Danmark

Lars Løkke Rasmussen

Som vært for klimatopmødet i december i København er Danmarks statsminister manden, der skal forsøge at få de mange landes interesser til at mødes i en global aftale.

Derfor har Danmark gennem lang tid minutiøst kortlagt alle landes positioner i klimaforhandlingerne for at have helt styr på, hvor de hver især har deres ømmeste punkter. Og hvor mulighederne for de nødvendige globale kompromiser findes.

FN

Ban Ki-moon

FN’s generalsekretær er den øverste chef for klimaforhandlingerne. Det er ham, der har inviteret mere end 100 stats- og regeringschefer til New York i dag for at gøre status over forhandlingerne, som er planlagt til at kulminere i København i december.

Ban Ki-moon har gjort klimaet til sin mærkesag og er ikke bange for at kritisere stilstanden i forhandlingerne. For nylig udtalte han, at verden er på vej mod afgrunden.

EU

Fredrik Reinfeldt

Sveriges statsminister er for tiden formand for EU. Han skal holde sammen på unionen, der har lovet at skære 20 procent af sine CO2-udledninger, uanset hvad andre lande gør, og at hæve det til 30 procent i tilfælde af en ambitiøs aftale.

Men de 30 procent er ikke fordelt internt mellem landene i EU, og flere lande med Polen og Italien i spidsen synes, at 20 procent er problematisk nok. Reinfeldt har i et stykke tid nedtonet forventningerne til en klimaaftale.

USA

Barack Obama

USA’s præsident har sat klima på dagsordenen i verdens største økonomi, efter at hans forgænger ignorerede emnet i sine otte år i Det Hvide Hus.

Med sine udtalelser om, at USA ønsker at indtage en ledende rolle i klimaforhandlingerne og med vedtagelsen af landets første klimalov i Repræsentanternes Hus, ses Obama som klimaforhandlingernes redningsmand. Men klimaloven når næppe gennem Senatet i år, og det hæmmer USA i forhandlingerne.

Brasilien

Luiz Inacio ’Lula’ da Silva.

Brasiliens præsident sidder med en af nøglerne i forhandlingerne.

Dels er landet er et af de store udviklingslande, som skal forpligte sig til ikke at lade udledningen af drivhusgasser vokse uhæmmet.

Dels og ikke mindst på grund af landets enorme regnskove. En ny klimaaftale bliver ikke en realitet, medmindre den giver de fattige lande kredit i form af penge eller klimakvoter for at bevare deres skove.

Kina

Foto: RICCARDO DE LUCA/AP

Hu Jintao

Selv om Kina har status som et udviklingsland, er landets præsident en af de vigtigste aktører i klimaforhandlingerne. Han leder ikke bare verdens folkerigeste nation, men også klodens største udleder af drivhusgasser.

Kina er i fuld gang med at forvandle sin enorme økonomi til et mere bæredygtigt samfund og modvirke den globale opvarmning. Men kineserne kræver penge og teknologi for at tilslutte sig en aftale.

Indien

Manmohan Singh

Indiens premierminister er leder af en af verdens hurtigst voksende økonomier, som i dag står for ca. 5 procent af det globale CO2-udslip. Samtidig har flere hundrede millioner indere ikke adgang til elektricitet.

Blandt andet derfor afviser Indien at forpligte sig til at begrænse sin CO2-udledning. Men den globale opvarmning truer vandforsyningen i dele af landet, og Indien er begyndt at sætte mål for bl.a. mere solenergi.