SU. Det er den private forening Axcelfuture, som har nedsat ekspertpanelet. Fra panelet foreslås det at man laver SU'en på kandidater om til rentefri lån og ikke stipendier, som det er nu. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

SU. Det er den private forening Axcelfuture, som har nedsat ekspertpanelet. Fra panelet foreslås det at man laver SU'en på kandidater om til rentefri lån og ikke stipendier, som det er nu. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

Ekspertgruppe: Tag SU'en fra kandidater på universitetet

Færre skal tage en kandidatgrad, og studerende skal selv finansiere deres udgifter undervejs, lyder det i analyse, der fredag fremlægges for ministre, rektorer og erhverv.

Uddannelse

SU’en på kandidatuddannelserne skal laves om fra stipendier til et rentefrit lån, som de studerende kan tage på sidste del af deres uddannelse. Det vil gøre kandidatgraden til et aktivt tilvalg frem for en selvfølge for de tusindvis af studerende på landets universiteter.

Der er brug for, at de i højere grad træffer et valg

Sådan lyder det fra et ekspertpanel, der fredag fremlægger syv omfattende anbefalinger til en radikal nytænkning af hele uddannelsessystemet på en konference, hvor ministre, rektorer og topfolk fra erhvervslivet deltager.

I dag er der alt for meget spild, hvor folk ikke bruger deres uddannelse relevant, lyder det.

»SU-systemet giver ikke tilstrækkelige incitamenter til, at de studerende går efter en eller anden form for beskæftigelse«, siger Carsten Koch, der er formand for Beskæftigelsesrådet og sidder i spidsen for ekspertpanelet.

»Der er brug for, at de i højere grad træffer et valg. Vil de uddanne sig videre for lånte penge, eller vil de ud og tjene nogle penge«, siger Carsten Koch.

Panelet tæller blandt andre også Jørgen Søndergaard, tidligere formand for SFI, Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning hos Novo Nordisk. Det er nedsat af den private forening Axcelfuture, der analyserer investeringers betydning for vækst og arbejdspladser i Danmark.

En anden anbefaling lyder, at færre overordnet set skal tage en kandidatuddannelse, og at der skal være en hårdere styring med, hvilke uddannelser de unge vælger. 28 procent af en ungdomsårgang tager en lang videregående uddannelse. Men efterspørgslen er ikke stor nok, og det har konsekvenser for kvaliteten på universitetsuddannelserne, konkluderer ekspertgruppen. Den foreslår, at andelen bevæger sig ned mod 20 procent.

»Der er skruet meget op for optaget, og de unge har i vid udstrækning selv været med til at bestemme, hvor de gerne vil ind«, siger Stina Vrang Elias, der er administrerende direktør i tænketanken DEA og en del af ekspertpanelet.

Tre milliarder kroner kan spares

Ved at omlægge SU på kandidatdelen kan man spare op til tre milliarder kroner årligt, viser ekspertgruppens analyse. De penge bør investeres i bedre uddannelseskvalitet, for også her er der grund til bekymring. Derudover foreslår panelet at afskaffe den udskældte fremdriftsreform, der i deres øjne er for bureaukratisk for universiteterne.

På Københavns Universitet understreger rektor Ralf Hemmingsen, at pengene skal blive i sektoren, hvis SU’en laves om.

»Det afgørende er, at man ser på SU’en i sammenhæng med, hvordan vi får topkvalitet ud af systemet«, siger rektoren.

Vi har verdens mest generøse SU-system. Det er naturligt, at det er til debat

Færre studerende og justering af studieoptag har han ikke noget imod:

»I øjeblikket opererer vi selv med at lave et minimumskrav på karakteren 6. Det vil medføre en nedgang i antallet af studerende«, siger han.

I Dansk Industri er underdirektør Charlotte Rønhof positivt stemt over for panelets anbefalinger, for »der er en indlysende skævhed i SU-systemet«.

Uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) kalder i et skriftligt svar panelets anbefalinger for »interessante«:

»Vi har verdens mest generøse SU-system. Det er naturligt, at det er til debat«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce