Annonce
Annonce
Annonce
Klima 19. jun. 2012 KL. 10.08

Connie Nielsen: »Hallo, hvorfor skal vi betale med vores sundhed for, at I kan få en profit«

Politiken.dk har interviewet den danske skuespiller ved FN-topmødet i Rio.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Politikere, erhvervsledere og aktivister fra hele verden er kommet til Rio de Janeiro, hvor FN holder klimatopmøde i morgen og på fredag.

Den danske skuespiller Connie Nielsen er også at finde i den brasilianske millionby, hvor hun slår et slag for bæredygtighed.

Hvorfor engagerer sådan en som dig sig i bæredygtig mode?

»Jeg engagerer mig i bæredygtighed, punktum. For det handler om den fremtid vores børn og børnebørn kommer til at leve i«.

»Sagen er, at den måde vi lever på rent økonomisk gør, at vi sender regningen videre. Ikke bare en generation. Men nogle gange seks eller syv generationer fremad, som kommer til at betale for vores luksus, og vores frihed til at købe, hvad vi vil«.

LÆS OGSÅ Dansk stjerneskuespiller kaster sig ind i klimakampen

Hvorfor laver vi de valg. Er det politikerne, der ikke er gode nok til at fortælle os det, du fortæller her?

»Jeg tror mange har et problem med fremtiden. Som om den ikke er virkelig. Og i de fleste tilfælde føler de sig sikkert også magtesløse«.

»Men der er det jeg er her i Rio for at sige: At vi kan gøre rigtig meget ved problemerne. Og jeg tror, folk måske nemmere kan relatere til mig. For jeg er hverken videnskabskvinde eller politiker. Jeg er repræsentant for alle mødre og kvinder, der tager sig af deres familier, og forsøger at undgå at deres babyer ikke bliver forgiftet af alverdens produkter«.

»Den anden dag sagde min 13-årige søn til mig, at han ikke har tænkt sig at købe en grøn bil som den første bil. Det gjorde mig helt målløs«.

Connie Nielsen

Oplever du, at det går fremad eller tilbage for bæredygtigheden i de her år?

»Det går helt sikkert fremad. For det første er der en bevidsthed, som bliver udviklet, og flere og flere der kan se, at det her er noget, vi kan gøre noget ved«.

»Problemet er, at vi skal blive ved med at se på de her problemer. Den anden dag sagde min 13-årige søn til mig, at han ikke har tænkt sig at købe en grøn bil som den første bil. Det gjorde mig helt målløs. Efter alle de ting jeg har sagt om det igennem alle hans år. Men han sagde bare, at det er for dyrt og upraktisk«.

»Der måtte jeg sande, at jeg ikke har trængt igennem, når han stadig ikke vil købe grønt«.

»Derfor henvender jeg mig nu til producenterne. Dem, der skaber og planlægger tingene. Fordi det er dem, som kan lave de produkter, som folk både vil have, og som er bæredygtige«.

Det handler ikke om at blive asketisk
Hvad tænker du selv om, at du som kendt taler den her sag? Hvilken særlig effekt har det?

»Det ved jeg ikke. Lars (Ulrich, som er trommeslager i band’et Metallica og gift med Connie Nielsen, red,) spurgte mig også forleden dag om det samme. Men jeg kommer ikke for at opnå et specifikt resultat. Jeg tror, at jeg først og fremmest bare udtrykker en oprigtig bekymring for, hvordan tingene går og et ønske om at sætte nogle ting i gang, der skaber bevidsthed«.

Er sandheden ikke om det nuværende pres på ressourcerne, at vi i virkeligheden skal indstille os på at forbruge mindre og måske endda blive fattigere. Ikke bare at købe lidt anderledes ind, for eksempelt bæredygtig modetøj?

»Det er der da nogen, der siger. Og o.k., de fleste mennesker har vel 20 t-shirts i kommoden, som de ikke bruger. Det kan vi måske godt begynde at spørge, om vi virkelig har brug for. Men det handler ikke om at blive asketisk. Det handler mere om at de processer, der går forud for produktionen«.

»Det er den, processen, der skal innoveres. Der skal tages en beslutning af de folk i erhvervslivet, der bruger vores vand gratis og ødelægge vores skove gratis. De betaler jo ikke den reelle omkostning for at producere deres produkter«.

LÆS OGSÅDanmark indfører grønt BNP

»På et tidspunkt vil folk stille spørgsmål ved, hvorfor de folk skal ødelægge vores vand og skove, og hvorfor vores børn skal løbe rundt med kemikalier i kroppen. Hallo, vil de sige. Hvorfor skal vi betale med vores sundhed for at I kan få en profit. Man kan næsten spørge. Hvilke producent har ikke lyst til at lave et produkt, der ikke er farligt eller ikke misbruger vores natur«.

Det, man hører fra de politiske forhandlinger, er at USA bremser mange forhandlinger op til FN’s topmøde. Amerikanerne er imod bindende mål for bæredygtighed og en større rolle til FN. Du bor selv i USA. Kan du forklare, hvor den modstand kommer fra?

»Det man skal huske er, at der også er meget stærke kræfter i USA, der arbejder for bæredygtighed. Jeg bor selv i San Francisco, og bare dér er der nogle af de mest utrolige entreprenører, som arbejder med de bedste teknologiske løsninger inden for energi og genbrug. Det er fantastiske ting, der er i gang. Og det er vidunderligt at se, hvor aktivistisk den del af det private erhvervsliv i USA er«.

»Men der er også politikere, som skal genvælges, og det her er noget, der koster penge, og de skal vælges. Derfor kan processen godt bliver forsinket. Men det betyder ikke, at den ikke er i gang. For det kommer til at ske. Vi har ikke råd til andet«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken