Annonce
Annonce
Uddannelse

Københavns Universitet skærer 500 stillinger væk

7 procent af universitetets stillinger nedlægges i stor fyringsrunde.

Mere end 500 undervisere, forskere og administrative medarbejdere kan se frem til en afskedigelse fra Københavns Universitet (KU).

209 personer får en fyreseddel, mens 323 stillinger nedlægges eller opsiges gennem frivillige fratrædelser, oplyser universitetet i en pressemeddelelse. Det svarer til 7 procent af det samlede antal medarbejdere.

Derudover vil universitetet i de kommende år uddanne 10 procent færre ph.d.er, og det vil få konsekvenser på sigt, mener rektor Ralf Hemmingsen.

»Dermed skærer vi i forskningens livsvigtige fødekæde. Det vil kunne ses på Danmarks forskningsevner om 5-10 og 20 år«, siger han i pressemeddelelsen.

Konsekvens af finanslov

Ifølge universitetet udspringer fyringsrunden direkte af finansloven.

Nedlagte stillinger

Hver fjerde stilling, der forsvinder, er en forsker.

Fyringsrunden sker 9.-11. februar 2016, hvor berørte medarbejdere bliver indkaldt til partshørings-samtaler og varslet om påtænkt afskedigelse.

Antallet af nedlagte stillinger svarer samlet set til 7,4% af medarbejderstaben. Fordelt på fakultetsniveau svarer det til:

  • Samfundsvidenskab 5,8 %
  • Jura 7,1%
  • Teologi 13,2%
  • Sundhedsvidenskab 6,6%
  • Naturvidenskab 7,6%
  • Humaniora 8,7%
  • Fællesadministrationen 8,1%

Kilde: Københavns Universitet

Universitetet mister ifølge egne beregninger 300 millioner kroner om året på grund af den såkaldte grønthøsterbesparelse på uddannelse, en besparelse på statens forskningsreserve og en særlig huslejeregulering på et nyt byggeri på Amager, som KU lejer af staten. Omkring halvdelen af besparelserne finder KU på administration, mens den anden halvdel skal findes på uddannelse og forskning.

LÆS OGSÅRegeringen vil spare milliarder på uddannelse

»Det er et stort tab af viden og kompetencer at miste så mange gode medarbejdere. Vi har fundet den største del af besparelserne på administration og service i et forsøg på at skåne uddannelse og forskning mest muligt. Men det betyder samtidig, at vigtige støttefunktioner omkring de studerende, forskerne og underviserne vil bortfalde eller blive udført i mindre omfang«, siger Ralf Hemmingsen.

Når de i alt 532 stillinger er afviklet, er de 300 årlige millioner fundet, oplyser universitetet, der dog ikke føler sig sikker på økonomien fremadrettet. Fra 2019 forventer man at skulle spare 500 millioner om året.

I øjeblikket arbejder regeringen på et nyt bevillingssystem, der skal ændre den måde, de videregående uddannelser bliver tildelt penge på. Derudover betyder fremdriftsreformen, der skal få de studerende hurtigere igennem studierne, at universitetet kan få en kontant bøde, hvis ikke det lykkes at bringe studietiden ned.

13 truede fag

Derfor kan der komme flere besparelser.

»Københavns Universitet har trods mange års nedgang i tilskud til uddannelse formået at holde en stabil økonomi takket være en stabil basisbevilling, et højt forskningsniveau og ved at få flere eksterne midler til universitets aktiviteter. Denne økonomi er desværre nu blevet ændret radikalt. Og politisk er der ikke skabt sikkerhed for vores budgetter i 2019. Vi kommer derfor til at skære ind til benet nogle steder. Vi gennemgår nu hele organisationens måde at løse opgaver på. Og vi vil se fakulteter, der må foretage yderligere tilpasninger som følge af den lokale udvikling i indtægter og omkostninger«, siger Ralf Hemmingsen.

POLITIKEN MENERFornuften smelter på Københavns Universitet

Denne første sparerunde går hårdest ud over universitetets største fakulteter, det naturvidenskabelige og det sundhedsvidenskabelige, der tilsammen skal finde mere end 330 stillinger.

På humaniora skal man finde 90 stillinger. Netop humanioras fag har været i fokus den seneste tid, efter at universitetet for et par uger siden meldte ud, at det overvejer helt at lukke 13 mindre fag, der på grund af få studerende og højt frafald er en økonomisk dårlig forretning.

LÆS OGSÅBrev til studerende: Din uddannelse lukker for nye studerende

I første omgang er der lukket for optaget på disse fag, der blandt andet tæller eskimologi, finsk og klassisk græsk, og i løbet af de kommende uger vil universitetet beslutte, hvorvidt de skal droppes helt.

Ødelægger grundlaget

Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd, er bekymret over KU's beslutning.

»Kvaliteten bliver sænket. Barren for, hvad vi kan regne med af feedback og timetal, bliver sænket markant«, siger hun og peger på, at CBS også har nedlagt mindre fag, og at der også har været fyringsrunder på RUC.

LÆS OGSÅUniversiteterne får færre penge til flere studerende

Hun retter skytset mod uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V).

»Det er åbenlyst for enhver, at det ikke er rigtigt, når ministeren siger, at man kan spare milliarder på uddannelse, uden det går ud over kvaliteten. Han er i gang med at ødelægge grundlaget for vores uddannelser«, siger hun.

Esben Lunde Larsen ønsker ikke at kommentere universitetets spareplan.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Kommentar: Det er en katastrofe at lukke uddannelse

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce