Normalt tilfalder Nobels fredspris politikere og personligheder, der har ydet en særlig indsats for at løse aktuelle eller afsluttede konflikter rundt om i verden.

Men i 2007 gjorde den norske priskomite en undtagelse, da USA’s tidligere vicepræsident Al Gore og FN’s internationale klimapanel fik den prestigefyldte anerkendelse på forventet efterbevilling så at sige – for deres utrættelige indsats med at advare mod de fremtidige konsekvenser af den globale opvarmning.

For som der stod i motiveringen »kan« klimaforandringerne true menneskeheden, »kan« føre til enorme flygtningestrømme og »kan øge risikoen for voldelige konflikter og krige, både de interne og mellem stater«.

Få beviser
Alverdens regeringer, græsrødder, videnskabsfolk, militæranalytikere og efterretningstjenester kaster sig i denne tid over den globale opvarmning som et sikkerhedspolitisk problem.

Men i realiteten findes der kun ganske få beviser, der kan sandsynliggøre, at der også er en sammenhæng, siger den norske sikkerhedsforsker Ragnhild Nordås.

Hun studerer for tiden fænomenet ved det amerikanske Harvard University, men er i disse dage i København for at deltage i en stor international klimakonference.

»Indtil videre er der ikke noget, som underbygger teorien. I de seneste årtier, mens klimaet er blevet varmere, er antallet af dødsofre under internationale konflikter tværtimod faldet. Hvordan det vil udvikle sig i fremtiden, er svært at sige, men foreløbig er der ikke nogen solid forbindelse mellem konflikter og klimaforandringer. Vi mangler simpelthen viden på dette nye forskningsfelt«, forklarer Ragnhild Nordås.

Skræmmebilleder
Blandt de internationale aktører, der ikke har tænkt sig at se tiden an, men forudser sikkerhedsproblemer, er de amerikanske efterretningsvæsener.

I en ny redegørelse har præsident Obamas øverste efterretningschef, Dennis C. Blair, helliget et helt kapitel til miljøsikkerhed, der vil »påvirke amerikanere på afgørende måder«, skriver han:

»Vi vurderer det som usandsynligt, at klimaforandringer i sig selv vil få stater til at bryde sammen inden 2030, men følgevirkningerne vil forværre eksisterende problemer som fattigdom, sociale spændinger, miljømæssig nedbrydning, ineffektivt lederskab og svage politiske institutioner«.

Kombinationen af en stor befolkningstilvækst og små vandressourcer vil kunne få mange millioner mennesker i Mellemøsten, Asien og Afrika til at flygte, og dertil kommer rædselsscenariet, hvis de store gletsjere smelter bort, og drikkevand til op mod en sjettedel af verdens befolkning forsvinder.

Bangladesh betaler prisen
Det lavtliggende Bangladesh udråbes allerede i dag til at være et eksempel på en fattig nation, der betaler prisen for klimaforandringerne, som et forvarsel om, hvad der venter verden meget mere af, hvis temperaturen stiger med to, fire eller seks grader.

Stadig stærkere flodbølger skyller ind over Bangladesh’ hårdtprøvede befolkning, og som en konsekvens har nabolandet Indien planer om at bygge et højt pigtrådshegn langs grænsen for at holde klimaflygtninge ude.

Også den urolige Darfurprovins i Sudan er blevet nævnt af FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon, som »en økologisk krise, der i hvert fald delvist skyldes klimaforandringer«.

Ifølge Steen Nordstrøm, der som ph.d.-stipendiat ved Forsvarsakademiet har forsket i klimasikkerhed, er konflikterne som regel langt mere komplicerede. Der er god chance for, at de forskellige grupper i Sudan under alle omstændigheder ville bekrige hinanden, uanset klimaforandringer, siger han.

Steen Nordstrøm synes, at den internationale klimadebat præges af skræmmebilleder, og at emnet er kommet for højt op på den politiske dagsordenen i forhold til andre mere presserende udfordringer som befolkningstilvækst, fattigdom og religiøs fanatisme.

Han tilhører den skole, der ikke vil afvise, at klimaforandringerne ligefrem kan få positive virkninger på nogle områder. Der er flere eksempler fra Afrika på, hvordan enorm rigdom og overflod fører til konflikt mellem et lands forskellige grupper.

Til gengæld plejer mangel på ressourcer sjældent at føre til krig, men i stedet til teknologisk udvikling og større internationalt samarbejde.

Disse effekter fortjener også at blive taget med, men glimrer ved deres fravær, mener Steen Nordstrøm.