Læsecamp. Louise Weber heglede sin let ordblinde søn Bertram gennem mere end et års hjemmeskole. Nu skal han have en ny dosis på to ugers camp. Foto: Nanna Navntoft

Læsecamp. Louise Weber heglede sin let ordblinde søn Bertram gennem mere end et års hjemmeskole. Nu skal han have en ny dosis på to ugers camp. Foto: Nanna Navntoft

To ugers læsecamp skal løfte skoletrætte drenge

Turbodrenge kapitel 1. Bertram Webers mor indrettede hjemmet som en læsetræningslejr. Det hjalp. Men ikke nok. Nu er han på en skrappere én. Sammen med Younez og 100 andre drenge.

Uddannelse

De hang overalt i lejligheden. Lapper med staveord. I køkkenet, i stuen, på Bertrams værelse. For her herskede mor-pædagogikken.

I mere end et års tid var Louise Weber sin søn Bertrams nok hårdeste lærer. Og den kærligste.

»Men det var godt nok ikke sjov«, husker Bertram om den undervisningsmæssige stroppetur for fire år siden.

I denne uge og næste er 14-årige Bertram Weber sammen med godt 100 jævnaldrende drenge på læsestroppetur igen. For især i 7. klasse har han »nok slappet lidt for meget af«, som den unge mand selv udtrykker det. Denne gang varer det dog kun to uger. Til gengæld skal Bertram igennem en superkomprimeret omgang terperi fra morgen til aften afbrudt af fysiske udfoldelser.

På et såkaldt turboforløb på KøbenhavnerAkademiet er Bertram på en camp i Helsingør for drenge med faglige udfordringer, hvor de i lyntempo skal rykke frem i skolegeledderne.

KøbenhavnerAkademiet drives af Københavns Kommune, er inspireret af erfaringerne fra Løkkefondens DrengeAkademi og blev afviklet første gang sidste år. Der er endnu ikke sikre resultater, men foreløbige målinger viser, at drengene på de 13 dages camp kan flytte sig 2,9 læringsår i læsning, 1,7 læringsår i stavning og 2,5 læringsår i matematik.

Campen skal gerne få Bertram til at tro mere på sig selv i 8. og 9. klasse, der jo er befængt med prøver og eksamener og mange lektier. Hvis ikke han retter sig, kan det blive hårde år for skoletrætte Bertram, der næsten aldrig rækker hånden op i timerne på Grøndalsvænge Skole.

Han øvede og græd og øvede og græd.

Staveord på toilettet

Allerede i de tidlige skoleår var der visse tegn på indlæringsvanskeligheder hos Bertram. I 4. klasse fik han en ny dansklærer, og det førte til et øget fokus på Bertrams åbenbare problemer med at følge med i dansk.

»Bertram var så stresset, især når han skulle have diktat. Han øvede og græd og øvede og græd«, husker Louise Weber.

Mistanken om let ordblindhed blev bekræftet. Og så kom det, som Louise Weber selv kalder »en led omgang«: Hun, der selv er uddannet pædagog, besluttede at give ham ekstra opgaver derhjemme med en halv til en hel times læsning. Hver dag. Memoryspil. Ordlege. Scrabble. Ordkort. Biblioteksbøger i stabelvis: ’Mio min Mio’, ’Gummitarzan’, ’De 5’, bunker af Bjarne Reuter.

»Nogle gange kom vi ved en fejl til at låne nogen bøger, vi allerede havde læst. Men vi tog dem alligevel«.

Der hang staveords-lapper overalt. Også ude på toilettet: »Når vi havde gæster, kunne de sidde derude og øve alfabetet og være bedre til at stave, når de kom ud igen«, griner Louise Weber.

ELLEN TRANE NØRBY:

Lokkemaden til Bertram kunne være en pakke fodboldkort. Eller tilladelse til at være længe oppe. Eller en pose Matadormix. Bertram var ikke motiveret. Der blev både grædt og råbt højt nogle gange, og både Bertrams lillebror og storebror holdt sig klogeligt lidt på afstand.

»Men Bertram var sej. Han brød sig jo dybest set heller ikke om at have en lærer over sig hele tiden henne i skolen. For det fik ham jo til at føle sig dum-agtig. Det ville han lave om på«, som moderen siger.

Øvelserne derhjemme hjalp. Så meget, at han gik fra at have måske hvert andet staveord forkert til at lave meget få fejl. Men så opstod et nyt problem.

»Fik han så alligevel en fejl, blev han helt utrøstelig. Og selv om vi sagde pyt med det, kunne han ikke rumme at begå fejl. Selvværdet var gået helt i bund«.

Louise Weber lægger ikke skjul på, at hun egentlig er modstander af de nationale tests af folkeskolens elever i 6. klasse. Men for hende og Bertram blev det alligevel en forløsning. De husker begge den dag, da de skulle have resultatet af testen at vide. De sad sammen med læreren og kiggede på computerskærmen: Bertrams læseniveau var gået fra at ligge langt under middel til at være over. De sad der alle sammen. Bertram og hans mor, dansklæreren, matematiklæreren. Med tårer i øjnene.

»Det var edderdylme sejt, Bertram. Alle vidste, at du havde knoklet, men ingen havde troet, at den ville bone så godt ud«, siger hun med et tindrende blik til sin søn.

Bertram husker også lettelsen: »Jeg var glad for, at jeg havde fået noget ud af at lave alle de ekstra opgaver. Det var jo været hårdt for mig i den alder«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu tør han sige ’tør’

I 7. klasse fik Bertram lov for at slippe for ekstra læsearbejde derhjemme. Men det er et bekymringspunkt på hans skole, at han stort set aldrig rækker hånden op i klassen og fagligt sakker agterud. Når nu Bertram ellers er en socialt vellidt knægt, der ikke laver ballade, er der ekstra ærgrelse over, at han skal have de nederlag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Så da tilbuddet om en plads på KøbenhavnerAkademiet kom, betænkte de sig ikke længe i det weberske hjem. Bertram ved jo fra dengang, hans mor hersede med ham i 4.-5. klasse, at en ekstra indsats kan gøre en forskel. Inden starten på lejren var Bertram på introdag om campen, og da han kom hjem, skete der noget forbløffende, siger hans mor: »Han sagde for første gang nogensinde højt, at han håber at komme til at turde at række hånden op i skolen bagefter. Det ord – ’tør’ – har han aldrig brugt om sig selv før«.

Og så skynder hun sig at tilføje: »Alle skal ikke rende rundt med 12-taller, og det kommer Bertram heller ikke til. På mange måder er det også fløjtende ligegyldigt, når bare han trives og er glad. Men det er kedeligt at være Bertram lige nu. Skolen er dødssyg for en, der har svært ved at følge med«.

Giv mig mental styrke

I Bertrams parallelklasse går Younez Valizadeh. Han glæder sig ligesom Bertram også »rigtig meget« til campen. Introdagen gjorde et dybt indtryk på den 14-årige unge mand: »De spillede musik op til møderne, hvor vi skulle briefes. Det var meget anderledes. Det kunne jeg godt lide«.

Jeg kunne godt bruge lidt mere mental styrke

Younez synes, at lærerne på campen virkede meget positive og energiske. Det gjorde indtryk. Younez vil gerne være en bedre læser. Og være bedre til matematik. Og få nye kammerater. Og være bedre til at koncentrere sig.

»Det er jo ikke altid, at jeg er så opmærksom i timerne. Jeg kunne godt bruge lidt mere mental styrke«, lyder Younez’ selvanalyse. Han vil gerne lære at »tænke mere over opgaverne »i stedet for at stresse helt ud«.

Yonez, hvis forældre er afghanske flygtninge, taler flydende dansk, men han støder alligevel somme tider på ord, han ikke kender. Og så går han tit i stå. I andre fag klarer han sig fint. Tysk og idræt, geografi og naturfag. Og engelsk. Besværet med matematikken betyder, at Younez ofte ikke rækker hånden op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg vil jo ikke vise mine klassekammerater, at jeg ikke har så nemt ved det«.

Campen med dens energisk lærere og hårdtpakkede program kan måske minde en smule om en militær træningslejr?

»Ja« svarer Yonez beredvilligt.

Han er parat.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce