Annonce
Annonce
Uddannelse

Kraka: Danske ungdomsuddannelser er langtfra forgyldte

Udgifterne til danske ungdomsuddannelser ligger under OECD-gennemsnit.

Danske gymnasier og erhvervsuddannelser har færre penge per elev end gennemsnittet i OECD og lander samlet på en 24.-plads efter lande som Mexico og Slovenien.

Mens Danmark ligger over OECD-gennemsnit på en opgørelse over de enkelte landes udgifter til ungdomsuddannelser som andel af bnp, tager vi et ordentligt dyk ned ad listen, hvis antallet af elever tages med i regnestykket.

Det viser en analyse fra tænketanken Kraka, som rammer en pæl gennem myten om, at danske ungdomsuddannelser er forgyldte i international sammenhæng. Tallene for, hvor mange penge per elev til lærerløn, bøger og andre udgifter institutionerne har, kommer, samtidig med at rektorer og uddannelsesledere nu skal finde ekstra 2 procent på budgetterne for at leve op til finanslovens grønthøsterbesparelser.

Kraka: Regeringens argument holder ikke

»Regeringens argument for at skære i udgifter til ungdomsuddannelserne er, at Danmark er placeret højt internationalt set. Det holder simpelthen ikke. Om det så er en god idé at skære på uddannelserne eller ej, er i sidste ende et politisk spørgsmål. Når man skærer i uddannelserne, får man selvfølgelig flere penge til andre ydelser – såsom ældre og sundhed – men man skærer også i det, vi skal leve af i fremtiden, og det vil sænke produktiviteten«, siger Nicolai Kaarsen, der er økonom i Kraka og har lavet analysen.

Anne-Birgitte Rasmussen, formand for Danske Gymnasier, genkender billedet. »Det svarer meget godt til det indtryk, vi har, når vi er rundt og se ungdomsuddannelser i andre lande. Det er ikke, fordi vi i Danmark har særligt fine forhold eller små hold«, siger hun.

Regeringens argument for at skære i udgifter til ungdomsuddannelserne er, at Danmark er placeret højt internationalt set. Det holder simpelthen ikke

Nicolai Kaarsen, økonom, Kraka

LÆS OGSÅ Regeringen vil spare milliarder på uddannelse

Som det er nu, rækker pengene til at finansiere god og kvalificeret undervisning, mener hun, men besparelserne kan gøre det svært fremadrettet.

»På det sigte er vi bange for, at vi kommer til at sagte agterud i forhold til andre lande«, siger hun og påpeger, at gymnasierne i forvejen i forvejen har høstet fordele af det stigende elevtal.

»Men der er også en grænse for, hvor meget vi kan lægge sammen, hvis vi skal have en regional spredning, og hvis man gør institutionerne for store, taber man også eleverne«, siger hun.

Erhvervsskoler: Har rationaliseret i flere år

I Danske Erhvervsskoler bakker direktør Lars Kunov op. »Det kommer ikke bag på mig, at vi ligger langt nede. Vi har igennem en årrække rationaliseret driften ganske voldsomt og reduceret antallet af institutioner betragteligt«, siger han og konkluderer: »Diskussionen om, hvorvidt vi har et sindssygt dyrt uddannelsessystem, holder ikke«.

Selv om uddannelserne kan fusionere og effektivisere og på den måde spare penge, er der dog også en sammenhæng mellem udgifter per elev og kvaliteten, vurderer Arnt Vestergaard Louw, forsker ved Center for Ungdomsforskning.

»Institutionerne er jo afhængige af deres driftsbudget. De er mere eller mindre selv ansvarlige for, hvordan de fordeler pengene, men det er klart, at jo større en pose de har, vil det alt andet lige give mere kvalitet i kerneydelsen på skolen«, siger han. Han oplever, at uddannelsesinstitutionerne løber stærkere og stærkere for at sikre kvaliteten.

LÆS OGSÅUddannelsesledere: Milliardbesparelser rammer de svageste

Uddannelsesforsker Palle Rasmussen fra Aalborg Universitet påpeger dog, at der kan være flere andre parametre, der også har indflydelse på landenes placering i en sammenligning.

»Forskellen i udgiftsniveauer har også noget at gøre med, hvordan uddannelsessystemer og finansiering er organiseret, og det er vældig tricky«, siger han.

---------------------------

Rettelse: I en tidligere vesion lød overskriften 'Gymnasier får færre penge per elev end i Mexico', men det er forkert: der bruges betydelig flere penge per elev herhjemme. Men Mexico bruger en større dele af sit bruttonationalprodukt per indbygger på området.

Redaktionen anbefaler

Gymnasieelever og lærere raser over besparelser

Ungdommen kommer til at betale for politiet, lyder kritik fra både elever og lærere, der især er vrede på S.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce