Peter Schantz, chef for Ungdommens Uddannelsesvejledning i København, guider dig til at vælge den rigtige vej gennem uddannelsessystemet.
Fotocollage:: Tue Nyboe

Peter Schantz, chef for Ungdommens Uddannelsesvejledning i København, guider dig til at vælge den rigtige vej gennem uddannelsessystemet.

Ungdomsuddannelse

Guide: Her er seks gode råd til dig, der skal til at vælge ungdomsuddannelse

Hvad skal du tænke over, når du står over for at vælge ungdomsuddannelse? Her er seks gode råd fra Peter Schantz, der er chef for Ungdommens Uddannelsesvejledning i København.

Ungdomsuddannelse

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Det spørgsmål bliver de fleste unge konfronteret med på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Og når man står foran valget af ungdomsuddannelse, kan spørgsmålet virke overvældende. For de mange valgmuligheder kan synes næsten uendelige.

Vil man være gartner eller guldsmed? Bager eller bygningsmaler? Eller hvis det er studenterhuen, der trækker, skal man så læse stx, hhx eller htx? Skal man hellere tage en eux-uddannelse, der kombinerer studentereksamen med et svendebrev? Eller hvad med en international studentereksamen på engelsk?

Hvis du er i tvivl om, hvilken ungdomsuddannelse du skal vælge, er du ikke alene. Og bare rolig, vi har talt med en studievejleder for dig.

Peter Schantz, chef for Ungdommens Uddannelsesvejledning i København, giver her sine seks bedste råd til, hvad du skal gøre og tænke over, når du står overfor at skulle vælge din ungdomsuddannelse.

1. Følg hjertet, men brug hovedet

»Det er vigtigt, at du kan se dig selv i den ungdomsuddannelse, du vælger – og i det arbejdsliv, som uddannelsen efterfølgende kan give adgang til. Derfor er det vigtigt, at du følger dit hjerte og din interesse, selv om intet valg er endegyldigt«.

»Men ligesom det er vigtigt at gå efter det, som du brænder for, så er det også afgørende, at du bruger hovedet og er realistisk i dit valg. Det gør du ved at være opsøgende og sætte dig ind i, hvad den uddannelse, du brænder for, reelt består af. For så kan du finde ud af, om det er noget, du vil kunne trives i og gennemføre«.

2. Vær nysgerrig og tal med andre

»Hvis du blot har den mindste snert af usikkerhed om, hvilken ungdomsuddannelse du skal vælge, så brug din nysgerrighed til at kigge rundt i udbuddet af ungdomsuddannelser og undersøg, hvad der er af forskellige muligheder og alternativer«.

»Det kan være en god idé at tale med venner og familie for at få inspiration og vende tanker og ideer, men opsøg også gerne en studievejleder eller chat med e-Vejledningen. De har nemlig det fulde overblik over de mange valgmuligheder og ved, hvad de enkelte uddannelser konkret består af«.

3. Kom ud og oplev virkeligheden

»Det er vigtigt at tænke over, hvilken studieform den enkelte ungdomsuddannelse har. Så det er en god idé at tage kontakt til uddannelsen og selv tage derud for at opleve, hvordan studiemiljøet er. Hvordan er hverdagen? Hvordan er undervisningsformen? Hvor meget skal man læse, og hvor meget skal man have gang i sine hænder?«

»Hvis du overvejer en erhvervsuddannelse, kan det være en god idé også at besøge en virksomhed, som arbejder med faget. Så kan du for alvor mærke, om det er noget, som du har lyst til at kaste dig ud i. Det er en god idé at opsøge virkeligheden, uanset om du bliver be- eller afkræftet i dit valg«.

4. Lad dig ikke overvælde

»Særligt inden for erhvervsskoler kan udbuddet af forskellige uddannelser virke uoverskueligt. Derfor er det en god idé at starte med at finde ud af, hvilket af de fire hovedspor, du interesserer dig for. Er det området omkring kontor og handel, teknologi og byggeri, fødevarer og jordbrug eller omsorg og sundhed, der fanger din interesse? Derfra kan du begynde at snævre dig ind på den enkelte uddannelse«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»På samme måde kan du gå til værks, hvis du er i tvivl om, hvilken gymnasial uddannelse du skal vælge. Alle de gymnasiale uddannelser er målrettet, at man skal studere videre bagefter. Hvis du i forvejen ved, at du senere vil læse noget om handel og business, så kan en hhx eller en eux med handelsfokus være en god idé. Vil du derimod læse videre i en naturvidenskabelig eller teknisk retning, så kan htx være en god mulighed. Stx er den brede almendannende studentereksamen, som derfor også tiltaler mange, der endnu ikke har besluttet sig for, hvad de skal bruge deres ungdomsuddannelse til«.

5. Husk, valget ikke er endegyldigt

»Det er en stor beslutning at vælge en ungdomsuddannelse, men du skal ikke være bange for at blive låst fast i dit valg. Der er altid mulighed for at videreuddanne sig og bygge ovenpå sin uddannelse. Der kan være rigtig mange veje, der fører til Rom«.

»Derfor vil jeg anbefale, at du kun tænker et par år frem i tiden – frem for at tænke, at hele dit arbejdsliv bliver defineret i valget af ungdomsuddannelse – for der er alligevel ingen, der ved, hvordan verden ser ud 20 år frem i tiden«.

6. Vær engageret, når du starter

»Når du skal til at starte på en ungdomsuddannelse, er det vigtigt, at du lægger energi i det fra start. Der er en masse nye mennesker og en ny hverdag, som du skal lære at kende. Det er en god idé både at investere i det faglige og i det sociale. For det kan være en meget udviklende proces, som kan sikre, at du kommer godt fra start på din nye uddannelse. Men det kræver, at du tør kaste dig ud i det, selv om du er usikker og ny i det hele – husk, at det er alle de andre også«, siger Peter Schantz, chef for Ungdommens Uddannelsesvejledning i København.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce