Annonce
Annonce
Studieliv

40 år senere opfinder Erling stadig nye plastikposer

I 1976 opfandt Erling Vangedal-Nielsen den globale succes isterningeposen. Derefter kom det lange tefilter, frugtposen, salatposen og siddepuden.

Uddan dig til opfinder

Politiken sætter fokus på studerendes gode ideer. Kom med ud i de studerendes værksteder, og mød vidt forskellige opfindere, der har realiseret deres idé eller er godt på vej til det.

Erling Vangedal-Nielsen tager sine briller af, propper den ene stang ned i koppen og rører rundt, så sødemidlet bliver opløst i kaffen.

»Kunne det være en opfindelse? Briller med en teske som stang«, siger han og griner lidt.

Han sidder i en kaffestue i Ishøj, hvor hans virksomhed Unigreen holder til. Bygningen består af få kontorer, et noget større værksted og en endnu større hal til produktion og maskiner. Uanset hvor man kigger hen, møder blikket nogle af de mange produkter, som Erling Vangedal-Nielsen har opfundet i løbet af sin 40 år lange karriere som iværksætter.

Den første idé indfandt sig i 1976, og der kommer stadig flere til.

LÆS OGSÅ SØNDAG Minister: Innovative studerende skal helt ud på det dybe vand

»Jeg kan ikke lade være med at finde på. Det kører hele tiden«, siger han og peger på sit hoved.

På en reol ved indgangen står en skulptur, som egentlig er Erling Vangedal-Nielsens oprindelige svendestykke. ’Faun og nymfe’ hedder skulpturen, der er dateret 5. september 1962, og som markerer afslutningen på hans uddannelse som porcelænsmager.

Tre gode råd

Stædighed, stædighed, stædighed.

Lav en prøve. Uanset hvor primitiv din prototype er, er den bedre end ingenting. Det er vigtigt at have noget konkret at vise, så folk forstår ideen.

Find et behov – opfind noget, som folk ikke vidste, at de havde behov for hjælp til.

I dag laver han ikke længere figurer og forme, og over svendestykket hænger diplomer og billeder af det, der senere skulle vise sig at blive hans endda meget profitable levebrød: opfindelser af plastikposer i alle tænkelige faconer og til alle tænkelige formål. Den første er også den absolut kendteste: isterningeposen.

Isterningepose på finsk

I 1976 var Erling Vangedal-Nielsen i sommerhus med en flok venner. Isterningebakken, der var en del af køkkenudstyret i det lejede hus, kunne kun levere is nok til en enkelt sjus eller to til hver af de fem venner, der nød en flaske whisky, inden de skulle på det lokale disko-dasko.

Mens en ven højlydt irriteret klagede over den besværlige bakke, kom Erling Vangedal-Nielsen i tanke om, at han skulle huske at købe poser, som han skulle bruge i en knivfabrik, han dengang ejede.

LÆS OGSÅ Opfinder: Man skal ikke nødvendigvis dele alle sine ideer med andre

Kombinationen af pose og isterninger fæstnede sig i hans hoved, og da han kom hjem, begyndte han at eksperimentere med at svejse plastik sammen. Efter halvandet år var ’verdensopfindelsen’ på forsiden af Ekstra Bladet, og samme dag – 28. marts 1978 og efter en hektisk slutspurt – solgte Irma den første pose.

Ejendomsmæglere siger beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Jeg siger stædighed, stædighed, stædighed

Erling Vangedal-Nielsen, opfinder

»Man mangler altid isterninger. Det er et brugbart produkt, man havde savnet«, siger Erling Vangedal-Nielsen og viser den første posetype frem. Den ligger sammen med utallige andre farverige poser og æsker, der har været på hylderne de seneste årtier.

Irma var eneforhandler, da posen første gang blev sat i produktion, og i de første 6 uger var isterningeposen udsolgt konstant, husker opfinderen. Og fordi den kun kunne sælges et enkelt sted i Danmark, begyndte han at kigge mod udlandet, der hurtigt viste interesse for hans produkt. Da svogerens nabo skulle til Grækenland, åbnede det en mulighed på det græske marked, og sådan fortsatte det. Canada, Japan og det øvrige Europa var også interesseret, fortæller Erling Vangedal-Nielsen og læser op fra en æske:

»Jääpalapussi. Det er det eneste, jeg kan sige på finsk. Det betyder isterningepose«.

I de første år brugte han omkring 1 million kroner om året på at afholde konkurrenter fra at sende kopiposer på markedet. Et arbejde, der i perioder har stjålet 80 procent af hans arbejdstid, vurderer han.

LÆS OGSÅ Eksperter dumper nationale tests

»Det er ganske utroligt, hvordan folk prøver at snyde dig, når du har en god idé«, siger han.

Derfor er det også stædighed, han nævner som det første gode råd til nye opfindere, for det er hårdt arbejde at gøre en idé til et færdigudviklet produkt, der samtidig er en god forretning.

»Ejendomsmæglere siger beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Jeg siger stædighed, stædighed, stædighed, for det kræver det virkelig«, siger han.

I 1984 solgte Erling Vangedal-Nielsen hele molevitten og flyttede til udlandet, hvor det var mere økonomisk fordelagtigt for ham at slå sig ned. 10 år senere begyndte han at kede sig og vendte tilbage til Danmark, hvor han startede firmaet Unigreen.

Geniale madrasser

I dag producerer Erling Vangedal-Nielsen kun ganske få isterningeposer. Blandt andet i en særlig stor størrelse til Odense Universitetshospital, så de passer bedre i en kande saftevand.

Siden den første opfindelse har han også opfundet et langt tefilter, der ikke ryger ned i koppen, ligesom det er blevet til særlige poser til frugt, salat, burgere og skræller fra grøntsager. Han har også fremstillet et genanvendeligt kaffefilter, der kan skylles efter brug, og som stadig sælger i nogle tusinder eksemplarer i Japan. Det handler om at finde et produkt, som tusindvis af forbrugere ikke vidste, at de manglede.

I dag er fokus mest på madrasser og puder, der i form ligner den oprindelige isterningepose, men som bare er fremstillet i et større format, og som fyldes med luft i stedet for vand. På den måde udnytter han fortsat sin efterhånden store viden om svejsning af plastik. Puderne kan både give varme og gøre det mere mageligt at sidde på eksempelvis en kold stadionstol. Madrasserne kan både bruges på Roskilde Festival og som nødhjælp, forestiller Erling Vangedal-Nielsen sig.

SE TV Fem Piet Hein-opfindelser, du ikke kendte

»Sådan tester vi dem«, siger han og sætter sine støvede fodspor på en blå en af slagsen.

»De kan holde til det meste. Jeg vejer jo ikke så lidt«, fortsætter han, mens han går rundt på madrassen.

Den model har han arbejdet på i et års tid. »Men ideen har jeg haft siden den første isterningepose«, siger han.

»Det er genialt, de fylder ikke noget, og så vejer de kun 300 gram stykket. Det kunne godt blive en fantastisk ting i fremtiden«.

Han er selv over 70, så det bliver formentlig ikke ham, der kommer til at udfolde det store potentiale, som der ellers er i madrasserne, fortæller han. Desuden kan han også godt lide at gå og nørkle med forskellige projekter uden at skulle lægge al sin energi i et enkelt produkt.

»Vi er måske blevet lidt for kreative og laver for mange ting. Det var en bedre forretning, da der var fuldt fokus på isterninger«, siger han.

Redaktionen anbefaler

Dobbelt så mange undervises i gode ideer

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce