i lukkede facebookgrupper«, siger fyren.

Vicepolitiinspektør Dannie Rise bekræfter, at en vis del af hashsalget typisk flytter op i ’skyen’, når supermarkedet på Christiania er presset. Politiet har ikke tal på den såkaldte web-hash, men ifølge Jakob Demant, lektor ved Sociologisk Institut og forsker i rusmidler og stofhandel på internettet, er det et marked i vækst.

»Der bliver handlet hash på den åbne del af internettet via Facebook, Instagram og Tinder, men især på mørkenettet tror jeg, at vi vil se mere aktivitet nu«.

I 2015 blev der solgt stoffer på de krypterede markeder på mørkenettet for 600.000 dollars om dagen på verdensplan svarende til over 4 millioner danske kroner. Ifølge Jakob Demant er salget steget 600 procent inden for 15 måneder. Hash er den største kategori.

»Det var meget overraskende for os. Og noget tyder på, at Danmark har en vis position på det marked«, siger han.

Hash på nettet er bekvemt. Handlen kan foregå hjemme fra sofaen. Leveringen ryger direkte i postkassen. Køberne er anonyme og godt beskyttet, og det er et attraktivt alternativ til de mere hårde omstændigheder på gaden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som en bruger af markedet i Pusher Street siger: »Stemningen derinde er ikke særlig god i øjeblikket. Det er ikke så hyggeligt, så jeg vil hellere købe andre steder nu. Det føles mere kriminelt at tage derind, og så er der politiets overvågning. Risikoen for at blive taget er større. Det føles lidt nervepirrende«.

144.000 joints beslaglagt

Endnu er det tidligt at opgøre de nøjagtige følger af nedlukningen i Pusher Street. Markedet er stadig rystet og derfor ustruktureret. Tirsdag slog Task Force Pusherstreet til mod en jointfabrik inde på Christianias område og beslaglagde 144.000 joints. Ved aktionen blev ni personer anholdt, herunder et 30-årigt fuldgyldigt medlem af Hells Angels afdeling på Amager samt en tilknyttet.

Hver gang jointfabrikker eller hashboder bliver ramt af politiets aktioner eller christianitternes egen oprydning, svarer det til, at en butik får fjernet varelager, hylder, hele facaden, ansatte og ejeren. Det tager tid, før nye ejere er etableret, har genopbygget forretningen, skaffet varelager, indgået – ikke mindst – de rette alliancer og skaffet personale, som er villigt til at løbe en nu forstærket risiko for, at politiet dukker op igen. Det påvirker salget.

På gaden på Nørrebro i København lyder meldingen inde fra dunjakkens hætte hos en ledende skikkelse: »Salget er det samme.

Samtidig er det brede sortiment i Pusher Streets hashsupermarkedet slut. I det overvågede og fysisk stærkt reducerede marked, som nu kun omfatter, hvad der kan ligge på en pushers pølsebakke, er det kernevaren, hashklumpen, som overlever markedsvilkårene.

Omsætningen på tidligere tiders blomstrende salg af biprodukter som hasholie, hashkager og ikke mindst joints, som kunder ofte tog med i købet, bliver ramt.

Det er ikke varer, man kan købe på byens øvrige hætteklædte markeder, som i Nørrebroparken, hvor kundesegmentet fra pæne hjem i øvrigt ikke handler ind. Det er en faktor, at færre formentlig kommer ind fra provinsen, men i stedet handler lokalt. Vejret og årstiden har indflydelse, og endelig er der formentlig nogle, som reducerer forbruget, vurderer vicepolitiinspektør Dannie Rise.

»Der er mange nuancer i det her. Men jeg er ikke så naiv, at jeg tror på, at kunderne holder op med at ryge hash. Der vil altid være en bestemt sum af kunder. Derfor er det umiddelbart logisk, at hvis salget er svundet med op mod 75 procent i Pusher Street, så foregår det et andet sted.

Men her mangler vi oplysninger. Jeg anerkender, at der er opstået andre markeder, men jeg tror ikke, at der er bliver solgt 75 procent mere andre steder. For så var byen eksploderet«, siger han.

Ud over det nu stærkt reducerede supermarked på Christiania og de nye hashboder i skyen findes der på politiets kort over København en række etablerede salgssteder, som man kunne kalde ’købmandsbutikker’ eller ’kiosker’. Det er steder som Folkets Park på Nørrebro og Nørrebroparken samt Smedetoften og Lundtoftegade i København.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Politiet anvender tre pejlemærker i definitionen af et etableret salgssted. Salget skal være kontinuerligt, organiseret og utryghedsskabende. For kort tid siden havde politiet fokus på Heimdalsgade på Nørrebro, fordi der var meldinger om salgsaktiviteter, men det døde hen igen.

Sådan et tilfælde kalder politiet for en ’bobler’. Nu er der igen meldinger om aktiviteter i området, hvorpå politiet tager en mere dybdegående samtale med beboerne. Herefter indrettes indsatsen efter problemets karakter.

Ifølge politiets oplysninger er der heller ikke umiddelbart tegn på, at forskellige kriminelle grupperinger forsøger at invadere hinandens markeder i København. Nørrebrogrupperne holder grænserne, pusherne fra Christiania har ikke søgt ud, og ingen udefra er stærke nok til at trænge ind på Pusher Street.

Sker det, er der, ifølge Dannie Rise, en helt ny situation: »Så længe vi har med organiseret kriminalitet at gøre, hvor der er mange penge på spil, så er det lige meget, om pusherne står i Nørrebroparken, i Lundtoftegade eller på Pusher Street. De vil beskytte deres markeder med alle midler«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce