Statsminister Anders Fogh Rasmussen har udsigt til en lang holdningskamp op ad bakke, hvis han vil pålægge danskerne højere grønne afgifter som led i sine bestræbelser for at gøre Danmark til en klimavenlig frontløbernation.

45 procent af vælgerne er uvillige til at betale mere i skat for forbedringer i miljø- og klimapolitikken, og blandt Venstres vælgere er det hele 59 procent, der siger nej. Det viser en undersøgelse blandt 1.014 danskere, som meningsmålingsinstituttet Zapera har lavet for Ugebrevet Mandag Morgen. På andre områder er der en helt anderledes vilje til at betale mere i skat for at opnå forbedringer: Hele 66 procent af vælgerne er villige til at acceptere en højere trækprocent, hvis det kan højne kvaliteten i sundhedsvæsnet. Så regeringens plan om at give 15 milliarder kroner til nye sygehuse vil givetvis være populær. Også på klassiske velfærdsområder som uddannelse, ældrepleje og det sociale system er vælgerne parate til at trække i spenderbukserne for at sikre forbedringer.

SKAL MAN sætte tingene på spidsen, er vi i Danmark en nation af velfærdsnarkomaner, der – selv om vi har verdens højeste skattetryk – stadig gerne vil betale mere i skat til de helt nære, bløde og klassiske velfærdsydelser, der er synlige i dagligdagen. I en undersøgelse, som Mandag Morgen fik lavet sidste år, svarede hhv. 71 procent og 62 procent af vælgerne, at det offentlige giver for få penge til sundhedsvæsenet og til uddannelserne. Det nye er, at vi i den nye undersøgelse har spurgt vælgerne, om de personligt er villige til at betale mere i skat for forbedringer. Og det vil et flertal af danskerne altså gerne.

For politikerne burde dette være en øjenåbner, når man helt kategorisk og på et meget overordnet plan holder fast i et stramt skattestop. Der kan være gode økonomiske grunde til at sænke de høje marginalskatter for at skabe større vækst og løse arbejdskraftproblemerne i det danske samfund, men samtidig er danskernes skattevilje på andre områder forbløffende høj. Og det er de ikke mindst for deres egen skyld: Går man dybere ned i tallene, kan man iagttage et skred fra en klassisk almen solidaritet i velfærdssamfundet til en mere selektiv velfærdstænkning. Mandag Morgens undersøgelse viser nemlig en klar tendens til, at folk stemmer ud fra egne særinteresser.

De ældre vælgere er meget mere villige end de unge vælgere til at betale ekstra i skat for et bedre sundhedsvæsen og ældrepleje, mens de yngre vælgere er positive over for støtte til daginstitutioner, skoler og kollektiv trafik. Vælgerne vil gerne være solidariske og betale mere for dele af velfærden – så længe det også er til gavn for dem selv i dagligdagen.

DET ER en form for individualiseret solidaritet, hvor man gerne vil betale mere for forbedringer i dagligdagen og for sine nærmeste, mens ekstra skat på mere langsigtede og globale velfærdsgoder a la bedre miljø og klima er sværere at vinde flertal for. Den udbredte folkelige modvilje mod at betale ekstra for omstillingen til en mere klimavenlig og grøn vækstøkonomi kan muligvis hænge sammen med, at regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti efter ’systemskiftet’ i 2001 gjorde sig store anstrengelser for at tale klimaudfordringen ned. Og engagerede debattører som Bjørn Lomborg og andre hævdede i bl.a. Politiken, at klimaforandringerne slet ikke var så alvorlige endda.

En nylig Politiken-undersøgelse viser, at 4 ud af 10 danskere stadig har den opfattelse, at der ikke er tale om menneskeskabte klimaforandringer. Det står i skarp modstrid med verdens førende klimaeksperter, der som bl.a. nobelprismodtageren Steven Chu har advaret om, at vi er på vej mod et tipping point og kan risikere temperaturstigninger på 4 grader celsius. Og det Internationale Energiagentur, IEA, forudser, at de globale temperaturer inden 2100 stiger med 6 grader celsius over det førindustrielle niveau. Sker det, må vi imødese dramatiske klimaforandringer, og verdenshavene kan stige med flere meter – ud over de få centimeter, som klimaskeptikerne har talt om.

SÅ LÆNGE der ikke er et bredt politisk lederskab, som uden vaklen italesætter de globale risici og omsætter dem til nationale reformer, vil det blive svært for Anders Fogh Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard at få flere borgerlige vælgere til at bakke om et kursskifte.

Kun en marginal overvægt af socialdemokratiske vælgere er villige til at betale mere i skat for miljø- og klimaforbedringer. Også Helle Thorning-Schmidt har en stor udfordring med at få vælgerne til at forstå, at fremtidens danske velfærdsmodel ikke bare skal løse livsnære og hverdagsagtige opgaver, men også kunne håndtere langsigtede og forbundne globale kriser som bl.a. klimakrisen.

De inkarnerede klimaskeptikere og cost-benefit-økonomer vil muligvis hævde, at danskerne handler rationelt, når de er skeptiske over for værdien af at hæve miljøbeskatningen og CO{-2}-afgifter – for i lille Danmark har vi ingen garanti for, at kineserne, inderne, russerne og amerikanerne også gør deres del af indsatsen.

MEN DEN tankegang bør vi ikke forfalde til herhjemme. Flere af Danmarks førende virksomheder står stærkt inden for de clean-tech-løsninger, der kan nedbringe den menneskeskabte klimaforandring, og kan Danmark udvikle en intelligent vækststrategi for grønne løsninger, vil vi også i fremtiden kunne hente de indtægter på eksportmarkederne, som kan finansiere velfærdssamfundet i fremtiden. I stedet for at tænke miljø og velfærd som hinandens modsætninger, skal de ses som hinandens forudsætninger.

Det kræver politisk lederskab at skabe et flertal bag den tænkning.