Internet under eksamen er en succes

Danske gymnasieelever har som de første i verden brugt internet under deres skriftlige eksaminer.

Uddannelse

Elever på 14 udvalgte almene gymnasier og handelsskoler skrev i maj 2010 historie, da de som de første i verden måtte bruge internet under deres skriftlige eksamener. I en afsluttende rapport fastslår projektets følgegruppe, at forsøget er en succes.

Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) er glad for gruppens konklusioner.

»Forsøget viser, at brug af internet under eksamen har en lang række positive effekter. Derfor har vi foreløbigt forlænget forsøgsperioden til også at omfatte sommereksamen 2011«, siger undervisningsminister Tina Nedergaard (V).

Stor international interesse Forsøget har været fulgt med stor interesse internationalt.

Følgegruppen har fulgt forsøget siden starten i januar 2008.

En af gruppens konklusioner er, at fagenes studieforberedende sigte er blevet styrket, og at besvarelserne giver et retvisende billede af elevernes faglige niveau.

Gruppen anbefaler, at forsøgsordningen fortsætter med de hidtidige seks forsøgsfag og en række nye fag.

Undervisningen får et kvalitetsløft

Gruppen vurderer endvidere, at interneteksamenerne afprøver centrale kompetencer hos eleverne og er velegnede til at evaluere, om eleverne opnår fagenes mål.

Forsøget betyder, at eleverne kan eksamineres i væsentlige it-kundskaber og anvende levende billeder og lyd i opgaverne.

Både elever og lærere fremhæver, at forsøget giver undervisningen et kvalitetsløft med mere tidssvarende undervisning, bedre mulighed for at udnytte forskellige læringsstile og større fokus på fagenes bredde og dybde, skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Internationalt har forsøget været fulgt med stor interesse.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden