Flere af landets efterskoler holder mobilfri opstart, så eleverne kan komme tættere på hinanden.
Arkivfoto: Boll Ivan Riordan

Flere af landets efterskoler holder mobilfri opstart, så eleverne kan komme tættere på hinanden.

Efterskoleliv

Flere efterskoler har mobilfrie introdage

Nye efterskoleelever er glade for, at mobilen ikke må være med de første dage. Forsker kalder det et positivt eksperiment, hvor skolerne skaber en »kunstig virkelighed«.

Efterskoleliv

På værelset. I spisesalen. Til morgensamlingen. I lommen. Ingen steder er den at finde. Mobiltelefonen.

Flere efterskoler landet over holder nemlig mobilfri opstart, hvor eleverne ikke må have mobiltelefoner i 1 til 4 uger. Det viser en rundringning, Politiken har foretaget til 11 efterskoler. På 6 af dem er der forbud mod mobiltelefoner.

En af de skoler er BGI Akademiet i det sydvestlige Jylland. Her omfattede forbuddet mod at være online i halvanden uge faktisk også tablets og computere. Selv om det har været noget af en omvæltning for nogle af eleverne på idrætsefterskolen, synes de alligevel, det er en god idé. Især har fraværet af mobiltelefoner har gjort noget ved elevernes første møde med hinanden.

»Jeg har ikke set, hvor mange følere eller likes de har, så man kan ikke dømme hinanden ud fra det på forhånd«, siger 16-årige Auguste Bille fra København. Hun er netop begyndt i 10. klasse på BGI Akademiet. Hun syntes, at det var »skræmmende« at skulle undvære sin telefon. Men nu, hvor introdagene er ovre, har det været en virkelig positiv oplevelse for den unge pige.

Den holdning deler hendes efterskolekammerat Niclas Skødt. Han blev ved med at stikke hånden i lommen efter telefonen. Men det var forgæves.

»Det kan være ret akavet at møde nye folk. Og nu har man ikke engang kunnet gemme sig bag en skærm. Men netop derfor er vi kommet hinanden ved lige fra første dag«, forklarer han. Aarhusianske Niclas Skødt på 16 år er også lige begyndt i 10. klasse på BGI Akademiet.

Angstprovokerende

BGI Akademiet er en idrætsefterskole med 550 elever, hvoraf mange er vant til at bruge meget tid på deres sport. Tid, andre mindre sportsinteresserede unge ellers ville bruge på en skærm, mener skolens forstander, Helle Vestergaard.

Ikke desto mindre vil efterskolen gerne udfordre eleverne på deres forbrug af elektroniske devices. Derfor har beslutningen om, at de unge skulle lade mobiler, tablets og computere blive derhjemme i introdagene, været vigtig for skolens personale.

»De slipper for at skulle opdatere hele tiden. Og det skaber et rum, hvor vi får lov bare at være. For nogle elever er det angstprovokerende, men vi synes, fordelene opvejer ulemperne«, siger Helle Vestergaard.

Efter introperioden skal mobiltelefonen i dagtimerne blive i elevhusene og på værelserne, mens den efter aftensmaden må luftes frit overalt.

Netop refleksionerne over, hvad fraværet af mobiltelefoner gør ved elevernes adfærd, er afgørende. Det mener Søren Schultz Hansen, der er ekstern lektor i digital kommunikation på Copenhagen Business School og forfatter til flere bøger om de såkaldt digitale indfødte.

»Hvis man uden at reflektere over det indfører det som en afmagt over for mobiltelefonen som forstyrrende element, så kan man ikke håndtere virkeligheden«, siger han.

I kølvandet på det er det vigtigt, at skolerne er klar over, at de med deres mobilfri opstart skaber en kunstig virkelighed. For sådan hænger det jo ikke sammen andre steder i samfundet, understreger Søren Schultz Hansen.

De unge er vokset op med, at nærvær er uafhængigt af rum, mens vi andre gamle er vant til, at nærvær handler om fysisk tilstedeværelse

Men den kunstige virkelighed er ikke en dårlig ting. Tværtimod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For når skolerne eksperimenterer med mobilfrihed, kan det skabe et rum med plads til en anden type nærvær.

»De unge er vokset op med, at nærvær er uafhængigt af rum, mens vi andre gamle er vant til, at nærvær handler om fysisk tilstedeværelse. At man er tæt på hinanden fysisk. Den type nærvær skal de unge også præsenteres for. Og det er lige netop det, mobilfri zoner kan«.

Mobiler tilladt

Ifølge Søren Schultz kan de mobilfrie introdage ses som et eksperiment, hvor man kan prøve nogle grænser af og få erfaring med, hvordan det er ikke at være online. Hvordan det er ikke at kunne gemme sig bag en skærm. Erfaringerne kan man bruge til at gøre eleverne opmærksom på, at det ikke er sundt at være tilgængelig altid.

»For det er uhensigtsmæssigt. Det kan vi både se og måle. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi tackler det, for det er trods alt sådan, virkeligheden er skruet sammen«, understreger Søren Schultz Hansen.

Den virkelighed forsøger Ollerup Efterskole på Sydfyn at indrette sig efter. Her er der nemlig ingen politik om, at telefonen skal afleveres.

»Vi vil gerne være en skole i nutiden. Og mobiltelefoner er en del af nutiden. Derfor er det en del af vores opdragelsesopgave at lære de unge at begå sig – også med en mobiltelefon i lommen«, forklarer forstander Mette Sanggaard Schultz.

På den sydfynske efterskole er det kun ved ganske særlige lejligheder, der er regler for brug af telefon. I spisesalen ligger mobilerne for eksempel i en kurv for enden af bordet.

De regler er eleverne meget tilfredse med, fortæller 16-årige Carl Strunge Dubert. Han mener, at det er elevernes ansvar at styre deres mobilforbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har selv brugt telefonen til at komme ud af en akavet situation. Man er nok lidt hurtigere til at tage den frem, hvis situationen er akavet. Og så går der måske lidt tabt i forhold til noget nærvær«, mener han.

Selv om de fleste elever på Ollerup Efterskole godt kan lade telefonen ligge, er der alligevel et par stykker, som bruger den meget, forklarer Carl Strunge Dubert fra Svendborg, som er begyndt i 10. klasse.

»Det er for eksempel totalt ubehøvlet at være på mobilen, når man spiser. Det er socialt anerkendt blandt eleverne, at hvis man hele tiden er på mobilen, er man lidt nederen. Dette år bliver det fedeste, så hvorfor spilde det med at kigge på YouTube«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Få valg-overblikket i otte grafikker

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet? Hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

    Grafik: Dengang SF kollapsede og DF eksploderede

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet, og hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

Annonce