Folkeskoler vs. privatskoler - debatten om forholdene kører efter opråb fra to skoleledere.
Foto: Martin Lehmann (arkiv)

Folkeskoler vs. privatskoler - debatten om forholdene kører efter opråb fra to skoleledere.

Uddannelse

SF-forslag: Straf de frie grundskoler, der undgår udsatte elever

Ny tilskudsmodel skal få friskoler og privatskoler til at tage mere socialt ansvar. Både S, V og R er åbne for ideen.

Uddannelse

Friskoler og privatskoler, der har udsatte børn på elevlisten, skal fremover have mere i tilskud fra staten. Skoler, der ingen udsatte elever har, skal derimod have færre penge fra staten, end de får i dag.

Det er kernen i et beslutningsforslag, som SF fremsætter inden længe i Folketinget. I dag får de frie grundskoler, herunder friskoler og privatskoler, 75 procent i tilskud fra staten, og det er den procentsats, der med en socioøkonomisk model vil blive lavere eller højere alt efter skolens elevgruppe.

»Et udsat barn skal give mere i tilskud end et ressourcestærkt barn. Man skal sænke tilskuddet ret drastisk for de skoler, der ikke har udsatte elever, og hæve det drastisk for dem, der har. Det skal kunne mærkes økonomisk«, siger Jacob Mark, undervisningsordfører for SF.

Det, jeg er på jagt efter i det her spil, er de skoler, der fralægger sig det sociale ansvar

Staten bruger i dag godt 5 milliarder kroner om året på de frie grundskoler. Når samfundet bruger »så mange penge«, skal de tage samme sociale ansvar som folkeskolerne, mener Jacob Mark:

»Ellers skaber du ulige konkurrencevilkår og ender med at have A- og B-hold. Jeg ved godt, at der er friskoler, der løfter et socialt ansvar i dag, men mange privatskoler gør ikke. Det overlader næsten hele inklusionsopgaven med udsatte børn til folkeskolen. Jeg siger det helt åbent: Det, jeg er på jagt efter i det her spil, er de skoler, der fralægger sig det sociale ansvar, vælger og vrager mellem børn og kun tager de ressourcestærke«.

Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, siger, at hvis strømmen mod de frie grundskoler fortsætter, er der behov for at se på, hvilke krav samfundet stiller til skolerne. »De får rigtig mange penge i statsstøtte, og vi er kommet til et punkt, hvor friskoler og privatskoler ikke længere er et alternativ til folkeskolen, men et konventionelt tilbud. Folkeskolelederne får altid at vide, at de ikke gør det lige så godt som privatskolerne, men de har også nogle andre vilkår«, siger han og tilføjer, at mange friskoler dog tager et stort socialt ansvar i forhold til udsatte børn.

Samtidig problematiserer han, at friskoler og privatskoler nemt kan skille sig af med elever, som folkeskolen så skal tage:

»Det er for nemt at trække det kort. Det er nogle andre vilkår end i folkeskolen, hvor vi skal tage os af alle«. SF’s forslag modtages blandet på Christiansborg. S er dog meget positive. »Fri- og privatskolerne skal tage et større socialt ansvar, og derfor vil vi gerne være med til at diskutere det nærmere«, siger undervisningsordfører Annette Lind.

Liberal Alliance er lodret imod, Dansk Folkeparti problematiserer, at de arabiske privatskoler så vil få »læssevis af midler«, hvilket partiet ikke vil være med til. Radikale Venstre er åbent over for forslaget, men mener, at kommunerne også har et ansvar for, at flere udsatte elever kan komme i en fri grundskole. Venstre forholder sig »positivt, men afventende«.

»Vi skal se på, hvordan vi sikrer inklusion på de frie grundskoler, for nogle skoler kan ikke selv dække omkostningerne for et barn. Det vil være oplagt, hvis friskolerne selv kan komme med et oplæg til en fordelingsmodel af ressourcerne«, siger undervisningsordfører Anni Matthiesen.

I Dansk Friskoleforening ser formand Peter Bendix Pedersen også positivt på forslaget. Han påpeger dog, at der allerede sker en omfordeling af midler i forhold til skolernes størrelse og for skoler, der har elever, som får specialundervisning i mere end 12 timer om ugen.

»Det lyder som en rigtig stor øvelse, men det er vigtigt, at vi får pengene hen til de skoler, der har elever med udfordringer. Det har jeg altid sagt«, siger han.

Karsten Suhr, formand for Danmarks Private Skoler, ser hellere, at hans skoler opretter flere fripladsordninger. De frie grundskoler er i 2017 sat 2 procentpoint op i tilskud, og her kan pengene findes:

»Vi har skrevet til vores skoler og opfordret dem til at bruge en del af de penge på fripladser til de udsatte børn. Men jeg kan jo ikke bestemme, at de skal gøre det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce