Det norske stortalent Magnus Carlsen startede sin skakkarriere i skolen. Her er det Skolernes Skakdag på Lindehøjskolen i Herlev.
Foto: Jacob Erhbahn

Det norske stortalent Magnus Carlsen startede sin skakkarriere i skolen. Her er det Skolernes Skakdag på Lindehøjskolen i Herlev.

Guf for hjernen: Skak gør børn bedre i skolen

Det kvadratiske brætspil storhitter på mange danske skoler. Både den norske verdensmester og vores danmarksmester begyndte med skoleskak.

Uddannelse

Der bliver flyttet godt med skakbrikker ude på landets skoler. Og tendensen har været stigende de senere år.

Det oplyser Dansk Skoleskak, som er en frivillig børne- og ungdomsorganisation. Organisationen uddanner lærere og pædagoger i, hvordan de kan bruge skak som en del af undervisningen.

Interessen fra skolerne er blevet større og større de senere år. Særligt efter folkeskolereformen, der trådte i kraft i sommeren 2014, hvor skak mange steder bliver brugt i matematik eller den såkaldte 'understøttende undervisning', der blandt andet bruges til at gøre skoledagen varieret. Samtidig afholdes der hvert år Skolernes Skakdag, hvor flere hundrede skoler deltager.

:

Dansk Skoleskak har netop opdateret deres tal og kan fortælle, at omkring 500 grundskoler er medlem af organisationen, herunder cirka hver tredje folkeskole. Især i indskolingen og på mellemtrinnet er skak populært.

»De skoler driver skak i dagligdagen typisk via lærerkrafter, som vi har uddannet. Vi har især i de seneste år oplevet en efterspørgsel fra skolerne, hvor vi så uddanner lærere og pædagoger. Og når en mediedarling som Magnus Carlsen klarer sig godt, så kan vi også mærke en øget efterspørgsel«, siger Mikkel Nørgaard, der er programleder i Dansk Skoleskak.

Norsk VM-mester for tredje gang

Onsdag aften dansk tid vandt 26-årige nordmand Magnus Carlsen VM i skak i New York over russeren Sergey Karjakin og blev dermed verdensmester for tredje gang.

LÆS MERE:

En af Magnus Carlsens største kvaliteter er, at han »spiller på en måde, som man ikke havde forventet«.

Det fortæller den 21-årig Mads Andersen, der er danmarksmester i skak. Han har spillet skak, siden han var 7 år gammel og spillede mod Magnus Carlsen, da Mads Andersen selv var 10 år, men måtte se sig slået.

»Han tænker bedre end de fleste og har en meget flot stil at se på. Og så husker han exceptionelt godt og er analytisk minded«, fortæller Mads Andersen og tilføjer, at en af de vigtigste egenskaber, man skal have som skakspiller er, at kunne lide »at fordybe sig i en stilling«.

Både vores egen danske mester og verdensmesteren begyndte med at spille skak i skolen. Derefter udfoldede deres talenter sig, og da Magnus Carlsen var blot 9 år gammel, måtte hans far, der er ingeniør, sande, at han ikke længere kunne vinde over sin søn.

30 procent bedre til matematik

Men skak kan meget mere end at være sjov og underholdning. Skak kan faktisk gøre elever bedre i skolen, viser blandt andet dansk forskning, der blev afsluttet sidste år.

Dansk Skoleskak, Aarhus Kommune og Trygfondens Børneforskningscenter samarbejdede om at undersøge, hvilke effekter skoleskak har på børns matematikevner. På fem århusianske skoler deltog 31 klasser og mere end 600 elever.

Godt to tredjedele af klasserne fik erstattet 21 matematiktimer med skoleskak, mens de resterende klasser fungerede som kontrolgruppe i forsøget.

Efter ti måneder viste det sig, at eleverne i de klasser, der havde spillet skak, havde op mod 30 procents større fremgang i matematik sammenlignet med de klasser, der ikke har haft skak.

Skak er godt for nysgerrigheden

Forskningschef og skoleforsker ved VIA University College, Andreas Rasch-Christensen, var involveret i projektet.

Han fortæller, at også international forskning viser, at skak kan gøre børn bedre i skolen.

»Udover at understøtte elevernes matematiske kompetencer, kan vi se internationalt, at det også understøtter nogle bredere kompetencer som vedholdenhed, analytiske kompetencer, nysgerrighed og koncentration. Så man kan sige, at skak understøtter elevernes videre færd igennem uddannelsessystemet«, siger forskeren.

Han anbefaler alle landets skoler at inddrage skak i undervisningen. Men ikke som et isoleret forløb på en uge eller to. Det skal forankres i den daglige undervisning, hvis det skal have en effekt.

»Det skal ikke fungere som et særskilt element. Skolerne skal forankre det i forbindelse med fagene, som en måde at variere undervisningen på, og ikke kun i matematik«, forklarer Andreas Rasch-Christensen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce