Annonce
Annonce
Uddannelse

Flere kommuner pønser på at omgå skolereform

I Viborg afventer byrådet spændt, om Frederiksberg får lov til at droppe store dele af skolereformen.

Frederiksberg Kommune er ikke den eneste, der er interesseret i, hvordan store dele af folkeskolereformen kan omgås. Som Politiken i går kunne fortælle, har kommunen sendt en ansøgning til Undervisningsministeriet, hvormed den søger dispensation til at lade det være op til den enkelte skole, hvorvidt de vil have obligatorisk lektiecafé og understøttende undervisning, som ellers er to hovedelementer i reformen.

I Viborg har formanden for børne- og ungeudvalget, Claus Clausen (V), »med interesse« erfaret, at Frederiksberg Kommune har sendt en ansøgning af sted. »Vi er interesserede i at høre, hvad Frederiksberg Kommune får lov til. Kan vi få en højere kvalitet og en kortere skoledag, lyder det interessant«, siger han.

LÆS OGSÅModsat i Folketinget bakker Venstre på Frederiksberg op om opgør med skolereformen

Tre politikere fra byrådet har allerede i sommer sendt et brev til undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), hvori de har spurgt til, hvordan byrådet kan gøre skoledagene i kommunen kortere. Til det svarede ministeren før jul, at kommunalbestyrelsen kan godkende, at næsten alle ressourcer, der ellers ville gå til understøttende undervisning, flyttes over til undervisning i fagene, så den understøttende undervisning kortes ned til en enkelt time om ugen.

Det var Stine Damborg, gruppeformand for Konservative i byrådet i Viborg og medlem af børne- og ungdomsudvalget, der tog initiativ til henvendelsen, og hun har flertal for, at byrådet pålægger skolerne at gøre det, siger hun: »Som byråd har vi mulighed for at fjerne det meste af den understøttende undervisning, og det ser jeg frem til, at vi får besluttet her i starten af det nye år«.

LÆS OGSÅSkoleleder: Det kan ende med den rene »skoleshopping«

Hvorvidt mulighederne for at justere inden for loven skal følges op med en egentlig dispensationsansøgning, er endnu ikke besluttet, siger Claus Clausen:

»Vi afventer, hvilket svar Frederiksberg får. Det kan åbne op for flere andre kommuner og dermed måske gøre viften af muligheder bredere, for alt andet lige bør kommunerne behandles ens«.

Når Frederiksberg Kommune som den første går imod folkeskolereformen, er det med opbakning fra byrådets Venstre-medlemmer. Det på trods af, at et af partiets tre byrådsmedlemmer, Jan E. Jørgensen, også sidder i Folketinget for Venstre, hvor partiet og dermed regeringen står vagt om skolereformen.

LÆS OGSÅ Vi ser YouTube og musikvideoer

»Nu er det vedtaget i budgettet, og så bakker vi selvfølgelig op, når det er en fælles beslutning. Men det er jo ikke vores idé, og vi synes også, at det er tidligt at gå ud og skabe forvirring om skolereformen«, siger Jan E. Jørgensen.

På Frederiksberg er det Liberal Alliances medlem af byrådet Laura Lindahl, der også sidder i Folketinget, der stillede forslag om at søge dispensation. I modsætning til Jan E. Jørgensen er Laura Lindahl dog helt på linje med sit partis officielle politik. Beslutningen om at søge dispensation hos Undervisningsministeriet er en konsekvens af budgetaftalen fra kommunen,. Her var det meget vigtigt for LA at få forslaget om en ansøgning skrevet ind i aftalen, og Konservative, der også på Christiansborg er imod skolereformen, bakkede op. Konfronteret med, at forslaget vel ikke var blevet til noget uden Venstres stemmer i byrådet, svarer Jan E. Jørgensen: »Nej, det kan du sige, men at lægge et budget er kompliceret, og man kan ikke få sin vilje på alle punkter som et lille parti med tre mandater«.

Redaktionen anbefaler

Visionen med skolereformen var højnet faglighed og mindre social ulighed

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce